Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

EHA

Zoledronsyre i fire år reducerer knogleskader ved myelomatose uden at øge risikoen for kæbenekrose

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Vi har skannet patienterne for progressiv knoglesygdom og undersøgt dem for kæbenekrose, og vi kan ikke se forskel mellem grupperne i forhold til gode og dårlige kæber,« siger Thomas Lund.

Nyt dansk studie viser, at behandling med zoledronsyre ud over to år reducerer risikoen for knogleskader hos patienter med myelomatose, uden at behandlingen i op til fire år kommer med øget risiko for kæbenekrose. Studiet kan være praksisændrende, siger forsker.


Myelomatose er kendetegnet ved at være enormt ødelæggende for knoglerne, og ved diagnose har 79 pct. af patienter med myelomatose knoglesygdom i form af lytisk knogledestruktion, mens 58 pct. oplever smerter forbundet med sygdommen.

90 pct. af patienterne med myelomatose oplever lytisk knogledestruktion under sygdomsforløbet.

Det er velkendt, at behandling med zoledronsyre kan reducere progressiv knoglesygdom og øge livskvaliteten hos patienterne, men da zoledronsyre også er associeret med øget risiko for kæbenekrose, hvor kæben smuldrer, er behandlingen kun anbefalet i op til to år.


EHA 2023:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets EHA her.


Nu viser et nyt dansk studie imidlertid, at risikoen for kæbenekrose ved behandling med zoledronsyre ikke ser ud til at være forhøjet ved behandling i op til fire år sammenlignet med behandlingsstop.

Ifølge en af forskerne bag studiet kan resultaterne betyde en helt ny tilgang til patienter med myelomatose.

»Jeg vil mene, at de her resultater kan være praksisændrende på området,« fortæller overlæge Thomas Lund fra Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

Thomas Lund har netop præsenteret forskningsresultatet på den årlige kongres for European Hematology Association (EHA 2023) i Frankfurt.

Fortsatte behandling med zoledronsyre i yderligere to år

I studiet deltog 192 patienter med myelomatose.

Forsøgsdeltagerne blev indledningsvist behandlet med zoledronsyre i to år, og derefter blev de randomiseret til yderligere to års behandling med zoledronsyre eller ophør.

Forskerne undersøgte løbende patienterne for kæbenekrose samt tegn på progressiv knoglesygdom i form af knoglenedbrydning. Kriteriet for progressiv knoglesygdom var mere end 25 pct. forøgelse af allerede eksisterende huller i knoglerne eller opståen af nye huller større end 10 millimeter.

Forsøgsdeltagerne svarede også på spørgeskemaer angående livskvalitet.

Forsøgsdeltagerne blev fulgt i gennemsnitligt 21,6 måneder efter randomiseringen.

»Årsagen til, at vi tidligere ikke kendte den optimale behandlingslængden, er, at de første forsøg med zoledronsyre kun varede i op til to år. I dag lever patienterne dog meget længere, og derfor er det relevant, at vi også har data på, hvordan det går patienter i længerevarende behandling med lægemidlet,« siger Thomas Lund.

Ingen øget risiko for kæbenekrose efter fire år

Resultatet af studiet bekræfter for det første, at yderlig behandling med zoledronsyre i op til fire år reducerer risikoen for progressiv knoglesygdom.

26 patienter oplevede progressiv knoglesygdom i løbet af opfølgningsperioden. Heraf var 8 i behandling med zoledronsyre, mens 18 ikke var.

Forskerne fandt desuden, at tilfælde af knoglenekrose var få, og at der ingen forskel var mellem de to grupper. I alt udviklede 3,6 pct. af patienterne tilstanden.

Forskerne fandt heller ingen forskel i overlevelsen mellem de to grupper.

»Vi har skannet patienterne for progressiv knoglesygdom og undersøgt dem for kæbenekrose, og vi kan ikke se forskel mellem grupperne i forhold til gode og dårlige kæber. Det er et positivt tegn, som kan være praksisændrende. Vi har endnu ikke analyseret livskvaliteten, men det er klart, at det bliver interessant at se, om effekten af zoledronsyre på progressiv knoglesygdom også kommer til udtryk i livskvaliteten,« siger Thomas Lund.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere