Astma
Allergen immunterapi normaliserer det antivirale immunforsvar i lungerne
Udgivet:
Kommentarer (0)
En af forskerne bag studiet, læge og ph.d.-studerende Christian Wøhlk fra Lungemedicinsk Forskningsenhed ved Bispebjerg Hospital.
Nyt dansk studie viser, at epitelcellerne i luftvejene hos personer med allergisk astma bliver bedre til at udskille antivirale immunstoffer efter allergen immunterapi. Kan vi tidligt forbedre immunforsvaret med allergen immunterapi, kan vi måske også modvirke sygdomsforværring ved allergisk astma eller allergi over tid, siger forsker.
Allergi, astma og immunforsvaret danser en farlig dans.
For eksempel har personer med allergisk astma øget risiko for luftvejsinfektioner. Luftvejsinfektioner kan ligeledes forværre symptombilledet ved allergisk astma.
Det peger på, at hvis man behandler sin allergi med allergen immunterapi, får man et mere funktionelt immunforsvar over for virus, hvilket kan lede til færre astmaforværringer
Christian Wøhlk, læge og ph.d.-studerende, Lungemedicinsk Forskningsenhed ved Bispebjerg Hospital
Allergisk astma kan dog behandles med allergen immunterapi, hvilket i tillæg til en forbedring af sygdomsbilledet også medfører nedsat risiko for smitte med virus
Indtil videre har forskere dog ikke til fulde forstået, hvordan behandling med allergen immunterapi med det formål at reducere den allergiske reaktion på for eksempel pollen og støv kan påvirke risikoen for smitte med virus.
Nu viser et nyt studie, at den allergene immunterapi formentlig ændrer på epitelcellerne i luftvejene og gør dem bedre til at udskille antivirale interferoner, hvilket medfører en normalisering af det antivirale immunforsvar med dertilhørende mindre risiko for virusinfektioner og astmaforværringer.
»Det kan være en af virkningsmekanismerne bag den beskyttende effekt af allergen immunterapi på astmaforværringer hos personer med allergisk astma. Nu bliver det relevant at undersøge, om tidspunktet for den allergene immunterapi har betydning for udvikling af astma og allergisygdom, og om vi tidligt kan forbedre immunforsvaret, så hverken astma eller allergi forværres over tid, samtidig med at man får reduceret risikoen for virusinfektioner,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og ph.d.-studerende Christian Wøhlk fra Lungemedicinsk Forskningsenhed ved Bispebjerg Hospital.
Christian Wøhlk har netop præsenteret sine resultater på den årlige kongres for European Academy of Allergy and Clinical Immunology (EAACI).
Undersøgte luftvejsepitel hos 39 personer
I studiet har forskerne randomiseret 39 personer med allergisk astma til behandling med allergen immunterapi eller placebo i seks mdr.
Forskerne undersøgte forsøgspersonernes epitelcellerne i luftvejeme med blandt andet bronkoskopi før påbegyndt behandling. Med bronkoskopet udtog de celler, som de undersøgte for effekten af den allergene immunterapi på udtrykket af de antivirale immunstoffer.
EAACI 2023:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets EAACI her.
Efterfølgende sammenlignede forskerne udviklingen i det antivirale immunforsvar over seks mdr. mellem personer med allergisk astma i behandling med allergen immunterapi eller placebo.
Resultatet af studiet viser, at der hos personer med allergisk astma i behandling med allergen immunterapi sker en opregulering af antivirale markører i epitelcellerne.
»Det peger på, at hvis man behandler sin allergi med allergen immunterapi, får man et mere funktionelt immunforsvar over for virus, hvilket kan lede til færre astmaforværringer, som ofte er associeret med netop virusinfektioner. Selv personer med allergi uden astma har mere tilbøjelighed til infektioner med forkølelsesvirus, især i pollensæsonen. Derfor vil effekterne af allergen immunterapi formentlig også have effekt hos personer med allergi uden astma,« siger Christian Wøhlk.
Børn skal behandles så tidligt som muligt
Christian Wøhlk mener, at det for mange personer med allergisk astma eller allergi formentlig vil være værd at tage forbedringen i det antivirale immunforsvar med i tankerne, når de skal beslutte sig for at påbegynde allergen immunterapi eller ej.
Han understreger dog, at det også er vigtigt at pointere, at ikke alle personer med hverken allergi eller allergisk astma oplever hyppige virusinfektioner med dertilhørende forværringer af symptombilledet.
Derudover vil forskeren gerne dybere ned i forståelse af de virkningsmekanismer, som kobler allergen immunterapi sammen med et øget immunforsvar mod virusinfektioner.
»Jeg har netop søgt om midler til en postdocstilling, hvor vi skal finde ud af, hvilke signalveje der er påvirket og hvordan. Så vil vi også se, om allergen immunterapi har betydning for makrofagerne i luftvejene, som også spiller en vigtig rolle i forhold til at slå bakterier ihjel og rense ud. Det kan være, at makrofagerne også skifter over i en mere funktionel fænotype efter immunterapi,« siger Christian Wøhlk.
Formålet med forskningen er i store træk at blive klogere på de fordele, som kommer med behandling med allergen immunterapi, for også at blive klogere på, hvornår det er optimalt at sætte ind med behandling.
»Kan vi sætte ind med behandling tidligt eller behandle de rette børn med allergen immunterapi på et kritisk tidspunkt, kan vi måske modvirke udvikling af astma hos børn med allergi eller andre sekundære allergisygdomme, fordi vi tidligt styrker immunforsvaret og skaber en bedre beskyttelse mod virus- og bakterieinfektioner, der kan lede til forværring af symptombilledet,« siger Christian Wøhlk.
Del artiklen: