Dette var de danske højdepunkter ved stor europæisk kongres for nyresygdom

For nyligt sluttede den årlige kongres for European Renal Association (ERA), og det markerede enden på fire dage med alt det nyeste inden for medicinsk forskning i nyresygdomme.

Blandt de mange forskere, der fremlagde forskningsresultater fra alverdens hospitaler, klinikker, universiteter og laboratorier, var også en forholdsvis stor delegation danskere, der med deres resultater vakte både opsigt og begejstring.

ERA 2024

Find alle artikler i vores dækning af den store europæiske nyrekongres ERA 2024 her.

Dagens Medicin fik fornøjelsen at snakke med en del af de danske forskere om det, som de i år tog med til ERA. Her kommer en opsamling på det, som vi talte med de danske forskere om.

1. Ny behandlingsmulighed ved minimal change sygdom

For det første var der det enormt interessante forsøg, som overlæge Tilde Kristensen fra Regionshospitalet i Viborg kunne berette om.

Tilde Kristensen præsenterede på ERA data som et Late Breaking Abstract fra et forsøg, hvori forskere forsøger sig med en ny behandling til patienter med minimal change sygdom, der er en meget sjælden sygdom i nyrerne, og som i 40 år har involveret behandling med store mængder binyrebarkhormon.

I det danske studie havde forskerne fra Regionshospitalet i Viborg forsøgt at bytte halvdelen af dosis binyrebarkhormon ud med D-vitamin, og det ser ud til at være en god løsning.

I studiet deltog 70 patienter med minimal change sygdom, og de modtog enten den normale dosis binyrebarkhormon i deres behandling eller halv dosis plus D-vitamin.

Studiet viste, at denne kombination leder til lige så stor sandsynlighed for remission og efter lige så mange dage som ved behandling med fuld dosis.

Antallet af alvorlige bivirkninger faldt til gengæld til nul i gruppen i behandling med binyrebarkhormon plus D-vitamin.

»Vi har armene over hovedet på grund af disse resultater, der viser, at det er muligt at reducere brugen af binyrebarkhormon, uden at det giver mindre sandsynlighed for remission, samtidig med at reduktionen i dosis af binyrebarkhormon kommer med færre bivirkninger,« fortalte Tilde Kristensen til Dagens Medicin journalist.

2. Nyresyge modtager mindre behandling for blodprop i hjertet

Der var fra de danske forskere til ERA også en stribe studier med data fra danske registre til at belyse forskellige elementer af det at leve med nyresygdom.

Et af disse studier kom fra læge og ph.d.-studerende Ellen Linnea Freese Ballegaard fra Rigshospitalets Afdeling for Nyre- og Hormonsygdomme.

I forskningen havde hun undersøgt behandlingen af blodprop i hjertet hos personer med kronisk nyresygdom sammenlignet med hos personer uden kronisk nyresygdom.

Resultatet af studiet pegede på, at personer med kronisk nyresygdom både modtager mindre medicinsk og invasiv behandling for blodprop i hjertet.

Sandsynligheden for invasiv undersøgelse i form af koronarateriografi var hos denne gruppe patienter 70,5 pct. mod 78,1 pct. hos de ikke-nyresyge.

Sandsynligheden for ballonudvidelse var hhv. 51,9 pct. og 58,4 pct.

Sandsynligheden for blodfortyndende behandling med to blodpladehæmmende midler var 66,8 pct. for de nyresyge mod 69,8 pct. for de ikke-nyresyge.

Tallene for kolesterolsænkende behandling lød på hhv. 76,1 pct. og 82,1 pct.

Den mindre grad af behandling kom også til udtryk i overlevelsen, hvor 20,9 pct. af de nyresyge var døde inden for ét år mod blot 16,4 pct. af de nyreraske.

»Det er en opgørelse, som viser, at nogle patienter med nyresygdom måske ikke får den behandling for blodprop i hjertet, som de bør få. Det kan være relevant at undersøge i sin egen kliniske hverdag, ligesom det kan være hypotesegenererende for nye forsøg, der kan kortlægge, hvad det helt præcist betyder, når patienter med nyresygdom og blodprop i hjertet ikke bliver behandlet lige så meget som patienter uden nyresygdom,« fortalte Ellen Linnea Freese Ballegaard, da vi talte med hende.

3. Ensomme har større risiko for at dø ved kronisk nyresygdom

De danske registre dannede også grundlaget for de interessante resultater, som ph.d. Mette Kielsholm Thomsen fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Aarhus Universitet fremlagde.

I dem havde hun undersøgt, hvordan det ser ud med udviklingen af kronisk nyresygdom og død hos ældre nyrepatienter uden en partner eller voksne børn sammenlignet med hos personer med et stærkere socialt netværk.

Data på 204.662 danskere over 65 år med kronisk nyresygdom var inddraget i studiet. De fleste var i 70erne, 55 pct. var kvinder, og 84 pct. debuterede med kronisk nyresygdom i stadie G3a.

28,3 pct. af de studiedeltagere, der boede alene og ikke havde voksne børn, havde oplevet sygdomsprogression i studieperioden mod 24,6 pct. af dem, der både boede sammen med en partner og havde voksne børn.

Omvendt var der stor forskel på risikoen for at dø i studieperioden.

Her var mortaliteten inden for tre år 33 pct. blandt dem med det mindste sociale netværk sammenlignet med kun 15 pct. hos dem med det største sociale netværk.

»Det er meget sigende og viser, at der er en sammenhæng mellem risikoen for at dø med kronisk nyresygdom og mulighederne for støtte uden for sundhedsvæsnet. Det giver anledning til, at man i hvert fald tænker det ind i arbejdet med patienter og overvejer, om nogle patienter kan have brug for mere støtte, inden de sendes ud af døren, simpelthen fordi de ikke har mulighed for støtte i hjemmet,« fortalte Mette Kielsholm Thomsen.

4. Dødeligheden efter akut nyresvigt falder

Læge og ph.d. Simon Kok Jensen fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet havde i sit studie kigget på nyrepatienter i Region Nordjylland og Region Midtjylland og undersøgt, om de seneste 10 års fokus på akut nyresvigt har haft betydning for risiko for udvikling af kronisk nyresygdom og død hos denne patientgruppe.

Det her studie estimerer effekten på de personer, som er i behandling med de to lægemidler, og det viser, at personer i behandling med SGLT2-hæmmere udvikler færre akutte nyrepåvirkninger

Uffe Heide-Jørgensen, lektor, AUH

Data viste, at for 17 år siden var forekomsten af kronisk nyresygdom efter akut nyresvigt omkring 100 tilfælde pr. 1.000 personår. Det tal var ikke ændret betydeligt frem til 2018.

Bedre så det ud, når man skeler til dødsfald efter akut nyresvigt.

Her var tallene gået fra at ligge omkring 350 pr. 1.000 personår i 2007 til 300 pr. 1.000 personår i 2018.

»Det er godt med et fald, og det kan være tegn på, at bare det at definere tilstanden mere præcist har haft effekt på prognosen. Nu skal vi så finde ud af, hvad der skal til for yderligere at sænke risikoen for at dø. Vi har et fælles sprog, og vi ved, hvad der kan modificere prognosen, men det ser ud til, at det er gået i stå de seneste 10 år,« fortalte Simon Kok Jensen, da vi snakkede med ham om, hvor vi skal hen herfra.

5. SGLT2-hæmmere giver bedre nyrebeskyttelse end GLP-1-receptoragonister

Simon Kok Jensen var også en af forskerne bag et studie, som kollegaen, statistiker og ekstern lektor Uffe Heide-Jørgensen fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital fremlagde på ERA.

I det studie havde forskerne undersøgt, hvordan det ser ud med risikoen for udvikling af akut nyrepåvirkning hos personer med type 2-diabetes i behandling med SGLT2-hæmmere sammenlignet med personer med type 2-diabetes i behandling med GLP-1-receptoragonister.

Data på flere end 55.000 danskere var med i studiet, som kunne vise, at der i gruppen i behandling med SGLT2-hæmmere havde været 25 tilfælde af akut nyrepåvirkning pr. 100 personår efter fem års opfølgning mod 29 tilfælde pr. 100 personår i gruppen i behandling med GLP-1-recpetoragonister.

»Tidligere studier har indikeret, at SGLT2-hæmmere er lidt bedre til at beskytte nyrerne, sammenlignet med GLP-1-receptoragonister, selvom de begge er nyrebeskyttende, men der har manglet data i en direkte sammenligning. Med det her studie estimerer vi effekten på de personer, som er i behandling med de to lægemidler, og det viser, at personer i behandling med SGLT2-hæmmere udvikler færre akutte nyrepåvirkninger,« fortalte Uffe Heide-Jørgensen.

Forskerne identificerede dog også forskelle mellem de to grupper, og de forskelle kan være med til at forklare i hvert fald en del af forskellen i risiko for udvikling af akut nyrepåvirkning.

»Det er blandt andet ikke utænkeligt, at GLP-1-receptoragonister oftere er valget til personer med overvægt, og at overvægt i sig selv kan forklare i hvert fald noget af forskellen i risikoen for udvikling af akut nyresvigt mellem de to grupper af patienter. Det skal videre undersøgelser belyse,« sagde Simon Kok Jensen.