EHA
Nye resultater fra MAIA-studiet med daratumumab
Udgivet:
Kommentarer (0)
Forskere rapporterer om gode resultater i MAIA-studiet efter fem års opfølgning.
Fase 3-studiet MAIA blev sat i verden for at evaluere effekten af behandling med daratumumab plus leanlidomid og dexamethasone (D-Rd) sammenlignet med behandling med lenalidomid og dexamethasone (Rd) alene til patienter med nydiagnosticeret knoglemarvskræft, hvor patienterne ikke kunne behandles med højdosis kemoterapi eller autolog stamcelletransplantation.
EHA 2021:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets EHA her.
Den primære analyse af data fra MAIA-studiet viste, at D-Rd ledte til 44 pct. reduceret risiko for sygdomsprogression og dødsfald sammenlignet med behandling med Rd alene.
Nu er forskere klar med opfølgende data fra MAIA-studiet, hvori de har analyseret på overlevelsen efter en mediantid på næsten fem år (56,2 mdr.).
Forskningsresultatet er netop blevet præsenteret på den årlige kongres for European Hematology Association (EHA).
Giver forbedret overlevelse og progressionsfri overlevelse
Analysen af data viser, at behandling med D-Rd reducerede risikoen for dødsfald med 32 pct. over de fem års opfølgning sammenlignet med behandling med Rd. Den femårige overlevelse var i D-Rd-gruppen 66,3 pct., mens den i Rd-gruppen blot var 53,1 pct. Disse resultater skal tages i betragtning af, at 46 pct. af patienterne, der indledningsvist blev behandlet med Rd, sidenhen også er blevet behandlet med daratumumab.
På samme måde reducerede behandlingen med D-Rd den progressionsfrie overlevelse med 47 pct. sammenlignet med behandling med Rd alene, og efter 60 mdr. havde 52,5 pct. af patienterne i behandling med D-Rd ikke oplevet sygdomsprogression eller dødsfald sammenlignet med blot 28,7 pct. for gruppen i behandling med Rd.
»Disse data sætter en ny barre for patienter med knoglemarvskræft, der ikke kan transplanteres,« skriver forskerholdet, der er ledet af professor Theirry Facon fra University of Lille, Frankrig, i deres studiet.
Understøtter brug af daratumumab
Den høje responsrate ved D-Rd på 93 pct. sammenlignet med 82 pct. for Rd peger yderligere på den fordel, som D-Rd kan give patienter med knoglemarvskræft sammenlignet med Rd alene.
Der blev i den femårige opfølgning ikke identificeret nogle nye sikkerhedsbekymringer, hvor de fleste alvorlige bivirkninger bestod af neutropeni, lungebetændelse, blodmangel og lymfopeni. Lidt flere patienter i behandling med D-Rd oplevede neutropeni, lungebetændelser og lymfopeni sammenlignet med behandling med Rd.
»Den kliniske fordel, som blev etableret i MAIA-studiet, forbliver gennem fem års opfølgning, og denne fordel understøtter behandling med D-Rd fra start af indtil sygdomsprogression, hvilket giver en signifikant overlevelsesforbedring. Data understøtter behandling med daratumumab som ny standard til patienter med knoglemarvskræft, hvor patienterne ikke er kandidater til autolog stamcelletransplantation eller højdosis kemoterapi,« skriver forskerne.
Kilde: European Hematology Association
Del artiklen: