Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ASH

Sådan går det danske lymfompatienter efter behandling med bispecifikke antistoffer

Udgivet:
Kommentarer (0)

I Danmark er 131 patienter med B-celle lymfom behandlet med bispecifikke antistoffer i forsøgsøjemed. Nyt studie viser, hvor effektiv behandlingen er, og hvor få bivirkninger den kommer med.


Danske forskere fra Rigshospitalets Fase 1-enhed og Vejle Sygehus har i flere år været engageret i afprøvningen af behandling af patienter med B-celle lymfomer med bispecifikke antistoffer som glofitumab og epcoritamab.

I alt har 131 patienter modtaget behandlingerne, og nu viser ny forskning, hvordan det så er gået dem.

Med disse resultater kan vi se, at behandlingerne virker rigtig godt til vores patienter, og jeg er overbevist om, at vi i fremtiden vil se bispecifikke antistoffer langt fremme i behandlingsrækkefølgen til denne patientgruppe

Emil Kyvsgaard, medicinstuderende, Afdeling for Blodsygdomme ved Rigshospitalet

Forskningen peger i retning at, at patienterne opnår rigtig god overlevelse, få tilbagefald og næsten ingen bivirkninger.

Ifølge en af forskerne bag studiet indikerer det, at bispecifikke antistoffer formentlig skal have en plads i behandlingen af patienter med B-celle lymfom i Danmark.

»Behandlingerne er allerede godkendt i USA og EU, og Medicinrådet vil nok blive bedt om at tage stilling til en anbefaling i Danmark. Med disse resultater kan vi se, at behandlingerne virker rigtig godt til vores patienter, og jeg er overbevist om, at vi i fremtiden vil se bispecifikke antistoffer langt fremme i behandlingsrækkefølgen til denne patientgruppe,« fortæller medicinstuderende Emil Kyvsgaard fra Afdeling for Blodsygdomme ved Rigshospitalet.

Emil Kyvsgaard har netop præsenteret sine resultater som en oral præsentation på den årlige kongres for American Society of Hematology (ASH).

131 danske patienter med i studie

I studiet har Emil Kyvsgaard med sine kollegaer indhentet data på alle de danskere, der er blevet behandlet med bispecifikke antistoffer for B-celle lymfom.

I alt har han data på 107 patienter fra Rigshospitalet og 24 patienter fra Vejle Sygehus.

Medianalderen for patienterne var ved behandlingstidspunktet 70 år, og de havde gennemsnitligt været behandlet med tre behandlingslinjer før forsøget med bispecifikke antistoffer.

Derudover drejede det sig generelt om meget syge patienter, der ikke havde mange udsigter til at blive kureret, hvis ikke bispecifikke antistoffer kunne gøre noget for dem.

Emil Kyvsgaard fortæller, at der inden for behandling af B-celle lymfom er sket meget de seneste år, hvor CAR-T-celleterapi er kommet ind i behandlingen, og hvor de bispecifikke antistoffer banker på døren for at komme ind.


Læs hele dækningen af ASH 2023 her.


»Men vi ser ved CAR-T-celleterapi, at behandlingerne er meget dyre, fordi de skal udvikles til den enkelte patient. Derudover er de forbundet med forholdsvis hyppige tilfælde af neurologiske bivirkninger i form af ICANS, der kan rangere fra at være milde og forbipasserende til at være decideret invaliderende. Derfor har bispecifikke antistoffer en mere interessant profil, fordi de for det første ikke skal produceres til den enkelte patient, og fordi de for det andet er forbundet med færre bivirkninger,« forklarer han.

Overbevisende resultater

Resultatet af gennemgangen af patienterne viser, at overlevelsen efter to år var 55 pct., og at 42 pct. ikke havde oplevet tilbagefald.

Tallene er ifølge Emil Kyvsgaard meget opløftende.

»Hvis man ser på denne patientgruppe som helhed, er overlevelsen efter to år blot omkring 20 pct., og kun meget få opnår remission, hvis de ikke har opnået det ved behandling med standardbehandlingen i første linje, hvilket er R-CHOP-kemoterapi. Derfor er resultaterne meget flotte, og så kan vi også se, at under to pct. oplever bivirkninger i form af ICANS, og det er markant mindre end ved behandling med CAR-T, hvor op imod 60 pct. oplever denne form for bivirkninger,« siger han.

Emil Kyvsgaard tror på, at behandling med bispecifikke antistoffer kommer til at blive en del af behandlingen af patienter med B-celle lymfom, og at behandlingen vil være at foretrække frem for CAR-T-celleterapi.

»Hvis prisen er lavere, effekten er lige så god, og behandling med bispecifikke antistoffer kommer med langt færre bivirkninger, kommer de bestemt ind i behandlingen. Lige nu foregår der også forsøg med behandlingen i kombination med for eksempel R-CHOP og andre behandlinger for at finde ud af, hvor i behandlingsrækkefølgen behandling med bispecifikke antistoffer skal ind,« siger han.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere