Her er årets danske tophistorier fra ASH

Året går på hæld, og det samme gælder rækken af store, internationale medicinske kongresser.

Her på falderebet har American Society of Hematology (ASH) netop afholdt deres årlige kongres, som traditionen tro samlede titusindvis af forskere fra hele verden, denne gang i The Big Easy, som New Orleans også kaldes.

Nu er forskerne på vej hjem, og det samme er den gruppe af danske forskere, som havde krydset Atlanten og var rejst til New Orleans for at blive opdateret på det nyeste inden for deres felt og for selv at præsentere deres egen forskning for deres internationale kollegaer.

Dansk forskning var som sædvanlig flot repræsenteret på årets store hæmatologiske kongres med flere orale præsentationer.

Vi har snakket med de danske forskere om deres bidrag til ASH og samlet en buket af de mest opsigtsvækkende præsentationer.

Opfølgning på GLOW

Overlæge Carsten Niemann fra Afdeling for Blodsygdomme ved Rigshospitalet i København er normalt at finde på flere af de store internationale medicinske kongresser, og det gjaldt også på ASH.

Carsten Niemann havde i år både en oral præsentation med til kongressen, ligesom han også fremlagde forskningsresultater på kongressens poster-session.

Vi kan se, at når man behandler med ibrutinib plus venetoclax, er der ikke på samme måde som ved behandling med kemoimmunterapi eller venetoclax plus obinutuzumab behov for at opnå uMRD for at få god progressionsfri overlevelse

Carsten Niemann, lektor, Institut for Klinisk Medicin

Den orale præsentation omhandlede en opfølgning på GLOW-studiet, som har undersøgt effekten af behandling af patienter med kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) med ibrutinib plus venetoclax eller klorambucil plus obinutuzumab. De nye data drejede sig om sammenhængen og behandlingsforskelle mellem detekterbar sygdomsrest (MRD) og den progressionsfrie overlevelse.

Resultatet af den sekundære analyse viser, at selvom kombinationen af ibrutinib plus venetoclax giver bedre progressionsfri overlevelse hos patienter med CLL, kan der ikke direkte ses en sammenhæng mellem opnåelse af ikke-detekterbar restsygdom (uMRD) og progressionsfri overlevelse.

»Vi kan se, at når man behandler med ibrutinib plus venetoclax, er der ikke på samme måde som ved behandling med kemoimmunterapi eller venetoclax plus obinutuzumab behov for at opnå uMRD for at få god progressionsfri overlevelse. Det peger på, at behandlingen måske virker bedre på lymfeknuderne, men det gør det samtidig sværere at sige noget om forventninger til sygdomsprogression ud fra MRD for den enkelte patient,« fortalte Carsten Niemann til Dagens Medicin.

Model peger på bedste behandling ved CLL

Carsten Niemanns anden præsentation omhandlede også patienter med CLL. Forskerne fra blandt andet Rigshospitalet havde udviklet en model, der kan opdele patienter med CLL i forhold til risikoen for alvorlige bivirkninger, for eksempel infektioner, i forbindelse med kræftbehandling.

Modellen, der er er bygget på data fra 647 patienter fra det danske CLL-register og en række andre datakilder, var i studiet i stand til at udpege en højrisikogruppe med 57 pct. risiko for infektioner i løbet af ét års opfølgning efter behandling med ibrutinib og en lavrisikogruppe med 28 pct. risiko.

Modellen var også i stand til at lave et risikoestimat for patienter i behandling med ibrutinib sammenlignet med patienter i behandling med noget andet end ibrutinib.

»Målet er at kunne identificere de fem pct. af patienter med CLL, der har høj risiko for bivirkninger ved behandling med ibrutinib. Så skal vi kunne tilbyde dem noget andet for at få en endnu større behandlingsgevinst. Hvis én type behandling kommer med høj risiko for for eksempel infektioner, men en anden ikke gør det, kan det være med til at guide behandlingen og gøre den meget mere individualiseret,« forklarede Carsten Niemann.

Venetoclax giver mening til CLL-patienter uden del17p/TP53-mutation

Carsten Niemann var ikke alene om at præsentere data vedrørende patienter med CLL.

Videnskabelig assistent og sundhedsøkonomisk konsulent Matilde Slot fra Nordic Institute of Health Economics havde medtaget en omkostningseffektivitetsanalyse af de bedste behandlinger til patienter med netop CLL.

Baggrunden for studiet var, at Medicinrådet har trukket en streg i sandet og sagt, at det ikke kan anbefales at tilbyde patienter med CLL uden del17p/TP53-mutation den nyeste behandling i første linje med venetoclax plus obinutuzumab frem for klorambucil plus obinutuzumab.

Det er omkostningseffektivt og bør være inden for rammerne af det, som samfundet gerne vil betale for en bedre behandling

Matilde Slot, forsker, Nordic Institute of Health Economics

I studiet havde forskerne derfor udregnet, hvad det koster pr. gennemsnitspatient at blive behandlet med den ene kombinationsbehandling fremfor den anden. Forskerne benyttede data fra det store CLL14-forsøg.

Resultatet af analysen viser, at den gennemsnitlige patient med kronisk lymfatisk leukæmi uden del17p/TP53-mutation koster 181.650 euro at behandle med klorambucil plus obinutuzumab. Behandling med venetoclax plus obinutuzumab koster en lille smule mere, nemlig 194.010 euro, altså en meromkostning på 12.360 euro over en behandlingsperiode.

Derudover opnår patienter i behandling med venetoclax plus obinutuzumab en overlevelsesgevinst på 1,42 år fra gennemsnitlig overlevelse efter diagnose på 7,5 år mod 6,1 år ved behandling med klorambucil.

»Derfor er vores konklusion også, at det er omkostningseffektivt og bør være inden for rammerne af det, som samfundet gerne vil betale for en bedre behandling,« sagde Matilde Slot, da vi talte med hende.

Drop knoglemarvsbiopsi ved lymfomer i CNS

Det hele drejede sig dog ikke om patienter med CLL.

Blandt andet dukkede læge og ph.d. ved Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus Jelena Jelicic op på ASH med resultater, der viste, at det er muligt at udelade knoglemarvsbiopsier i forbindelse med diagnostikken ved lymfomer i centralnervesystemet.

Hvis intet i en blodprøve indikerer, at der er mere sygdom i kroppen end lymfomer i centralnervesystemet, anbefaler vi ikke længere en knoglemarvsundersøgelse

Jelena Jelicic, læge, Vejle Sygehus og OUH

Forskerne havde i studiet kigget på data fra 300 patienter med diffust storcellet B-cellelymfom i centralnervesystemet. Alle patienterne var blevet undersøgt med både PET/CT og knoglemarvsbiopsier og skulle teste negativ for sygdom andre steder end i centralnervesystemet.

Resultatet af undersøgelsen viste, at der ikke var ét eneste tilfælde af diffust storcellet B-cellelymfom i knoglemarven hos de patienter, der var diagnosticeret negative på baggrund af PET/CT-scanningerne.

»Selvfølgelig skal vi lave undersøgelserne, hvis der er grund til det, men vi skal også undlade dem, hvis det ikke giver mening, og det ser ud til, at vi med moderne PET/CT-scanninger ikke længere har brug for at lave knoglemarvsundersøgelser til patienter med lymfomer i centralnervesystemet. Hvis intet i en blodprøve indikerer, at der er mere sygdom i kroppen end lymfomer i centralnervesystemet, anbefaler vi ikke længere en knoglemarvsundersøgelse,« fortalte Jelena Jelicic.

Kortlægning af symptombyrde ved MPN-sygdomme

Læge Trine Knudsen fra Hæmatologisk Afdeling ved Sjællands Universitetshospital stod også på talerstolen til ASH og kunne der fremlægge sine resultater, der var en kortlægning af symptombyrden ved behandling af patienter med myeloproliferative neoplasier.

I forskningsarbejdet havde forskerne brugt data fra det såkaldte DALIAH-studie, hvor patienter med myeloproliferative neoplasier blev randomiseret til behandling med hydroxyurea og to forskellige former for pegyleret interferon alfa. 203 patienter deltog i studiet, hvori de også svarede på spørgeskemaer vedrørende symptombyrde og livskvalitet.

Resultatet af undersøgelsen viste blandt andet:

• 41 pct. af patienterne fortalte ved inklusion i studiet, at de havde reduceret livskvalitet.

• Patienter i behandling med hydroxyurea havde inden for de tre undersøgte år flere forværrede symptomer sammenlignet med baseline, herunder træthed, mavesmerter, maveubehag, problemer med sexlivet, knoglesmerter og reduceret livskvalitet. Efter tre år var kun træthed forværret i forhold til baseline.

• Ved behandling med interferon alfa var flere symptomer forværret i løbet af de tre år, herunder træthed, hurtig mæthedsfølelse, mavesmerter, maveubehag, inaktivitet, koncentrationsbesvær, svimmelhed, problemer med sexlivet, hoste, hudkløe, knoglesmerter samt utilsigtet vægttab. Efter tre år havde patienter i behandling med interferon alfa forbedret deres livskvalitet i forhold til baseline, og af de andre symptomer var kun knoglesmerter og problemer med sexlivet stadig forværret i forhold til baseline.

»Disse data er kun præliminære, men de giver en indsigt i den symptombyrde, som patienter med myeloproliferative neoplasier har, og hvordan forskellige behandlinger påvirker denne symptombyrde på både kort og lang sigt. Vi var blandt andet overrasket over at se, at problemer relateret til sexlivet stadig er kraftigt påvirket efter tre år ved behandling med interferon alfa. Det gør det relevant at spørge ind til netop dette aspekt i en konsultation med patienter,« sagde Trine Knudsen, da vi snakkede med hende.

Sådan påvirker seglcelleanæmi milten

Endelig fremlagde læge og forsker Amina Nielsen Nardo-Marino fra Center for Kræft og Organsygdomme ved Rigshospitalet sine data, der pegede på, at miltens størrelse, funktion og blodcellernes evne til at ændre form alt sammen er koblet ved seglcelleanæmi.

I studiet havde Amina Nielsen Nardo-Marino med sine kollegaer scannet milten hos 91 børn med seglcelleanæmi.

Børnene blev tilset på King’s College i London og var mellem syv måneder og 16 år gamle.

ASH 2022:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ASH her.

Ydermere udtog forskerne blodprøver fra børnene, og de røde blodceller undersøgte de for vesikler i celleoverfladen, hvilket er et udtryk for miltens filtrationsevne. Forskerne undersøgte også blodcellerne med en laserteknik, der kan bestemme deres evne til at deformere.

Resultatet af undersøgelsen bekræftede det, som forskerne havde forventet, nemlig at når de røde blodceller ikke i samme grad er gode til at deformere, går det ud over både miltens størrelse og dens evne til at filtrere blodet.

»Når blodcellerne ikke er i stand til at ændre form, sidder de fast i milten og leder til infarkter, der over tid reducerer størrelsen på milten. Vores resultater bekræfter på den måde en hypotese, som vi havde, men det peger også fremad mod nye studier, der skal undersøge, om lægemidler, der påvirker blodcellernes stivhed ved seglcelleanæmi, kan være beskyttende for milten og miltfunktionen,« forklarede Amina Nielsen Nardo-Marino.