Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Astma

Studier med fokus på immunterapi vakte begejstring på årets EAACI

Udgivet:
Kommentarer (0)

Kongressen for European Academy of Allergy and Clinical Immunology er stedet at blive opdateret på den nyeste forskning inden for allergi og immunologi. Her kommer et potpourri af de mest interessante forskningsresultater med fokus på immunterapier fra årets kongres.


Hamborg har dannet rammen om årets kongres for European Academy of Allergy and Clinical Immunology (EAACI), og fra hele verden er forskere mødt talstærkt op i det nordtyske til en tour de force i klinisk forskning.

Kongressen er også stedet, hvor mange forskere vælger at fremlægge høsten af det seneste års forskningsarbejde.

Det gælder både de mange ph.d.-studerende, der tager til kongressen med en plakat under armen og kommer hjem med rygsækken fuld af både ny forskningsviden og nye kontakter til deres kollegaer og medstuderende fra hele verden og de erfarne forskere, som har været til denne type kongresser mange gange, og som ofte indtager den største scene, når de skal fremlægge deres resultater.

Vi kigger her på et udvalg af de største resultater fra årets EAACI.

Interessant ny immunterapi mod kræft

Et af de mest interessante studier på EAACI kom fra King’s College London og omhandlede en ny og potentielt set banebrydende form for immunterapi til behandling af hudkræft.


EAACI 2023:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets EAACI her.


Maligne melanomer er den mest aggressive form for hudkræft, og selvom der inden for de seneste år er gjort store fremskridt inden for området, responderer mange patienter fortsat ikke på de eksisterende behandlingsmuligheder.

I det nye studie kunne forskerne fra King’s College fremlægge de første forsøg med en ny lægemiddelkandidat, som i modsætning til mange andre immunterapier ikke er målrettet IgG, men i stedet IgE.

Forskerne havde specifikt designet et IgE-antistof målrettet CSPG4 på overfladen af melanomcellerne. CSPG4 er til stede ved 70 pct. af sygdomstilfælde, og mens mange andre immunterapier aktiverer immunforsvaret bredt, er sigtet med CSPG4 IgE, at antistoffer kun aktiverer immunforsvarets angreb mod melanomceller.

I fremlægningen af data fra forsøg med immunterapikandidaten kunne forskerne vise, at CSPG4 IgE er i stand til at slå humane melanomceller ihjel og derved hæmme kræftudviklingen. Det kunne forskerne vise i celleforsøg og i forsøg med mus med human kræft

Ydermere viste en af forskernes undersøgelser af det allergene respons, at CSPG4 IgE ikke aktiverer basofilerne, hvilket peger på en god sikkerhedsprofil ved behandlingen.

»Vi har vist, at IgE-immunterapi kan igangsætte et immunrespons mod melanomceller, og at dette gælder for humane melanomceller og ved et immunrespons hos patienter med melanomer. Vores fund genskaber eksisterende observationer for MOv 18 IgE, der er den første anti-cancer IgE målrettet ovariekræft. Det understøtter udviklingen af IgE-terapier til patienter med andre solide tumorer,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og postdoc Heather Bax, i en pressemeddelelse.

»Vi har for nylig lavet det første kliniske forsøg med en IgE-terapi i form af MOv 18 IgE og er begejstret for udsigten til en helt ny klasse af antistoffer inden for onkologien,« siger en anden af forskerne bag studiet, professor James Spicer.

Lovende takter for immunterapi ved græspollenallergi

Selvfølgelig er der på EAACI også fokus på høfeber, og det var der også i et af de andre studier, som folkene bag kongressen har valgt at fremhæve.

Mellem 17 og 29 pct. af alle europæere lider af høfeber, men allergen immunterapi har gennem mange år vist lovende resultater i forhold til at inducere immunologisk tolerance.

En af disse nyeste immunterapier er PQ Grass, der er en såkaldt SCIT (short-course subkutan immunterapi), som kombinerer ekstrakter fra 13 forskellige former for kemisk modificerede græspollen. PQ Grass er designet til at give et mindre allergisk respons, men samtidig give et robust immunologisk respons.

PQ Grass er tidligere undersøgt i et fase 2-forsøg, men til EAACI havde forskerne taget resultater med fra det første fase 3-forsøg med immunterapien. PQ Grass blev i to forskellige behandlingsregimer målt op imod behandling med aktiv placebo eller saltvand.

Forsøget er foretaget i Tyskland og USA, og endepunktet for studiet var en kombinationsscore af symptomer og behov for lægemidler (CSMS).

Resultatet a studiet viser en signifikant forbedring af CSMS ved begge behandlingsregimer. Den relative reduktion i CSMS var hhv. 33,1 pct. ved den normale behandling med PQ Grass og 39,5 pct. ved det udvidede behandlingsregime.

»Disse fund highlighter potentialet i PQ Grass som en effektiv terapeutisk mulighed til personer med allergi. Den adaptive strategi, som er benyttet i dette studie, åbner op for en mere effektiv evaluering af behandlingsstrategier, hvilket giver bedre indsigt i den kliniske evaluering af effektivitet af nye terapier. Resultaterne understøtter den fortsatte udvikling af PQ Grass og behandlingens potentiale til at adressere et behov hos patienter med allergi ved at tilbyde en korttids subkutan immunterapi,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor Mohamed Shamji fra Imperial College London, i en pressemeddelelse.

Eksponeringskammer giver indsigt i effekten af allergen immunterapi

Når forskere skal vurdere effekten af allergen immunterapi, står de ofte med den udfordring, at der er meget store forskelle på, hvordan folk bliver udsat for det, de er allergiske over for.

Derfor har forskere fra ALL-MED Medical Research Institute ved Wroclaw Medical University i Polen udviklet et eksponeringskammer, som meget præcist kan udsætte personer for det, de er allergiske over for, i helt nøjagtige mængder.

Ideen bag eksponeringskammeret er, at forskerne blandt andet kan teste den præcise effekt af for eksempel en allergen immunterapi. Det er også netop det, som forskerne har gjort i et studie, der bekræfter brugen af et eksponeringskammer til at vurdere, hvor godt en allergen immunterapi virker.

I studiet deltog 50 personer med husstøvmideallergi. Forsøgspersonerne blev udsat for husstøvmideproteiner i eksponeringskammeret i meget kontrollerede doser før og efter behandling i ét år med allergen immunterapi.

Forskerne målte effekten af den allergene immunterapi på forskellige mål for sværhedsgraden af husstøvmideallergi.

Resultatet af studiet viser for det første, at den allergene immunterapi virker efter hensigten, og at brugen af et eksponeringskammer er en god og sikker måde at vurdere effekten af en allergen immunterapi.

»Eksponeringskammeret gør det muligt for os at indsamle data hurtigt og let og i en meget høj kvalitet. Ydermere tyder vores undersøgelse på, at de symptomresultater, som man kan opnå ved at undersøge forsøgspersoner i et eksponeringskammer, matcher dem, som man ser i den virkelige verden. Det antyder, at et eksponeringskammer kan benyttes som et alternativ til traditionelle forsøgsdesigns. Specifikt er total nasal symptom score (TNSS) målt i eksponeringskammeret identificeret som et troværdigt endepunkt i kliniske forsøg, mens nasal provocation tests (NPT) måske ikke er brugbart som et primært endepunkt, da de ikke korrelerer godt med combined symptom and medication score og TNSS i eksponeringskammeret,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor Marek Jutel, i en pressemeddelelse.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere