Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

EHA

Hyppig genvariant laver rod i kroppens jernbalance og øger risikoen for infektioner

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Et nutidigt studie har vist en sammenhæng mellem HFE C282Y-varianten og risiko for lungebetændelse, men kun blandt mænd, mens et andet studie har vist øget risiko for hudinfektioner. Vores studie viser som det første øget risiko for infektioner generelt og blodforgiftning specifikt, uagtet kønnet,« forklarer en læge og ph.d.-studerende Mathis Mottelson. 

Cirka én ud af 300 af alle nordeuropæere har to kopier af en genvariant, der gennem ubalance i kroppens jernniveauer øger risikoen for at blive indlagt med en infektion. Genvarianten øger især risikoen for farlige infektioner.


Jern er en vigtig bestanddel af mange af kroppens celler, og kroppens niveau af jern er især reguleret af HFE-genet.

Nu viser ny dansk forskning, at personer, der er homozygote for en hyppig genetisk variant i HFE-genet ved navn C282Y, har øget risiko for at blive indlagt med infektioner.

Forskningen viser også, at personer, der er homozygote for C282Y-varianten, i særlig grad har forhøjet risiko for at blive indlagt med alvorlige infektioner, herunder blodforgiftninger.

Ifølge en af forskerne bag studiet lægger resultatet op til en diskussion om, hvorvidt man skal agere på fundet med eventuelle interventioner.

»Det åbner op for spørgsmålet, om det kunne være gavnligt at følge disse personer lidt tættere og måske vaccinere dem mod bestemte bakterier eller i forbindelse med en infektion gå mere aggressivt til værks med antibiotikabehandlingen. På nuværende tidspunkt er det imidlertid ren spekulation, om sådanne tiltag vil have en effekt,« fortæller læge og ph.d.-studerende Mathis Mottelson fra Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet.

Mathis Mottelson har netop præsenteret sine data på den årlige hæmatologikongres for European Hematology Association (EHA).

Op imod hver tiende har én kopi af genetisk variant


EHA 2022:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets EHA her.


I sin forskning har Mathis Mottelson undersøgt sammenhængen mellem at være homozygot for varianten af C282Y og risikoen for at blive indlagt med en infektion.

Cirka én ud af 300 nordeuropæere er homozygot for genvarianten, som er involveret i, hvor godt man optager jern fra kosten gennem tarmen og fordeler det i kroppen.

HFE C282Y spiller også en rolle i, hvordan kroppen gemmer jern af vejen, når en infektion kommer snigende.

»Man har i 150 år diskuteret koblingen mellem jern i kroppen og risikoen for infektioner. Det startede allerede i 1800-tallet, hvor en læge beskrev, at man i hvert fald ikke skulle give patienter med tuberkulose og visse andre infektioner jern, fordi de bare blev mere syge af det,« forklarer Mathis Mottelson.

»Et nutidigt studie har vist en sammenhæng mellem HFE C282Y-varianten og risiko for lungebetændelse, men kun blandt mænd, mens et andet studie har vist øget risiko for hudinfektioner. Vores studie viser som det første øget risiko for infektioner generelt og blodforgiftning specifikt, uagtet kønnet

140.000 danskere med i undersøgelse

I sin forskning har Mathis Mottelson samlet data fra de tre store danske befolkningsundersøgelser: Herlev-Østerbroundersøgelsen, Østerbroundersøgelsen og Næstvedundersøgelsen.

I alt har forskerne haft adgang til data på ca. 140.000 personer, som i forbindelse med undersøgelserne har afleveret blodprøver.

Forskerne identificerede i blodprøverne, hvem af deltagerne i de tre befolkningsundersøgelser der var homozygote for genvarianten HFE C282Y, og sammenlignede derefter risikoen for indlæggelse mellem de homozygote og dem, der ikke bar en gen-variant, som påvirkede jernniveauet.

Data for indlæggelser fik forskerne fra blandt andet Landspatientregisteret.

70 pct. forhøjet risiko for blodforgiftning

Resultatet af undersøgelsen viser meget tydeligt den forhøjede risiko for infektioner, som kommer med det at være homozygot for varianten i C282Y.

Generelt var risikoen for at have været indlagt med en infektion 40 pct. forøget hos personer med varianten i C282Y. Vedrørende risikoen for indlæggelse med en blodforgiftning var risikoen forøget med hele 70 pct.

Studiet åbner op for spørgsmålet, om det kunne være gavnligt at følge disse personer lidt tættere og måske vaccinere dem mod bestemte bakterier eller i forbindelse med en infektion gå mere aggressivt til værks med antibiotikabehandlingen

Mathis Mottelson, læge og ph.d.-studerende, Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet

Ifølge Mathis Mottelson er det ret høje tal og sammenlignelige med for eksempel personer med diabetes, der også har øget risiko for indlæggelser med infektioner.

»Og så skal man jo huske på, at der i modsætning til mange sygdomme ikke er noget at gøre ved, at man er født med disse genvarianter,« siger han.

Kroppen bliver dårligere til at gemme jern for bakterierne

Mathis Mottelson har en teori for, hvorfor de genetiske varianter leder til øget risiko for indlæggelseskrævende infektioner.

Man kunne umiddelbart tro, at mængden af jern i kroppen alene øger risikoen for infektioner. Andre resultater fra samme forskningsprojekt viser imidlertid, at selv individer, som er homozygote for C282Y-genvarianten og har normale jernniveauer i kroppen, også har øget risiko for infektioner.

Derfor spekulerer Mathis Mottelson i, at problemet skyldes en manglende evne til at gemme jern af vejen, når bakterier inficerer kroppen.

I det tilfælde skal kroppen gerne være i stand til at trække jern ud af blodet, så bakterierne ikke kan bruge det. Når HFE-genet og det associerede hormon hepcidin fungerer anderledes end normalt, bliver kroppen dårligere til at trække jern ud af blodet.

»Når man får en infektion, gør kroppen en masse for at få fjernet jernet fra blodet. Vi tror, at personer, der er homozygote for genvarianten HFE C282Y, er dårligere til at skjule jern for bakterierne, hvilket er årsagen til, at de bliver hårdere ramt af infektioner,« siger Mathis Mottelson.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere