ASH
Hypermobil subtype af Ehler-Danlos syndrom kan ligge bag blødningstendens af ukendt årsag
Udgivet:
Kommentarer (0)
Forskere har karakteriseret en gruppe danske patienter med blødningstendens af ukendt årsag og peger på, at denne patientgruppe for en stor dels vedkommende opfylder kriterierne for at have hypermobil subtype af Ehler-Danlos syndrom. Resultatet kan pege i retning af fremtidige behandlingsforsøg, siger forsker.
Blødningstendens af ukendt årsag er en gruppe sygdomme, som i dag er underbelyste, underforståede, og hvor læger ofte er i tvivl om, hvad de skal gøre.
Sygdommene kan være forbundet med udtalt blødningstendens, og patienterne har øget risiko for kraftige blødninger ved traumer, kirurgi og fødsler.
Både kvinder og børn med blødningstendens af ukendt årsag kender også til, at de ofte får meget store blå mærker, hvilket får andre til at mistænke, at de bliver udsat for vold.
På baggrund af disse resultater synes vi, at der tegner sig et billede af, at hypermobil subtype af Ehler-Danlos syndrom kan være den underliggende årsag til blødningstendens af ukendt årsag
Eva Leinøe, overlæge, Hæmatologisk Afdeling på Rigshospitalet
I lang tid har blødningstendens af ukendt årsag været underbelyst, men det gør et dansk studie nu op med, idet forskerne bag studiet har lavet en klinisk karakteristik af patienterne og blandt andet identificeret, at mange af dem opfylder kriterierne for hypermobil subtype af Ehler-Danlos syndrom, der er en gruppe bindevævssygdomme med defekter i kroppens kollagen.
»Vi mangler viden om patienter med blødningstendens af ukendt årsag, når blødninger ikke er relateret til koagulationsfaktordefekter og blodpladedefekter. Når patienter ikke får en specifik diagnose, har de ulige adgang til hæmostatisk behandling inden for eksempel kirurgi, og så havner de i et ingenmandsland. Med dette studie kaster vi lys over, hvad der karakteriserer og muligvis kan være en underliggende forklaring på blødningstendens af ukendt årsag,« forklarer en af forskerne bag studiet, overlæge Eva Leinøe fra Hæmatologisk Afdeling på Rigshospitalet.
Eva Leinøe har netop præsenteret forskningsresultatet, der er kommet til i et samarbejde mellem Hæmatologisk Afdeling og Genomisk Medicin på Rigshospitalet, på den årlige kongres for American Society of Hematology (ASH).
60 med blødningstendens af ukendt årsag i studie
I studiet har forskerne via både genomiske og kliniske undersøgelser forsøgt at lave en tilbundsgående karakteristik og diagnostik af 60 personer med blødningstendens af ukendt årsag.
Alle forsøgsdeltagerne havde ikke fået stillet en diagnose ved standard udredning for arvelig blødningstendens og havde høj blødningsscore.
Forskerne undersøgte først og fremmest, om patienterne havde et underliggende problem med skørt bindevæv i hud og karvæv.
Det gjorde forskerne ved at undersøge patienterne for hypermobilitet, hyperelastisk hud og petekkier, der er små blodudtrækninger i huden ved påvirkning med tryk.
Forskerne lavede også en grundig helgenomsekventering af forsøgsdeltagerne og undersøgte for gener, der er associeret til blødningstendens og arvelige bindevævssygdomme.
Endelig målte de niveauerne af C-vitamin i patienternes blod.
Hypermobil subtype er en mulig forklaring
I studiet stillede forskerne hypotesen, at mange patienter med blødningstendens af ukendt årsag kan have hypermobil subtype af Ehler-Danlos syndrom som den bagvedliggende forklaring.
Den hypermobile subtype af Ehler-Danlos syndrom er karakteriseret ved skrøbelig hud og blødningstendens med defekter i kollagen som årsagen.
Ehler-Danlos syndrom kan være associeret til nedsatte niveauer af C-vitamin i blodet på grund af øget omsætning af kollagen. Det er en klinisk erfaring, at hvis patienter med Ehlers-Danlos syndrom indtager store mængder C-vitamin, nedsætter det deres blødningstendens.
Læs hele dækningen af ASH 2023 her.
Hypermobil Ehler-Danlos syndrom er desuden den mest hyppige subtype af Ehlers-Danlos syndrom. Det er en diagnose, der bliver stillet klinisk, da den genetiske baggrund er ukendt.
Prævalensen er i omegnen én ud af 3.000 til 5.000 personer, men sygdommen er formentlig underestimeret.
Klar kobling mellem to sygdomme
Resultatet af studiet viser, at patienterne med blødningstendens af ukendt årsag havde signifikant lavere niveauer af C-vitamin i blodet sammenlignet med raske kontroller.
Forskerne udelukkende samtidig en genetisk årsag som forklaringen på de lave niveauer af C-vitamin.
Forskerne fandt også, at 29 ud af de 60 patienter med blødningstendens af ukendt årsag var hypermobile, hvilket kun én ud af 20 raske kontroller var.
Hypermobile patienter havde i studiet også højere blødningsscore sammenlignet med patienter, der ikke var hypermobile.
18 ud af 60 patienter havde hyperekstensiv hud, hvor det var muligt at trække huden mere end to centimeter ud.
Den genomiske analyse af 57 gener forbundet med bindevævssygdomme, der kan give hypermobilitet og blødningstendens, viste, at kun én af patienterne kvalificerede til en genomisk diagnose, mens resten ikke gjorde.
»På baggrund af disse resultater synes vi, at der tegner sig et billede af, at hypermobil subtype af Ehler-Danlos syndrom kan være den underliggende årsag til blødningstendens af ukendt årsag,« siger Eva Leinøe.
Hun uddyber, at der også er et klinisk perspektiv i studiet, nemlig at det vil give mening af lave randomiserede forsøg med patienter med blødningstendens af ukendt årsag, hvor én gruppe behandles med kosttilskud med C-vitamin, mens en anden gruppe ikke gør. Formålet med sådan et studie vil være at se, om det at give denne patientgruppe C-vitamin kan reducere deres blødningstendens.
»Og så er et andet perspektiv, at der skal laves flere undersøgelser af den genetiske baggrund ved hypermobil subtype af Ehler-Danlos syndrom. Kan man finde den genetiske baggrund, kan man også bedre stille en diagnose til patienter med både hypermobil subtype af Ehler-Danlos syndrom og blødningstendens af ukendt årsag,« siger Eva Leinøe.
Del artiklen: