Ingen forskel i respons ved langtidsbehandling mellem hydroxyurea og pegyleret interferon alfa ved MPN

Selv i lav dosis er frafald til behandlingen med pegyleret interferon alfa stor hos danske patienter med myeloproliferative neoplasier (MNP).

Dog har de patienter, der tåler behandlingen, et bedre behandlingsrespons ved langtidsbehandling på mere end tre år sammenlignet med patienter behandlet med hydroxyurea.

Det er konklusionen på det store danske fase 3-forsøg DALIAH, hvori forskere gennem fem år har målt de to behandlinger op mod hinanden.

Forskningen viser også, at patienter, der blev behandlet med hydroxyurea, oplevede en hurtig, men kun kortvarig effekt på det molekylære og klinisk hæmatologiske respons, hvorimod effekten af pegyleret interferon alfa var kontinuerlig og gradvis, men kun langsomt indsættende.

Resultatet af studiet peger på, at behandling med hydroxyurea og pegyleret interferon alfa overordnet set er ligeværdige i behandlingen af MPN, men at de patienter, der tåler behandling med pegyleret interferon alfa, opnår en større reduktion i muteret JAK2 i blodet, og at flere i behandling med denne type lægemiddel opnår både et molekylært respons og et komplet klinisk hæmatologiske respons.

Vores studie peger på, at pegyleret interferon alfa og hydroxyurea overordnet set er ligeværdige behandlingsvalg til patienter med MPN, men at pegyleret interferon alfa er mere effektivt end hydroxyurea efter cirka tre år

Trine Knudsen, læge, Hæmatologisk Afdeling ved Sjællands Universitetshospital

»Der ligger en opgave foran os i forhold til at finde ud af, hvilke patienter der vil have god effekt af behandling med pegyleret interferon alfa, og hvem der vil opleve så meget toksicitet, at de er nødt til at stoppe behandlingen. Det vil gøre, at vi kan tilbyde behandlingen til lige netop dem, som vil have mest gavn af den,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge Trine Knudsen fra Hæmatologisk Afdeling ved Sjællands Universitetshospital.

Trine Knudsen har netop fremlagt sine forskningsresultater på den årlige kongres for American Society of Hematology (ASH).

203 danskere med MNP med i studie

MPN omfatter de kroniske hæmatologiske sygdomme polycytæmia vera, essentiel trombocytose, præfibrotisk myelofibrose og primær myelofibrose. Samlet set er sygdommene primært kendetegnet ved en overproduktion af modne blodceller samt dannelse af arvæv i knoglemarven.

Hos langt de fleste patienter med MPN skyldes sygdommen en mutation i JAK2-genet og er karakteriseret ved blandt andet overvældende træthed, øget risiko for blødninger, øget risiko for blodpropper og nedsat livskvalitet.

I mange år har læger behandlet denne patientgruppe med kemoterapien hydroxyurea, hvilket blandt andet reducerer risikoen for blodpropper, men omvendt muligvis også øger risikoen for sekundær leukæmi, der har en meget dårlig prognose.

Inden for de seneste 30 år har immunmodulerende terapi med pegyleret interferon alfa vundet frem i behandlingen, og blandt andet danske studier har vist, at det hos enkelte patienter er muligt at opnå minimal restsygdom efter langvarig behandling i mere end tre til fem år, hvilket også hos enkelte patienter kan lede til perioder uden behov for cytoreducerende behandling.

I studiet ønskede forskerne at undersøge de to behandlinger op mod hinanden i et lodtrækningsforsøg hos 203 danskere med MPN over en periode på fem år.

»I Danmark benytter vi enten hydroxyurea eller pegyleret interferon alfa som første-linjebehandling ved MPN afhængigt af patientens alder, komorbiditet og patientens præferencer. Internationalt set er hydroxyurea langt den mest anvendte cytoreduktive behandling. Den optimale første-linje behandling til patienter med MPN er dog ikke endeligt klarlagt ved store lodtrækningsforsøg, og der er derfor behov for at få målt de to behandlinger op mod hinanden, for at læger og patienter i fællesskab kan træffe det bedst mulige behandlingsvalg for hver enkelt patient,« forklarer Trine Knudsen.

Ligeværdige behandlingsvalg

I studiet undersøgte forskerne effektiviteten samt sikkerheden af de respektive behandlinger, herunder hvor effektive behandlingerne var i forhold til at reducere mængden af muteret JAK2 i blodet samt i forhold til at fremkalde molekylært respons og komplet klinisk-hæmatologisk respons.

Læs hele dækningen af ASH 2023 her.

Sidstnævnte er et sammensat hæmatologisk effektmål, der kræver normalisering af trombocytter, normalisering af leukocytter, ingen sygdomsrelaterede symptomer og normal miltstørrelse.

For det første viser studiet, at en overraskende stor del af de patienter, som var opstartet i behandling med pegyleret interferon alfa, var stoppet med behandlingen efter fem år.

Det gjaldt hele 65 pct. mod 37 pct. af patienter i behandling med hydroxyurea.

Overordnet set kunne forskerne ikke finde en forskel i effektivitet mellem hydroxyurea og pegyleret interferon alfa ved det, der kaldes en ‘intention-to-treat’-analyse.

I denne analyse blev de patienter, der måtte stoppe behandlingen, medtaget i analysen som ‘ikke i respons’.

Analyserede forskerne derimod kun de patienter, der tålte behandlingen, fandt de omvendt en større effekt af pegyleret interferon alfa ved langvarig behandling over mere end tre år i forhold til at reducere niveauerne af JAK2 og derved fremkalde et molekylært respons og større effekt på det komplette klinisk-hæmatologiske respons.

»Vores studie peger på, at pegyleret interferon alfa og hydroxyurea overordnet set er ligeværdige behandlingsvalg til patienter med MPN, men at pegyleret interferon alfa er mere effektivt end hydroxyurea efter cirka tre år blandt patienter, der tåler behandlingen,« siger Trine Knudsen.

Hun opfordrer til mere forskning i at finde biomarkører, der kan forudsige, hvilke patienter der tåler og har mest gavn af behandlingen med pegyleret interferon alfa, idet andre studier har vist, at behandling med pegyleret interferon alfa i modsætning til hydroxyurea kan inducere minimal restsygdom og muligvis har potentiale til at ændre det naturlige sygdomsforløb ved MPN.

»Det vil gøre det lettere for læger at vælge den mest optimale behandling til hver enkelt patient med MPN,« siger Trine Knudsen.