EAACI
Birkesaft kan måske bruges som en billig alternativ behandling af birkepollenallergi
Udgivet:
Kommentarer (0)
Indtag af saft fra birketræer kan ifølge et nyt dansk studie være en billig, men alligevel innovativ, måde at blive udsat for små mængder af et allergifremkaldende birkepollenprotein, således at kroppen desensibiliseres.
Birkepollenallergi er en af de mest almindelige former for træpollenallergier og påvirker op imod 16 pct. af befolkningen på den nordlige halvkugle.
EAACI 2022:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets EAACI her.
I dag er behandlingerne få og ikke effektive for alle, men måske kan simpelt indtag af saft fra birketræer reducere det allergiske respons.
Det er i hvert fald indikationen i et nyt dansk studie, der netop er blevet præsenteret data fra på den årlige kongres for European Academy of Allergy and Clinical Immunology (EAACI), som foregår i disse dage i Prag.
»For at birkesaft skal kunne modvirke allergi mod birkepollen, skal safterne indeholde de samme proteiner som i pollen, så immunforsvaret kan lære at tolerere birkepollenallergenerne. Vores forsøg viser, at birkesaft indeholder de samme proteiner, og at de dermed repræsenterer en mulig naturlig og billig alternativ behandling til personer med birkepollenallergi,« fortæller en af forskerne bag studiet, seniorforsker Ana Isabel Sancho Vega fra Fødevareinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Det peger på, at det at drikke birkesaft muligvis har potentialet til at blive benyttet som en innovativ, billig og let profylaktisk måde at behandle millioner af mennesker med birkepollenallergi
Ana Isabel Sancho Vega, seniorforsker, Fødevareinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
Undersøgte birkesaft fra forskellige kilder
I studiet har forskerne undersøgt tilstedeværelsen af allergenet Bet v 1 i birkesaft fra birketræer i Danmark og Estland samt i to kommercielt tilgængelige birkesafter.
Formålet var at finde ud af, om allergenet var til stede i safterne afhængigt af oprindelse og forarbejdning.
Resultatet af undersøgelsen viste, at Bet v 1 var til stede i saft fra både birketræer i Danmark og Estland samt i den ene af de kommercielt tilgængelige birkesafter, men ikke i den anden.
Undersøgelsen tyder ifølge Ana Isabel Sancho Vega på, at forarbejdningen af birkesaft i kommercielle produkter kan ændre på proteinet og derved også dets potentiale for at virke som immunterapi ved birkepollenallergi.
Birkesaft reducerer alvorsgraden af efterfølgende allergi
Efterfølgende undersøgte forskerne det immunterapeutiske potentiale af birkesaft på rotter.
Rotternes immunforsvar er sammenligneligt med menneskers, og de kan derfor benyttes til at studere mekanismerne bag udvikling af allergi samt at identificere potentielle behandlinger.
Forskerne gav rotterne vand eller birkesaft oralt i tre uger for at modvirke udvikling af birkepollenallergi og udsatte dem derefter for ugentlige injektioner over 5 uger med birkepollen med det formål at finde ud af, om birkesafterne havde nogen indflydelse på den senere risiko for udvikling af pollenallergi.
Forskerne undersøgte både udviklingen i antistoffer mod birkepollen samt det kliniske respons.
Resultatet af denne del af forskningen viste, at indtag af birkesaft før udsættelse for birkepollen reducerede det immunologiske respons ved provokationerne og også reducerede symptomerne på allergi.
»Det peger på, at det at drikke birkesaft muligvis har potentialet til at blive benyttet som en innovativ, billig og let profylaktisk måde at behandle millioner af mennesker med birkepollenallergi,« siger Ana Isabel Sancho Vega.
Forskeren understreger dog, at der skal laves flere undersøgelser og også undersøgelser på mennesker med birkepollenallergi for at bestemme dosis og effekt, før der kan slås to streger under konklusionerne.
»Derudover skal der udvikles pålidelige metoder til at forarbejde birkesaft med henblik på konservering, uden at de nødvendige proteiner bliver ødelagt,« siger hun.
Del artiklen: