Nyt fra Kidney Week: GLP-1-receptoragonister øger ikke risikoen for akut nyreinsufficiens blandt kræftpatienter

Flere og flere mennesker verden over behandles med en GLP-1-receptoragnist for alt fra svær overvægt og diabetes til nyresygdom.

Flere studier har indikeret, at hvis kræftpatienter er i behandling for deres sygdom og samtidig bliver behandlet med en GLP-1-receptoragonist, kan det faktisk øge deres risiko for udvikling af akut nyreinsufficiens.

Nu viser et nyt studie, at behandlingen med en GLP-1-receptoragonist hos patienter, der i forvejen er i kræftbehandling, formentligt er sikker.

Forskningen er netop præsenteret på Kidney Week, der er årskongressen for American Society of Nephrology (ASN).

Ingen signifikant forhøjet risiko

I studiet gennemgik forskerne tusinder af lægejournaler for at undersøge for en sammenhæng mellem behandling med en GLP-1-receptoragonist og en anti-cancer lægemiddel, herunder cytotoksiske og målrettede immunterapier, og risikoen for udvikling af akut nyreinsufficiens over en periode på ét år.

Data på 14.783 personer blev inkluderet i studiet, hvori ni pct. af patienterne blev behandlet med en GLP-1-receptoragonist, samtidig med at de blev behandlet med et anti-cancer lægemiddel.

7,2 pct. af dem, der blev behandlet med en GLP-1-receptoragonist, udviklede i løbet af året akut nyreinsufficiens, mens tallet i gruppen, der ikke var i behandling med en GLP-1-receptoragonist, var 6,4 pct.

Ifølge forskerne bag studiet var der ikke en signifikant forskel mellem de to grupper.

»I betragtning af de kardiovaskulære og antidiabetiske fordele ved behandling med GLP-1-receptoragonister foreslår vi, at disse midler kan fortsættes sikkert under administration af anti-kræftbehandling. Vi opfordrer til prospektive undersøgelser for yderligere at uddybe virkningerne af GLP-1-receptoragonister hos patienter med kræft,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge Swetha Rani Kanduri fra Ochsner Health, i en pressemeddelelse fra ASN.

SGLT2-hæmmere beskytter også ældre

Et af de andre studier, der vakte opsigt på Kidney Week, var en undersøgelse af, hvordan behandling med en SGLT2-hæmmer beskytter hjerte og nyrer på tværs af alle aldersgrupper.

Udbredelsen af diabetes blandt ældre voksne over 65 år i USA anslås til at være 29,2 pct., hvilket er mere end dobbelt så højt som for den samlede voksne befolkning over 18 år

Amanda Siriwardana, ph.d., The George Institute for Global Health

I en analyse samlede forskere data fra CREDENCE- og CANVAS-studierne, hvori forsøgspersoner var blevet behandlet med SGLT2-hæmmeren canagliflozin.

Samlet set deltog 14.543 personer i de to studier, og af dem var 54,5 pct. under 65 år, 36,3 pct. var mellem 65 og 75 år, mens 9,2 pct. var over 75 år gamle.

Den samlede analyse viste, at på tværs af aldersgrupperne reducerede behandlingen med canagliflozin risikoen for alvorlige hjertekartilfælde, indlæggelser med hjertesvigt, hjertekardød og progression i kronisk nyresygdom.

Selvom der var flere tilfælde af alvorlige hændelser med stigende alder, påvirkede alder ikke den beskyttende effekt af canagliflozin i forhold til blandt andet akut nyreinsufficiens, urinvejsinfektioner og hypoglykæmi.

»Udbredelsen af diabetes blandt ældre voksne over 65 år i USA anslås til at være 29,2 pct., hvilket er mere end dobbelt så højt som for den samlede voksne befolkning over 18 år, og ældre personer med diabetes har højere absolut risici for kardiovaskulære events og nyrekomplikationer. På trods af dette er optagelsen af SGLT2-hæmmere i ældre aldersgrupper i den virkelige verden blandt de laveste af alle patientgrupper. De data, der præsenteres i denne analyse, tyder på en klar udvidelse af de kardiorenale fordele ved SGLT2-behandling til ældre personer og bør skabe tillid blandt klinikere og patienter med hensyn til sikkerheden ved canagliflozin hos ældre voksne,« fortæller en af forskerne bag studiet, ph.d. Amanda Siriwardana fra The George Institute for Global Health i Australien, i en pressemeddelelse.

Klogere på mekanismerne bag lægemiddel til patienter med nefropati

Endelig blev der også fremlagt data på behandling med et nyt antistof til patienter med nefropati.

IgA-nefropati er en autoimmun nyresygdom, der drives af immunceller, som udtrykker proteinet CD38 på deres overflade.

I data fra et fase 2-forsøg med felzartamab, som er et monoklonalt antistof målrettet netop CD38, har forskere tidligere vist, af lægemidlet både reducerer albumin i urinen og hjælper til med at bevare nyrefunktionen hos patienter med IgA-nefropati.

I det nyt studie, der blev fremlagt data fra på Kidney Week, gik forskere dybere ned i de molekylære mekanismer.

Det er antagelsen, at CD38-positive celler bidrager til sygdommen gennem udskillelse af galaktosedefekt IgA1 (Gd-IgA1) samt anti-Gd-IgA1-antistoffer, som efterfølgende danner immunkomplekser, der aflejres i nyrerne og forårsager inflammation og efterfølgende tab af nyrefunktion.

I deres analyse undersøgte forskerne blod og serum indsamlet fra patienter med IgAN før, under og efter behandling med felzartamab.

Prøverne blev undersøgt for immunceller, antistoffer og immunglobuliner, herunder Gd-IgA1.

Analyserne afslørede, at felzartamab medførte en hurtig og varig nedbrydning af Gd-IgA1 og totale IgA-antistoffer.

Patienterne, der fik ni doser felzartamab over en seks måneder lang behandlingsperiode, bibeholdt efterfølgende reduktionen af Gd-IgA1 i op til ni måneder uden behandling.

Desuden blev den samlede IgA-reduktion opretholdt i mindst 18 måneder uden behandling.

Omvendt blev kroppens samlede IgG-antistoffer reduceret beskedent og genoprettet inden for fire måneder efter behandlingen, hvilket tyder på bevarelse af komponenter i kroppens adaptive immunrespons.

»Disse data fremmer vores forståelse af den rolle, som CD38-positive antistofudskillende celler spiller i patogenesen af IgA-nefropati. Ved direkte at fjerne disse celler reducerer felzartamab de cellulære drivkræfter bag sygdommen og har potentiale til at give varige kliniske fordele uden kontinuerlig dosering, hvilket potentielt kan mindske patientbyrden og give bedre tolerabilitet,« fortæller en af forskerne bag studiet, ph.d. og seniorforsker Millie Shah fra Biogen, i en pressemeddelelse fra ASN.