ASN
Nyt fra FLOW-studiet: Semaglutid beskytter både mod alle grader af nyresygdom, død og COVID-19
Udgivet:
Kommentarer (0)
Peter Rossing, forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen, mener ikke, at semaglutid kan reduceres til blot at være et diabeteslægemiddel.
Tre subanalyser fra det store FLOW-studie viser, at semaglutid beskytter personer med kronisk nyresygdom uanset sværhedsgrad af sygdom. Semaglutid beskytter også mod død, herunder død med COVID-19.
FLOW-studiet viste tilbage i maj, at semaglutid ikke bare kan sænke blodsukkeret hos personer med type 2-diabetes og reducere overvægt hos personer med svær overvægt, men også beskytte nyrerne hos personer med type 2-diabetes.
Siden da har forskere været data igennem igen, og nu viser tre subanalyser af data fra FLOW-studiet, at semaglutid også ser ud til at have beskyttende effekt ved alle sværhedsgrader af nyresygdom, ligesom lægemidlet ser ud til at beskytte mod død, herunder død med COVID-19.
De mange data er netop præsenteret på Kidney Week, der er årskongressen for American Society of Nephrology (ASN).
»Det interessante er, at vi får nogle flere data for, hvad behandling med semaglutid kan gøre for forskellige grupper af patienter med nyresygdom,« fortæller forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen Peter Rossing.
Overbevisende data fra FLOW
I FLOW-studiet havde 3.533 patienter med type 2-diabetes og nyresygdom deltaget og var blevet randomiseret til behandling med semaglutid eller placebo.
En anden mulighed er, at COVID-19 rammer svækkede personer hårdt på både hjerte og lunger
Peter Rossing, forskningsleder, Steno Diabetes Center Copenhagen
Forsøgsdeltagerne havde ved baseline et mediant eGFR på 47 mL/min/1.73 m2, mens det mediane niveau for albumin i urinen var 568 mg/g.
Gennemsnitsalderen var 67 år, og 30 pct. var kvinder.
Forsøget blev udført på 400 behandlingssteder i 28 lande, og forsøgsdeltagerne blev fulgt i mediant 3,4 år.
Formålet med FLOW var at vise, at semaglutid kan forsinke sygdomsprogressionen ved kronisk nyresygdom, hvilket også blev vist og publiceret i New England Journal of Medicine.
Virker mod alle grupper af nyrepatienter
I den ene af tre nye subanalyser havde forskere nu undersøgt, om semaglutid har effekt på alle grupper af patienter med kronisk nyresygdom, hvilket vil sige patienter med kronisk nyresygdom med bevaret nyrefunktion, nedsat nyrefunktion, let forhøjet album i urinen eller meget forhøjet albumin i urinen.
Denne subanalyse viste, at den beskyttende effekt af semaglutid gjaldt for alle patientgrupperne, hvor semaglutid målt op imod placebo gav bedre beskyttelse i forhold til et kombineret nyreendepunkt (24 pct. reduceret risiko), bedre beskyttelse mod hjertesvigt (27 pct. reduceret risiko), bedre beskyttelse mod død (20 pct. reduceret risiko) og bedre beskyttelse mod det kombinerede hjertekarendepunkt MACE (18 pct. reduceret risiko).
Forskerne fandt lige stor beskyttelse i alle de fire grupper for alle endepunkter, bortset fra reduktionen i risikoen for hjertesvigt, der var større i gruppen af patienter med eGFR under 30 mL/min/1.73 m2.
Semaglutid kan redde liv
I den anden subanalyse undersøgte forskerne effekten af semaglutid målt op mod placebo på risikoen for død.
Her fandt de, at behandlingen med semaglutid reducerede risikoen for død med 20 pct., risikoen for kardiovaskulær død med 29 pct. og død af ukendt årsag med 38 pct.
De to mest almindelige dødsårsager ved hjertekardød var pludselig hjertekardød (2,8 pct. i semaglutidgruppen og 3,8 pct. i placebogruppen) og hjertesvigt (0,3 pct. i semaglutidgruppen og 0,7 pct. i placebogruppen).
Beskytter mod død med COVID-19
I den sidste subanalyse kiggede forskerne på effekten af semaglutid på risikoen for død i forbindelse med COVID-19.
Som vi konkluderede, da vi viste FLOW studiet: ”Saves heart, kidneys and lives”
Peter Rossing, forskningsleder, Steno Diabetes Center Copenhagen
Dette var muligt, da FLOW-studiet blev foretaget under netop coronapandemien.
Tidligere dataanalyser havde desuden peget på, at en anden af Novo Nordisk GLP-1-receptoragonister, nemlig liraglutid, kunne havde COVID-19-beskyttende effekt, og derfor blev dette undersøgt i data fra FLOW-studiet.
Subanalysen af data fra FLOW viste, at behandlingen med semaglutid ved COVID-19 ledte til 22 pct. lavere risiko for død, som ikke skyldtes hjerte- eller nyredød.
Peter Rossing vil dog ikke gå så langt som til at sige, at lægemidlet decideret beskytter mod virusinfektionen, selvom det i sig selv er en mulighed.
»En anden mulighed er, at COVID-19 rammer svækkede personer hårdt på både hjerte og lunger, hvilket kan gøre det relevant at have en hjertebeskyttende og nyrebeskyttende effekt af behandlingen med semaglutid. Det kan gøre, at man bliver mindre syg, hvis man bliver smittet med COVID-19, og at sygdomsforløbet dermed bliver mindre alvorligt,« siger Peter Rossing.
Samlet set mener Peter Rossing, at resultaterne endnu en gang viser, at semaglutid er meget mere end bare et diabeteslægemiddel.
»Som vi konkluderede, da vi viste FLOW studiet: ”Saves heart, kidneys and lives” – og nu på tværs af flere subgrupper,« siger han.
Del artiklen: