Internationalt studie: Behandling kan reducere risiko for progression til psoriasisgigt

Omkring en tredjedel af personer med psoriasis udvikler på et tidspunkt i livet psoriasisgigt, men det har indtil nu været ukendt, om nogle behandlinger af psoriasis kan mindske risikoen for denne sygdomsprogression.

Det kaster et nyt studie nu lys over og viser, at nogle typer af behandling er markant bedre til at mindske risikoen for progression fra psoriasis til psoriasisgigt.

Læs Dagens Medicins dækning af årets EULAR her.

Studiet er netop præsenteret på den årlige kongres for European Alliance of Associations for Rheumatology (EULAR).

I studiet (EULAR; OP0010) havde forskerne gennemgået data på én mio. personer i behandling med forskellige former for lægemidler for psoriasis i første eller anden behandlingslinje.

Disse behandlinger inkluderede TNF-hæmmere og biologiske lægemidler rettet mod forskellige interleukiner, herunder IL-12, IL-23, IL-17 og IL-12/23.

Forskerne benyttede forekomsten af psoriasisgigt fem år efter opstart i behandling med TNF-hæmmere i første linje som sammenligningsgrundlag.

Resultatet af studiet afslørede, at risikoen for progression fra psoriasis til psoriasisgigt var reduceret med 37 pct. for de personer, der havde været i behandling med en IL-12/23-hæmmer, sammenlignet med de personer, der havde været i behandling med en TNF-hæmmer.

For IL-23-hæmmere lød tallet på 39 pct.

For personer i andenlinjebehandling med en IL-12/23-hæmmer var risikoen for sygdomsprogression fra psoriasis til psoriasisgigt reduceret med 32 pct. efter tre år sammenlignet med behandling med en TNF-hæmmer. Her var risikoen for progression reduceret med 31 pct. ved behandling med en IL-23-hæmmer.

I en sammenligning med en IL-17-hæmmer reducerede behandling med en IL-23-hæmmer i både første og anden linje risikoen for sygdomsprogression med 47 pct.

Ifølge forskerne peger resultatet samlet set på, at behandling med en IL-12/23-hæmmer eller en IL-23-hæmmer kan reducere risikoen for progression fra psoriasis til psoriasisgigt hos både behandlingsnaive personer med psoriasis og hos dem, der allerede har været i andre behandlinger.

Første europæiske studie

Et andet studie på EULAR (EULAR; OP0035) viser, at behandlingsstop med bisfosfonat markant øger risikoen for frakturer hos kvinder med osteoporose efter menopausen.

Behandlingen af osteoporose efter menopausen sker normalt med bisfosfonat i første linje og denosumab i anden linje.

Behandlingsvarigheden er normalt tre til fem år, hvorefter et behandlingsstop er normalt og også nogle gange anbefalet.

Amerikanske data har dog antydet, at det måske er en dårlig idé med et behandlingsstop, og at det kan øge risikoen for frakturer, men det er aldrig undersøgt hos europæere.

Et fransk studie bekræfter nu sammenhængen, idet studiet kan vise en voldsomt forøget risiko for knoglebrud efter et langvarigt behandlingsstop med bisfosfonat eller denosumab sammenlignet med fortsat behandling.

128.000 franske kvinder indgik i studiet, hvor forskerne ville sammenligne, hvordan det gik kvinder efter langvarigt behandlingsstop med bisfosfonat eller denosumab sammenlignet med dem, der fortsatte i behandlingen.

Henholdsvis 55,1 pct., 68,9 pct. og 42,5 pct. af kvinderne i behandling med oral bisfosfonat, intravenøs bisfosfonat eller denosumab havde mindst ét langvarigt behandlingsstop.

Behandlingsstoppet skete typisk efter mellem 3,7 og 4,8 års behandling, når kvinderne var i midten af 70’erne.

Behandlingsstop øger risikoen for knoglebrud

Ydermere identificerede forskerne, at andelen af kvinder, som stoppede i behandlingen, steg i perioden fra 2015 til 2020 fra 1,6 pct. til 17,6 pct. i ét kalenderår til 12,1 pct. til 29,5 pct. i ét kalenderår.

Resultatet af forskningen afslørede også, at risikoen for frakturer steg med henholdsvis 12,4 pct. og 92,3 pct. efter langvarigt behandlingsstop med bisfosfonat eller denosumab sammenlignet med fortsat behandling.

Især steg risikoen for hoftefrakturer, som i de to grupper steg med henholdsvis 19 pct. og 108,3 pct.

Forskerne fandt ingen forskel på risikoen for frakturer ved langvarig behandling sammenlignet med langvarigt behandlingsstop med intravenøs bisfosfonat.

Resultaterne er ifølge forskerne bag studiet vigtige, for selvom behandlingsstop med denosumab ikke er anbefalet, gjorde 42,5 pct. af kvinderne i studiet det alligevel, hvilket øgede deres risiko for knoglebrud til det dobbelte.

Derudover fokuserede forskerne også på forskellen i forhold til at være i behandling med oral eller intravenøs bisfosfonat. Denne forskel bør ifølge forskerne undersøges nærmere, idet den kan have betydning for guidelines på området.