Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ASH

Kemoterapi øger ikke risikoen for at udvikle diabetes

Udgivet:
Kommentarer (0)

For personer med diabetes, men uden behov for insulin, kan behandlingen med binyrebarkhormon dog godt øge deres behov for insulin umiddelbart lige efter behandlingen med kemoterapi.


Behandling med store mængder binyrebarkhormon i længere tid kan lede til, at patienter udvikler steroid-induceret diabetes.


ASH 2021:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ASH her.


For patienter med lymfekræft ser behandling med kemoterapi med binyrebarkhormon dog ikke ud til at påvirke den langsigtede risiko for at udvikle diabetes.

Forskningsresultatet er dansk og netop offentliggjort på den årlige kongres for American Society of Hematology (ASH) i Atlanta, Georgia.

»For non-Hodgkins lymfom finder vi, at personer uden forhenværende diabetes ikke har øget risiko for på den lange bane at udvikle diabetes på grund af behandlingen med store mængder binyrebarkhormon. For personer med diabetes, men uden behov for insulin, kan behandlingen med binyrebarkhormon dog godt øge deres behov for insulin umiddelbart lige efter behandlingen med kemoterapi,« fortæller en af forskerne bag studiet, ph.d.-studerende Joachim Bæch fra Klinisk Institut på Aalborg Universitet.

Undersøgte patienter med og uden diabetes

I studiet har Joachim Bæch med sine kolleger undersøgt udviklingen af diabetes blandt patienter med non-Hodgkins lymfom i behandling med binyrebarkhormonholdig kemoterapi og sammenlignet med data fra et bredt udsnit af den danske befolkning.

For non-Hodgkins lymfom finder vi, at personer uden forhenværende diabetes ikke har øget risiko for på den lange bane at udvikle diabetes på grund af behandlingen med store mængder binyrebarkhormon

Joachim Bæch, ph.d.-studerende, Aalborg Universitet

4.488 patienter med non-Hodgkins lymfom, men uden diabetes, blev i studiet matchet med 22.440 personer fra baggrundsbefolkningen. Gennemsnitsalderen var 66 år, og der var i undersøgelsen flere mænd end kvinder.

I den anden del af undersøgelsen kiggede forskerne på data fra 391 patienter med non-Hodgkins lymfom og diabetes, men uden behov for insulin, og sammenlignede dem med 1.955 matchede kontroller. Gennemsnitsalderen var 69 år, og også her var der flere mænd end kvinder.

Alle patienterne var blevet behandlet med binyrebarkholdig kemoterapi for deres kræft. Behandlingen bestod af 100 milligram binyrebarkhormon i fem dage i hver af seks kure fordelt med to til tre ugers mellemrum mellem hver kur.

»Forskellige tidligere studier har vist, at personer i behandling med binyrebarkholdig kemoterapi kan opleve at få forhøjet blodsukker. I dette studie ville vi undersøge, om det forhøjede blodsukker så også leder til udvikling af diabetes,« forklarer Joachim Bæch.

Kemoterapi øger ikke risikoen for diabetes

Resultatet af undersøgelsen viser en lille forøget risiko for at udvikle diabetes, men at risikoen kun er i året umiddelbart efter behandlingen med kemoterapi.

  • Sammenlignet med baggrundsbefolkningen havde personer i behandling med kemoterapi 0,58 pct. højere risiko for at have udviklet diabetes efter ét år.

  • Efter fem år var risikoen dog 1,21 pct. lavere.

  • Efter 10 år var risikoen 2,16 pct. lavere.

»Det ser ud til, at man ved behandling med binyrebarkhormon får skubbet puklen af folk, som udvikler diabetes, så folk udvikler sygdommen en smule tidligere, end de ellers ville have gjort. Konklusionen på denne del af studiet er i hvert fald, at det ikke ser ud til, at binyrebarkhormonholdig kemoterapi klinisk signifikant påvirker risikoen for at udvikle diabetes,« siger Joachim Bæch.

Behov for insulin kun øget i en kort periode

For personer, der allerede havde diabetes, men ikke var i behandling med insulin, fandt forskerne, at patienterne havde et markant øget behov for behandling med insulin i året efter deres kemoterapi.

For patienter, der i forvejen har diabetes, skal man dog være opmærksom på deres blodsukker i den periode, hvor de modtager behandlingen

Joachim Bæch, ph.d.-studerende, Aalborg Universitet

Da forskerne lavede en såkaldt ‘landmark-analyse’, hvor de først fulgte patienterne efter ét år, fandt de til gengæld, at insulinbehovet ikke er vedvarende.

»For personer med non-Hodgkins lymfom og diabetes er der et øget behov for insulinbehandling lige efter behandlingen med binyrebarkholdig kemoterapi, men det er i en begrænset periode, som ikke er længerevarende. Overordnet set viser vores resultater, at man ikke på den lange bane skal bekymre sig om, at patienter med non-Hodgkins lymfom i behandling med binyrebarkhormon har øget risiko for at udvikle diabetes. For patienter, der i forvejen har diabetes, skal man dog være opmærksom på deres blodsukker i den periode, hvor de modtager behandlingen,« siger Joachim Bæch.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere