Sådan går det patienter med AML med translokation 8:21 efter tilbagefald

Når det kommer til de mange forskellige kræftsygdomme, herunder leukæmierne, findes der mange undertyper, hvoraf nogle er velbeskrevne, mens andre ikke er.

En af de leukæmier, der indtil nu ikke har været velbeskrevet, er akut myeloid leukæmi (AML) med translokation 8:21, altså hvor de to kromosomer 8 og 21 er fusioneret.

Denne patientgruppe er velkendt i klinikken og karakteriseres normalt som havende en favorabel prognose.

Om det så også forholder sig sådan, har forskere nu undersøgt i et studie, hvori de har indhentet information på alle danskere med AML med translokation 8:21 (AML t(8:21)) med tilbagefald efter førstelinjebehandling.

Data viser blandt andet, at andelen af AML-patienter med translokation 8:21 er lavere, end forskerne havde forventet, og at et ofte benyttet lægemiddel efter tilbagefald faktisk ikke giver patienterne en øget overlevelse.

Læs Dagens Medicins dækning af årets EHA her.

»Det handler om, at vi nu har data på denne patientpopulation, så vi kan se, hvordan det går dem, og om deres behandling virker, som vi tror. Forhåbentlig kan større indsigt være med til at støtte de kliniske beslutninger vedrørende blandt andet valg af behandling,« fortæller en af forskerne bag studiet, ph.d.-studerende Johannes Frasez Sørensen fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Afdeling for Blodsygdomme, Aarhus Universitetshospital.

Johannes Frasez Sørensen har netop fremlagt sine forskningsresultater på den årlige kongres for European Hematology Association (EHA).

Mindre end antaget del af patienter med AML

I studiet har Johannes Frasez Sørensen indhentet data på alle danskere med AML i perioden fra 2000 til 2022.

Data fik forskerne fra Dansk Akut Leukæmi Database (ALD).

Gennemgangen viser for det første, at der i perioden blev diagnosticeret 98 tilfælde af AML med translokation 8;21 ud af en studiepopulation på 3.409 nydiagnosticerede tilfælde i den givne periode.

Af dem inkluderede forskerne 86 i deres undersøgelse, idet resten blandt andet modtog palliativ behandling for deres sygdom, eller at andre forudsætninger ikke blev mødt. De 86 patienter blev forsøgt behandlet kurativt.

Medianalderen på diagnosetidspunktet var 53 år, og patienter med AML t(8:21) udgjorde 2,9 pct. af den samlede gruppe patienter med AML.

Det er ifølge Johannes Frasez Sørensen mindre, end forskerne havde forventet, idet man normalt siger, at de udgør cirka syv pct.

Ud af de 86 patienter oplevede 22 tilbagefald efter behandling i første linje med intensiv kemoterapi.

Gennemgangen af data viser også, at femårsoverlevelsen for hele gruppen af patienter med AML t(8:21) er 73,3 pct., men at den falder til estimerede 36,3 pct. efter relaps.

»Vi vidste i den sammenhæng ikke, hvad vi skulle forvente. Vi havde nok regnet med, at prognosen ville være dårligere efter relaps, enten på grund af mere aggressiv sygdom eller som følge af komorbiditeter eller generel svækkelse efter tidligere kemobehandling, men det er rart, at vi nu har konkrete tal på, hvad man som læge eller patient kan forvente,« siger Johannes Frasez Sørensen.

Lægemiddel øger ikke overlevelsen

Data viser ydermere, at relaps blev opdaget hos 32 pct. af patienterne som et molekylært relaps, 55 pct. blev opdaget ved et morfologisk relaps, og 14 pct. blev opdaget ved et ekstramedulært relaps.

Der var ingen fællesnævner for valg af behandling ved relaps.

Dog viser studiet også, at en ofte benyttet tillægsbehandling til højdosis kemoterapi til patienter med AML t(8:21) med gemtuzumab ozagamicin ikke giver patienterne nogen overlevelsesfordel.

Derimod ser behandlingen ud til at komme med lidt flere bivirkninger og øget risiko for senfølger.

Johannes Frasez Sørensen håber på, at forskerne kan gøre deres data tilgængelig for de læger, som arbejder med patienter med AML, så de kan få nogle hårde data på, hvad denne gruppe patienter har af sandsynlighed for overlevelse.

Forskerne håber også, at de kan supplere data med flere molekylære analyser, der kan gøre dem klogere på, hvem der vil have mest gavn af givne behandlinger, og hvem der måske skal holdes ekstra øje med på grund af mere aggressiv sygdom.

»Det kan forhåbentlig være en støtte i de kliniske beslutninger, som de behandlende læger skal træffe. Det kan også bestyrke dem i det, som de gør i forvejen, eller måske få dem til at gøre tingene anderledes på de områder, hvor vi kan se, at den nuværende behandling ikke har den effekt, som man måske tror,« siger Johannes Frasez Sørensen.