ASH
Denne gruppe patienter med B-celle lymfom har mindre gavn af bispecifikke antistoffer
Udgivet:
Kommentarer (0)
Dansk studie indikerer, at patienter med diffust storcellet B-celle lymfom eller follikulært lymfom med NOTCH1-mutation måske ikke får den helt store gavn af behandling med bispecifikke antistoffer. Måske skal vi screene for NOTCH1-mutationer og behandle denne gruppe med CAR-T i stedet for, siger forsker.
For gruppen af patienter med diffust storcellet B-celle lymfom eller follikulært lymfom kan der være en nye form for behandling på vej.
Det drejer sig om behandling med bispecifikke antistoffer. Selvom denne type lægemidler har vist meget lovende resultater i kliniske forsøg, står det dog også klart, at en gruppe patienter ikke har lige så god gavn af lægemidlerne som andre.
Læs hele dækningen af ASH 2024 her.
Nu kaster et nyt dansk studie lys over, hvad der kan være den genetiske årsag bag, at nogle patienter responderer godt på bispecifikke antistoffer, mens andre ikke gør.
Ifølge en af forskerne kan opdagelsen måske i fremtiden være med til at guide behandlingen.
»Vores resultater identificerer NOTCH1-mutationer som værende en markør for ringe overlevelse og resistens over for behandlingen med bispecifikke antistoffer til patienter med diffust storcellet B-celle lymfom eller follikulært lymfom. Det indikerer, at det måske kan betale sig at screene denne patientgruppe inden behandling med bispecifikke antistoffer, og hvis patienterne så er NOTCH1-muterede så hellere behandle med CAR-T-celleterapi,« fortæller læge Emil Kyvsgaard fra Afdeling for Blodsygdomme ved Rigshospitalet.
Emil Kyvsgaard har netop præsenteret de nye forskningsresultater på den årlige kongres for American Society of Hematology (ASH).
Undersøgte mutationer hos 56 lymfom-patienter
I studiet har forskerne undersøgt for genmutationer hos 56 patienter med diffust storcellet B-celle lymfom og follikulært lymfom.
De 56 patienter deltog i kliniske forsøg med bispecifikke antistoffer på Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet.
Forskerne undersøgte alle 56 patienter før behandlingen med bispecifikke antistoffer, mens 14 af patienterne også blev undersøgt efter behandlingen for at se, om nogle mutationer var særligt associeret til relaps.
»Patienter med diffust storcellet B-celle lymfom eller follikulært lymfom er en gruppe, som det går rigtig dårligt efter relaps, og hvor der er behov for nye behandlinger. Her er en mulig behandling med bispecifikke antistoffer, som virker sindssygt godt til nogle patienter, men ikke til andre. Omkring halvdelen får tilbagefald, og med dette studie ville vi kaste lidt lys over, hvad der karakteriserer de patienter, som oplever tilbagefald. Bliver vi klogere på det, kan vi også bedre pege på, hvilke behandlinger eller kombinationer af behandlinger der vil gavne de enkelte patienter,« forklarer Emil Kyvsgaard.
Mutationer i NOTCH1 er den sikre død
Medianalderen på forsøgsdeltagerne var 70 år, og de havde i gennemsnit modtaget fire behandlingslinjer forud for behandlingen med bispecifikke antistoffer.
61 pct. af forsøgsdeltagerne var mænd, og den mediane opfølgning var 24,2 mdr.
Det kan måske være med til at guide behandlingen i forhold til, om patienterne skal behandles med bispecifikke antistoffer eller noget andet
Emil Kyvsgaard, læge, Rigshospitalet
Undersøgelsen identificerede mutationer i genet NOTCH1 som værende særligt skidt for risikoen for relaps.
Alle de patienter, der inden behandlingen med bispecifikke antistoffer havde mutationer i NOTCH1, døde inden for fem mdr.
Ydermere fandt forskerne, at der hos de patienter, som blev analyseret efter behandlingen med bispecifikke antistoffer, var en fremvækst af celler med mutationer i NOTCH1, så NOTCH-signalvejen blev overaktiveret.
»Det peger på, at mutationer i NOTCH1 er en dårlig prædiktor for overlevelsen ved disse lymfomsygdomme. Det, synes vi, er spændende,« siger Emil Kyvsgaard.
Muligt at hæmme NOTCH1
Emil Kyvsgaard synes særligt, at det er interessant, fordi der faktisk findes behandlinger, som hæmmer NOTCH-signalvejen i kroppen.
Han uddyber, at det kunne være interessant at se, om disse behandlinger i kombination med bispecifikke antistoffer kan forbedre overlevelsen ved brug af bispecifikke antistoffer til patienter med diffust storceller B-celle lymfom eller follikulært lymfom.
Det er noget, som forskeren gerne selv vil undersøge – til at starte med i celleforsøg.
Emil Kyvsgaard forklarer, at det giver biologisk mening, at øget udtryk af NOTCH1 kan lede til ringere effekt af behandling med bispecifikke antistoffer.
Øget aktivering af NOTCH-signalvejen leder til lavere udtryk af CD20, som netop er målet for de bispecifikke antistoffer, der er udviklet til behandling af de undersøgte patientgrupper.
Når der er mindre CD20, virker behandlingen formentlig ringere.
»Når vi får det undersøgt nærmere, kan det være, at det giver mening at screene for mutationer i NOTCH1 hos patienter med diffust storcellet B-celle lymfom eller follikulært lymfom. Det kan måske være med til at guide behandlingen i forhold til, om patienterne skal behandles med bispecifikke antistoffer eller noget andet, for eksempel CAR-T-celleterapi. En anden mulighed er at kombinere behandlingen med bispecifikke antistoffer med noget, der hæmmer NOTCH1« siger Emil Kyvsgaard.
Del artiklen: