ASN
Activin A kan være et lovende mål for behandlinger mod CKD-MBD
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Med alt det er vi kommet frem til, at activin A måske er et lovende molekyle at hæmme ved behandling af nyresygdom og dets komplikationer. Det er desuden et mål, som det måske giver mening at behandle mod tidligt i sygdomsforløbet,« forklarer 1. reservelæge og ph.d. Anders Nordholm.
Dansk dyrestudie udpeger activin A som et særdeles lovende mål til tidlig behandling af nyresygdom. Kan potentielt set bevare både knogler og nyrer sunde ved tidlig intervention, siger forsker.
Nyresygdom rammer sjældent kun nyrerne.
Ved både akut og kronisk nyresygdom er både nyrerne, knoglerne og hjertekarsystemet under pres, og dødeligheden for denne gruppe patienter er tårnhøj, primært båret af hjertekarsygdom.
Patienter med Chronic Kidney Disease – Mineral and Bone Disorder (CKD-MBD) er særligt hårdt ramt, fordi hele kroppens mineralbalance er i udu. Desværre findes der til denne store gruppe patienter ikke gode behandlinger.
En del af forklaringen er, at det er meget svært at gøre noget ved skader på både nyrer, hjertekarsystemet og knoglerne, når skaderne først er opstået.
Alt det kan dog potentielt set ændre sig i fremtiden, efter danske forskere har identificeret hormonet activin A som værende et særdeles lovende mål til tidlig beskyttelse mod konsekvenserne af CKD-MBD.
»Vi mangler i den grad noget til at håndtere denne sygdom tidligt i sygdomsforløbet, og her peger vores studier i retning af, at hvis man hæmmer activin A, bremser man også sygdomsudviklingen i nyrerne, knoglerne og måske også hjertekarsystemet,« fortæller en af forskerne bag studiet, 1. reservelæge og ph.d. Anders Nordholm fra Herlev Hospital og Rigshospitalets Afdeling for Nyresygdomme.
Anders Nordholm har netop præsenteret de nye data på Kidney Week, der er årskongressen for American Society of Nephrology (ASN).
Activin A associeret til øget risiko for død
Dyrestudier har tidligere peget på, at activin A spiller en interessant rolle ved nyresygdom.
Activin A, der normalt ikke er til stede i nyrerne, opreguleres i netop nyrerne ved både akut og kronisk nyresygdom og stiger også i plasma.
Studier har også vist, at når niveauerne af activin A stiger, er det associeret til øget risiko for død.
»Med alt det er vi kommet frem til, at activin A måske er et lovende molekyle at hæmme ved behandling af nyresygdom og dets komplikationer. Det er desuden et mål, som det måske giver mening at behandle mod tidligt i sygdomsforløbet,« forklarer Anders Nordholm.
Hæmning af activin A beskytter nyrer og knogler
I studiet gav forskerne mus akut nyreskade og behandlede dem derefter med en activin A receptorhæmmer eller placebo.
De undersøgte efter 14 dage, om der mellem behandlingsgruppen og placebogruppen var forskelle i nyrefibrose, åreforkalkning og knoglesygdom.
Formålet med behandlingen vil være tidligt at bremse sygdomsudviklingen, og jeg tror, at denne form for behandling på sigt vil være en god tillægsbehandling til patienter med kronisk nyresygdom
Anders Nordholm, 1. reservelæge og ph.d., Herlev Hospital
Undersøgelsen indikerer, at behandling målrettet activin A formentlig kan være en god idé ved behandling af nyresygdom.
I hvert fald fandt forskerne, at mus, der blev behandlet med en activin A receptorhæmmer, udviklede markant mindre nyrefibrose og opretholdt øget knogletæthed i knoglerne.
Faktisk halverede behandlingen mod activin A dannelsen af nyrefibrose.
Forskerne fandt ingen effekt på blodkarrene, men det kan ifølge Anders Nordholm skyldes den korte opfølgningsperiode på kun 14 dage.
»Vores resultater er lovende, selvom vi ikke fandt nogen effekt på forkalkning af blodkarrene. Vi havde håbet på også at se noget der, men det kan være, at vi til det skal bruge et længerevarende studie. Med studiet viser vi, at behandling målrettet activin A har et potentiale inden for behandling af akut nyresygdom, hvilket underbygger andre studier, der har vist effekt mod kronisk nyresygdom,« fortæller Anders Nordholm.
Det næste skridt for forskerne er nu at lave både forsøg med dyr med akut nyreskade, hvor forsøgene varer lidt længere, for derved at finde en eventuel effekt af activin A-hæmning på åreforkalkning, ligesom forskerne også gerne vil lave flere undersøgelser på en dyremodel for kronisk nyresygdom.
»Og så tror jeg heller ikke, at vi er mange år fra at kunne lave de første forsøg, hvor vi hæmmer activin A i mennesker. Formålet med behandlingen vil være tidligt at bremse sygdomsudviklingen, og jeg tror, at denne form for behandling på sigt vil være en god tillægsbehandling til patienter med kronisk nyresygdom,« siger Anders Nordholm.
Del artiklen: