Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

EHA

Dansker modtager årets YoungEHA Best Abstract Award for forskning, der viser øget risiko for død ved hæmokromatose-variant og samtidig diabetes

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Jeg er utroligt beæret over den fornemme pris, som ikke kunne have ladet sig gøre uden samarbejdet med mine dygtige medforfattere,« siger Mathis Mottelson.

Ny dansk forskning viser, at personer med diabetes, som samtidig er homozygote for hæmokromatose-varianten C282Y, har markant øget risiko for død sammenlignet med personer kun med diabetes. Med den nuværende strategi for udredning af hæmokromatose overser vi formentlig en del med øget risiko, siger forsker.


Cirka én ud af ti danskere er raske bærere af hæmokromatose-genvarianten C282Y, mens cirka én ud af 300 danskere er homozygote for varianten, som medfører øget jernoptag fra tarmen og forhøjet jernniveau i kroppen og i blodet.

I Danmark er cirka 97 pct. af alle patienter med hæmokromatose homozygote for C282Y-varianten.

Den typiske forståelse af sygdommen har været, at det forhøjede niveau af jern i blodet fører til øget risiko for udvikling af sygdomme som hjertesvigt, diabetes og leversygdom, hvorfor udredning for hæmokromatose i dag kun involverer personer, hvor blodprøver viser ophobning af jern i blodet.

Nu viser et nyt dansk studie, at individer, der er homozygote for hæmokromatose-genvarianten C282Y, også har øget risiko for diabetes, når jernblodprøverne er normale. Personer, der er homozygote for C282Y og samtidig har diabetes, har desuden forhøjet risiko for død.

Forskningen blev for nyligt præsenteret på den årlige kongres for European Hematology Association (EHA).

I dag udreder vi kun for hæmokromatose, hvis et individ har tegn på ophobning af jern i blodet. Spørgsmålet er, om vi måske i fremtiden skal finde nogle andre eller flere parametre at udrede ud fra

Mathis Mottelson, forsker, Rigshospitalet

»Det mest interessante ved vores studie er, at vi finder, at selv blandt individer med normale jernniveauer i form at normal plasma-jern, transferrinmætning eller ferritin har C282Y-homozygote stadig forhøjet risiko for at få diabetes sammenlignet med individer uden hæmokromatose-genvarianter. Det sætter spørgsmålstegn ved, om C282Y-genvarianten kun er farlig blandt dem med forhøjet jern i blodet,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og ph.d.-studerende Mathis Mottelson fra Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet.

Blandt tusindvis af indsendte abstracts til EHA 2023 blev Mathis Mottelsons abstract præmieret med prisen YoungEHA Best Abstract Award, som gives til det bedste abstract indsendt af en ph.d.-studerende.

»Jeg er utroligt beæret over den fornemme pris, som ikke kunne have ladet sig gøre uden samarbejdet med mine dygtige medforfattere, herunder tæt vejledning fra Andreas Glenthøj, Jens Helby og Jesper Petersen,« siger Mathis Mottelson.

Kigget på data på 132.542 danskere

I studiet har forskerne gennemgået data fra tre store befolkningsundersøgelser.


EHA 2023:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets EHA her.


Det drejede sig om Østerbroundersøgelsen, Herlev-Østerbroundersøgelsen og Næstvedundersøgelsen.

Af de i alt 132.542 personer, som var med i undersøgelserne, identificerede forskerne 422, som var homozygote for C282Y-varianten.

Herefter sammenlignede de risikoen for død mellem individer uden hæmokromatose-genvarianter med eller uden diabetes og C282Y-homozygote personer med eller uden diabetes.

»Én af de store styrker ved studiet er, at over 130.000 danskere fra den almindelige befolkning frivilligt er mødt op til én af disse befolkningsundersøgelser. Det giver os mulighed for at undersøge en række genvarianters betydning for en række sygdomme og tilstande uden kun at kigge på de individer, der allerede er i behandling i sundhedsvæsenet,« siger Mathis Mottelson.

Fire gange forhøjet risiko for død

C282Y-varianten øgede ikke i sig selv risikoen for at dø, men undersøgelsen viser, at C282Y-homozygote individer, der også havde diabetes, havde fire gange forhøjet risiko for død sammenlignet med individer uden hverken diabetes eller hæmokromatose-genvarianter.

Selv da forskerne sammenlignede individer med diabetes, der henholdsvis var homozygote for C282Y-varianten eller ikke havde nogen hæmokromatose-varianter, fandt de, at der forsat var fordoblet risiko for død blandt de C282Y-homozygote med diabetes.

Muligvis behov for ny tilgang til udredning

Mathis Mottelson mener, at studiet peger i retning af, at det kan give mening at genbesøge, hvem man skal udrede for hæmokromatose, fordi nogle med forhøjet risiko for diabetes formentlig bliver overset med den nuværende diagnostiske tilgang.

Det kan betyde, at man måske skal til at udrede flere personer eller måske have et særligt øje på at udrede personer, som har diabetes.

»I dag udreder vi kun for hæmokromatose, hvis et individ har tegn på ophobning af jern i blodet. Spørgsmålet er, om vi måske i fremtiden skal finde nogle andre eller flere parametre at udrede ud fra. Det er dog endnu ikke klart, hvad disse parametre skulle være, så her er der behov for flere undersøgelser til at identificere individer med højest risiko,« forklarer Mathis Mottelson.

Et andet perspektiv i studiet er, at det kalder på flere undersøgelser af den mekanistiske kobling mellem hæmokromatose, diabetes og død.

Kan forskere identificere, hvad der forsager den øgede risiko for død blandt C282Y-homzygote med diabetes sammenlignet med personer med diabetes uden hæmokromatose-genvarianter, kan der måske i fremtiden udvikles mere målrettede og individualiserede behandling til C282Y-homozygote.

»Spørgsmålet er, at om vi skal give individer med diabetes og hæmokromatose mere behandling eller en anden behandling. Det kan vi ikke svare på nu, men det kan fremtidig forskning forhåbentligt være med til at kortlægge,« siger Mathis Mottelson.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere