Succes med behandling af lymfekræft med lenalidomid-baseret terapi kan være afhængig af graden af mutationer i knoglemarven

Patienter med Mantle celle lymfom bliver ofte behandlet med enten lenalidomid eller ibrutinib.

Dog oplever en del patienter, at behandlingen udløser knoglemarvs-bivirkninger, og lenalidomid er i nogle studier også associeret med en lille øget risiko for at udvikle terapirelateret leukæmi.

EHA 2022:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets EHA her.

Nu viser et nyt studie, at stamcellemutationer markant øger risikoen for at udvikle svære behandlingsbivirkninger, ligesom behandling med lenalidomid øger forekomsten af mutationer i TP53-genet i blodet, hvilket er et forstadie til udvikling af leukæmi.

»Vi ved godt, at behandling med lenalidomid for nogle patienter er associeret med et fald i de hvide blodceller, lavt antal af blodplader, og at nogle patienter udvikler anæmi. Knoglemarven bliver tydeligt presset af behandlingen, men vi har indtil videre ikke haft en god forståelse for, hvorfor det sker for nogle patienter, men ikke for andre. Det får vi nu,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og ph.d. Simon Husby fra Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet.

Simon Husby har netop præsenteret sine resultater på den årlige hæmatologikongres for European Society for Hematology (EHA), der løber af stablen i Wien fra 9.-12. juni.

Omfattende data på 31 patienter med i nordisk studie

I studiet har forskerne nærstuderet blod og knoglemarv fra 31 patienter, der har været igennem et behandlingsforløb med lenalidomid, ibrutinib og rituximab for Mantle celle lymfom.

Blodet og knoglemarven har forskerne gen-sekventeret for at identificere erhvervede mutationer, som ikke findes andre steder i kroppen.

Simon Husby fortæller, at det specielle ved kohorten er, at patienterne har deltaget i et lægemiddelforsøg, hvorfor lægerne hver tredje uge har taget blodprøver samt undersøgt patienterne for bivirkninger.

»Det vil sige, at vi i data har meget nøjagtig viden om, i hvor høj grad den enkelte patient har udviklet anæmi, lavt blodpladetal, lave mængder af hvide blodlegemer eller andre bivirkninger,« forklarer Simon Husby.

Fund af mutationer er ‘bekymrende’

Resultatet af undersøgelsen viser meget klart, at graden af bivirkninger fulgte antallet af mutationer i knoglemarven.

Jo flere mutationer den enkelte patient havde, jo højere var sandsynligheden for også at rapportere om alvorlige bivirkninger ved behandling med lenalidomid-kombinationen.

Forskerne fandt, at alle patienter med mutationer i flere end 10 pct. af deres knoglemarvsceller oplevede bivirkninger i sværhedsgrad tre eller fire, hvilket resulterede i nedsat behandlingsdosis og dermed reduceret effekt.

Forskerne undersøgte også udviklingen af mutationer undervejs i behandlingen og fandt, at andelen af celler med mutationer i TP53 voksede i løbet af behandlingen.

Ifølge Simon Husby er det ‘bekymrende’, idet et stigende antal stamceller med mutationer i TP53 i knoglemarven er associeret med øget risiko for at udvikle leukæmi.

»Ingen af de 31 patienter udviklede leukæmi, men resultatet peger i retning af en mulig årsag til koblingen mellem behandling med lenalidomid, svære bivirkninger og risiko for terapirelateret leukæmi,« siger Simon Husby.

Han slår fast, at studiet er alt for lille til, at der kan slås to streger under resultatet, men kan større studier eftervise resultaterne, kan det danne grundlag for at se på, hvordan man benytter lenalidomid i behandlingen af patienter med lymfomer.

»Der er muligheder for at benytte andre effektive behandlinger, ligesom kombinationen af rituximab og ibrutinib også i sig selv har en god effekt på tumor. Det kan være, at en bekræftelse af vores data kan lede til et mere selektivt behandlingsvalg, så lenalidomid fortrinsvis benyttes til de patienter, som har størst chance for at få god gavn af behandlingen, mens det holdes tilbage til dem, hvor behandlingen kommer med forhøjet risiko for alvorlige bivirkninger eller terapirelateret leukæmi,« siger Simon Husby.