Ensomhed blandt ældre patienter med kronisk nyresygdom øger risikoen for at dø

I sundhedsvæsenet er der lige nu en trend mod, at flere og flere opgaver vedrørende patienter bliver lagt i hænderne på pårørende.

Mange ældre patienter bor dog alene eller har måske ikke voksne børn, og det vil sige, at de kan mangle støtten fra pårørende og må klare tingene selv.

Det kan have betydning for deres prognose.

Nu viser et nyt dansk studie, at denne antagelse er korrekt for personer med kronisk nyresygdom.

Her har personer, som bor alene og ikke har voksne børn, meget større risiko for at dø sammenlignet med personer, der både bor sammen med en partner og har voksne børn.

Ifølge en af forskerne bag studiet peger resultaterne på et opmærksomhedspunkt, som sundhedsvæsnet skal have på denne gruppe særligt sårbare patienter.

»Vi skal være opmærksomme på, at der findes en stor gruppe mennesker, hvor vi ikke kan regne med, at de har nogen uden for sundhedsvæsnet til at hjælpe dem i deres hverdag, når de lever med kronisk nyresygdom. Disse grupper skal vi kunne identificere og formentlig tilbyde noget mere støtte,« fortæller ph.d. Mette Kielsholm Thomsen fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Aarhus Universitet.

ERA 2024

Find alle artikler i vores dækning af den store europæiske nyrekongres ERA 2024her.

Mette Kielsholm Thomsen har i wekeenden fremlagt sine data på den årlige kongres for European Renal Association (ERA).

204.662 danskere med i studie

I studiet var Mette Kielsholm Thomsen en tur i de danske registre for at identificere personer over 65 år, som udviklede kronisk nyresygdom med moderat til svær nedsættelse af nyrefunktionen.

I alt udviklede 204.662 danskere over 65 år kronisk nyresygdom i perioden fra 2016 til 2020.

Ved hjælp af data fra Laboratoriedatabasen var det muligt for forskerne at finde kreatininmålinger og derved identificere forværring i nyresygdom hos de mange studiedeltagere.

I CPR-registeret kunne forskerne se, om studiedeltagerne døde i studieperioden, mens de i CPR-registeret også kunne se, om studiedeltagerne levede sammen med nogen, og om de havde voksne børn.

En hurtigt kig på studiepopulationen viser, at de fleste var i 70’erne, 55 pct. var kvinder, og 84 pct. debuterede med kronisk nyresygdom i stadie G3a.

Det giver anledning til, at man i hvert fald tænker det ind i arbejdet med patienter og overvejer, om nogle patienter kan have brug for mere støtte, inden de sendes ud af døren

Mette Kielsholm Thomsen, ph.d., AU

Cirka halvdelen boede sammen med en partner. Fire pct. boede sammen med en partner, men havde ingen voksne børn, 48 pct. boede sammen med nogen og havde voksne børn, 10 pct. boede ikke sammen med nogen og havde ingen voksne børn, mens 38 pct. boede alene og havde voksne børn.

Forskerne undersøgte over studieperioden forværring i kronisk nyresygdom som et fald på mindst 25 pct. i EGFR samt forværring i stadiet af kronisk nyresygdom.

Markant forøget risiko for død

Resultatet af undersøgelsen viser, at det faktisk kun havde en lille betydning for risikoen for forværring af kronisk nyresygdom, om studiedeltagerne havde mulighed for støtte uden for sundhedsvæsenet eller ej.

28,3 pct. af de studiedeltagere, der boede alene og ikke havde voksne børn, havde oplevet sygdomsprogression i studieperioden mod 24,6 pct. af dem, der både boede sammen med en partner og havde voksne børn.

Omvendt var der stor forskel på risikoen for at dø i studieperioden.

Her var mortaliteten inden for tre år 33 pct. blandt dem med det mindste sociale netværk sammenlignet med kun 15 pct. hos dem med det største sociale netværk.

»Det er sigende, at vi ved mortalitet ser en dosisresponssammenhæng til det sociale netværk. Bor man sammen med nogen eller har børn, er ens risiko for at dø med kronisk nyresygdom markant lavere,« siger Mette Kielsholm Thomsen.

I næste del af analysen korrigerede forskerne for faktorer, som kunne have indflydelse på risikoen for at dø, herunder alder, køn og stadie af kronisk nyresygdom.

Alligevel var der fortsat den fundne sammenhæng.

Sammenlignet med det at bo sammen med nogen og have voksne børn, havde personer, der boede sammen med en partner, men ikke havde voksne børn, 20 pct. højere dødelighed i løbet af studieperioden.

For personer, der ikke boede sammen med nogen, men dog havde voksne børn, var tallet 40 pct. mens det for personer, der hverken havde voksne børn eller boede sammen med nogen, lød på 60 pct.

»Det er meget sigende og viser, at der er en sammenhæng mellem risikoen for at dø med kronisk nyresygdom og mulighederne for støtte uden for sundhedsvæsenet. Det giver anledning til, at man i hvert fald tænker det ind i arbejdet med patienter og overvejer, om nogle patienter kan have brug for mere støtte, inden de sendes ud af døren, simpelthen fordi de ikke har mulighed for støtte i hjemmet,« siger Mette Kielsholm Thomsen.