Kromosomforandringer er mere almindelige hos yngre patienter med aggressiv myelomatose

Kromosomforandringer detekteret med FISH er de vigtigste prognostiske markører hos patienter med myelomatose.

De kan blandt andet bruges til at identificere personer med højrisiko-sygdom allerede på diagnosetidspunktet, så læger kan holde tættere øje med dem og i nogle tilfælde give mere aggressiv behandling for at opnå god behandlingsrespons.

Fordelingen af kromosomforandringer mellem grupper af patienter, blandt andet forskellige aldersgrupper, er tidligere blevet undersøgt i store kliniske forsøg. Men det er ikke velundersøgt i den virkelige verden med mange patienter, der normalt ekskluderes fra kliniske forsøg.

Læs Dagens Medicins dækning af årets EHA her.

Det har nordiske forskere dog gjort noget ved nu. I et nyt studie præsenteret på den årlige kongres for European Hematology Association (EHA).viser forskerne, hvordan fordelingen af forskellige kromosomforandringer hos patienter med myelomatose ser ud.

Forskningen peger blandt andet på, at nogle kromosomforandringer er hyppigere hos yngre patienter.

»Fra de kliniske studier har vi set forskellige resultater, men vi har haft en klinisk fornemmelse, som vi gerne vil undersøge nærmere. Det har været muligt, fordi vi i dag tester for kromosomforandringer hos næsten alle nydiagnosticerede patienter med myelomatose,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og postdoc Sigrun Thorsteinsdottir fra Rigshospitalets Afdeling for Blodsygdomme.

Gransket data fra flere nordiske lande

I studiet har forskerne fra Nordisk Myelomatose Studie Gruppe (NMSG) indhentet data fra Sverige, Norge, Island og Danmark på patienter med myelomatose, der er i perioden fra 2015 til 2021 fik foretaget en undersøgelse af kromosomforandringer med FISH.

I alt er data fra 2.325 patienter med i studiet. Medianalderen for studiedeltagerne var 71 år, og 59 pct. var mænd.

Forskerne undersøgte i studiet, om nogle kromosomforandringer var hyppigere hos yngre patienter sammenlignet med hos ældre patienter, og om der var forskel i den prognostiske værdi af de forskellige markører.

Selvom vi er opmærksomme på disse patienter, mangler vi viden om, hvad der er den bedste behandling til patienter med højrisiko kromosomforandringer

Sigrun Thorsteinsdottir, forsker, Rigshospitalet

De forandringer, som blev undersøgt, var translokation 4;14, translokation 11;14, translokation 14;16, deletion 17p og gain/amp 1q.

Forskerne skelede både til patienter over eller under 70 år, hvor behandlingen typisk skifter fra højdosis kemoterapi med stamcellestøtte til yngre patienter til noget andet for de ældre.

Forskerne plottede også fordelingen af de forskellige kromosomforandringer i aldersgrupperne under 50 år, 50-60 år, 60-70 år, 70-80 år og over 80 år for at lede efter et mønster.

»Nogle studier har peget på, at nogle kromosomforandringer ikke spiller lige så stor en rolle hos ældre patienter, fordi andre ting også har indflydelse på deres prognose, blandt andet komorbiditeter,« forklarer Sigrun Thorsteinsdottir.

Flest kromosomforandringer hos yngre

Forskerne identificerede flere forskelle i kromosomforandringer mellem yngre og ældre patienter med myelomatose.

Nogle translokationer, som involverer IGH på kromosom 14, er associeret til dårlig prognose ved myelomatose, og disse kromosomforandringer optrådte i datasættet hyppigere hos yngre patienter.

Translokation 11;14, som dog ikke er associeret til højrisiko sygdom, var hyppigst blandt patienter under 50 år.

Translokation 4;14 er derimod forbundet med højrisiko-sygdom, og den var også hyppigst blandt yngre patienter med myelomatose og faldt op gennem aldersgrupperne.

Translokation 14;16, der er mere sjælden end de andre, men også associeret til dårligere prognose, var også hyppigere blandt yngre patienter med myelomatose.

»Når vi ser på, hvad andre har fundet i kliniske studier, så finder de også, at translokation 4;14 er lidt hyppigere hos yngre patienter, men det er ikke før vist så tydeligt, som vi gør i dette studie, hvor vi har inkluderet alle, der er blevet testet,« siger Sigrun Thorsteinsdottir.

Nye behandlinger virker dårligere ved kromosomforandringer

Sigrun Thorsteinsdottir fortæller, at det indtil videre ikke står klart, hvorfor yngre med myelomatose har flere kromosomforandringer sammenlignet med ældre med kræftsygdommen.

Måske kan forklaringen være, at nogle af forandringerne allerede findes hos personer med forstadier til myelomatose, og at de så progredierer hurtigere til aktiv sygdom. Det kan forklare, at de får myelomatose i en yngre alder.

Studiet viste også, at den prognostiske værdi af de forskellige højrisiko kromosomforandringer har betydning for både patienter over eller under 70 år med myelomatose.

Hos begge grupper er kromosomforandringerne forbundet med dårligere prognose.

»Det understøtter det, som vi gør i klinikken, og at det er nogle patienter, som vi skal være ekstra opmærksomme på, fordi de har mere aggressiv sygdom og derfor dårligere prognose. Men selvom vi er opmærksomme på disse patienter, mangler vi viden om, hvad der er den bedste behandling til patienter med højrisiko kromosomforandringer. Blandt andet kan vi allerede nu se, at det også går disse patienter dårligere end andre patienter ved behandling med de nye behandlinger som CAR T-celleterapi og bispecifikke antistoffer,« siger Sigrun Thorsteinsdottir.

»Det er derfor en patientgruppe, som vi skal være ekstra opmærksomme på. I dag undersøges BCL-2 hæmmere i forskellige kombinationer i kliniske forsøg med patienter med translokation 11;14, men forhåbentlig kommer vi i fremtiden til at have flere muligheder for targeteret behandling til patienterne med de forskellige kromosomforandringer.«