Kombinationsbehandlinger af CLL: To store studier på ASH stjæler opmærksomhed

Skal man lede efter nye og forbedrede behandlinger til patienter med kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), er den årlige kongres for American Society og Hematology (ASH) et godt sted at være.

Sådan er det også i år, hvor flere studier viser, hvad forskellige lægemidler kan gøre for denne patientgruppe.

For eksempel viser et studie (AMPLIFY), at blandt ikke-tidligere behandlede patienter med CLL forbedrede behandlingen med acalabrutinib plus venetoclax overlevelsen og ledte samtidig til færre bivirkninger.

Læs hele dækningen af ASH 2024her.

Kombinationen af acalabrutinib plus venetoclax udmærker sig desuden ved, at behandlingen udelukkende skal tages oralt.

I studiet deltog 867 patienter med ubehandlet CLL. Medianalderen var 61 år, og 64,5 pct. var kvinder. 60 pct. havde IGHV-umuteret CLL, mens patienter med TP53-mutation var ekskluderet fra forsøget.

Forsøgspersonerne blev i studiet randomiseret til behandling med acalabrutinib plus venetoclax, acalabrutinib plus venetoclax plus obinutuzumab eller deres læges valg mellem standardbehandlingerne med fludarabine, cyclofosfamid og rituximab eller bendamustine plus rituximab.

Efter mediant 41 måneders opfølgning var den progressionsfrie overlevelse i begge grupper af patienter i behandling med acalabrutinib plus venetoclax bedre end i gruppen i standardbehandling.

76,8 pct. af patienter i behandling med acalabrutinib plus venetoclax og 83,1 pct. af patienter i behandling med acalabrutinib plus venetoclax plus obinutuzumab havde i løbet af opfølgningsperioden ikke haft sygdomsprogression mod blot 66,5 pct. af patienter, der havde modtaget standardbehandling.

Behandlingen med acalabrutinib plus venetoclax plus obinutuzumab kom med lidt flere alvorlige bivirkninger sammenlignet med de to andre behandlinger. Derudover blev der i studiet observeret flere dødsfald på grund af COVID-19 i denne gruppe og i gruppen i standardbehandling.

»Tilføjelsen af obinutuzumab til acalabrutinib og venetoclax forbedrede effekten af behandlingen, men ledte også til flere bivirkninger og flere dødsfald på grund af COVID-19. Vores næste skridt bliver at forsøge at forstå bedre, hvilke patienter der får mest ud af at tilføje obinutuzumab til behandlingen, og hvilke faktorer der fører til, at nogle patienter får tilbagefald tidligere,« fortalte en af forskerne bag studiet, professor Jennifer R. Brown fra CLL Center ved Dana-Farber Cancer Institute og Harvard Medical School, Boston, i forbindelse med en presseseance for fremmødte journalister.

Alexey Danilov, Professor ved City of Hope National Medical Center deltog også til presseopbuddet.Foto: Kristian Sjøgren

God effekt af epcoritamab som solobehandling

I et andet studie, der blev fremhævet til ASH, viste forskere, at behandlingen med Genmabs epcoritamab til patienter med tilbagefald til CLL leder til gode responsrater og samtidig kommer med en god sikkerhedsprofil.

I dag er standardbehandling ved tilbagefald til CLL en BTK-hæmmer eller en BCL2-hæmmer, men i studiet ønskede forskerne at undersøge, hvad epcoritamab, der er et bispecifikt T-celle-engagerende lægemiddel, kan gøre for denne patientgruppe som monoterapi.

Epcoritamab virker ved at binde til både T-celler og proteiner på overfladen af kræftceller og derved bringe dem sammen.

I studiet (EPCORE CLL-1) deltager 184 patienter med tilbagefald ved CLL.

De data, som forskerne har præsenteret til ASH, er en tidlig analyse af udfaldet for de første 40 patienter.

Medianalderen for de 40 forsøgsdeltagere var ved studiets begyndelse 71,5 år, og de fleste er mænd. Størstedelen havde omstændigheder, som gør behandlingen af deres sygdom mere kompleks, for eksempel TP53-mutation eller 17p-deletion.

Forsøgsdeltagerne havde forud for deltagelse i EPCORE CLL-1 modtaget mindst to tidligere behandlinger, herunder behandling med en BTK-hæmmer.

Efter mediant 22,8 måneders opfølgning var den overordnede responsrate 61 pct. Blandt de patienter, der responderede på behandlingen, opnåede 39 pct. et komplet respons.

Mediantiden til sygdomsprogression for hele gruppen af patienter var 12,8 mdr.

Efter 15 måneders opfølgning var 65 pct. af patienterne stadig i live, og blandt 12 patienter, der blev undersøgt for MRD-status, havde 75 pct. ikke-detektérbar MRD.

Cytokin-release-syndrom (CRS) var den hyppigste ikke-blodrelaterede bivirkning og forekom hos 96 pct. af patienterne.

Fire patienter døde i løbet af studieperioden, men ingen var på grund af CLL.

»Responsraten er meget imponerende for et enkelt lægemiddel, især i betragtning af at de fleste patienter allerede var blevet behandlet med både BTK- og BCL2-hæmmere uden succes og havde sygdomstræk, der vanskeliggjorde behandlingen. Vi bliver dog nødt til at behandle flere patienter, følge dem i længere tid og gennemføre randomiserede undersøgelser for at validere disse resultater. Vi vil også gerne teste epcoritamab hos patienter med CLL, som har fået færre tidligere behandlinger. Der er grund til at tro, at det kan være endnu mere effektivt, hvis det bruges tidligere i sygdomsforløbet, når patientens immunsystem er mindre kompromitteret,« fortalte en af forskerne bag studiet, professor Alexey Danilov fra City of Hope National Medical Center, California, til presseopbuddet.