Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ASH

De største internationale nyheder fra de første dage på årets ASH

Udgivet:
Kommentarer (0)

Det er muligvis ikke nødvendigt med en stram diæt før autolog stamcelletransplantation, viser ny forskning på årets kongres for American Society of Hematology, og så ser ibrutinib ud til at kunne erstatte netop stamcelletransplantation som førstelinjebehandling til patienter med mantlecellelymfom.


Det er formentlig ikke nødvendigt at give patienter, der venter på en autolog stamcelletransplantation, en restriktiv diæt med kun mad, som er kogt ved minimum 80 grader samt at holde dem væk fra frisk frugt og grøntsager.

Det er konklusionen i et studie, der netop er præsenteret på den årlige hæmatologiske kongres for American Society of Hematology (ASH).

I studiet kunne forskere vise, at det ikke øgede patienters risiko for infektioner at spise den normale hospitalsmad, ligesom det også højnede patienternes livskvalitet ikke at skulle spises af med kun kogt mad.

»En beskyttende diæt er en unødvendig byrde for vores patienter, fordi det mindsker deres livskvalitet uden at sænke infektionsrisikoen. Jeg tænker, at vores resultater kan være praksisændrende i en kontekst af autolog stamcelletransplantation,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge Federico Stella fra Università degli Studi di Milano – Istituto Nazionale dei Tumori i Milano, Italien, i en pressemeddelelse fra ASH.

Dårlig mad giver dårlig livskvalitet

I en nylig undersøgelse svarede 90 pct. af alle hospitaler, at de gav deres patienter, som stod til at skulle undergå en autolog stamcelletransplantation, en restriktiv diæt.

Formålet med den restriktive diæt er at sikre, at patienterne bliver udsat for så få farlige bakterier som muligt, mens deres immunforsvar er svagt.

I det nye studie ønskede forskerne at undersøge, om rationalet i den tankegang holder stik.

247 voksne patienter, der stod til at blive behandlet med autolog stamcelletransplantation, deltog i studiet, hvori de blev randomiseret til enten at modtaget den restriktive diæt eller den normale hospitalsmad, hvilket inkluderede blandt andet frugt og grøntsager, honning og yoghurt.

Jeg tror, at læger vil fortolke disse resultater og foreslå, at man i essensen udskifter autolog stamcelletransplantation med ibrutinib.

Martin Dreyling, læge, University Hospital Munich

Patienterne fulgte diæten fra starten på kemoterapien og frem, indtil deres hvide blodcelletal var tilbage på niveau efter proceduren.

Resultatet af studiet viser, at der ingen forskel var mellem grupperne i forhold til nogle af forsøgets primære endepunkter, herunder infektionsrater, dødsfald på grund af neutropeni, graft-versus-host-sygdom, indlæggelseslængde, kvalme, behov for intravenøs næring eller alvorlige behandlingsbivirkninger.

Omvendt fandt forskerne, at 35 pct. af de patienter, som modtog normal hospitalsmad, rapporterede, at maden ikke havde negativ indflydelse på deres livskvalitet. For personer på den restriktive diæt var tallet blot 16 pct.

Personer på den normale hospitalsmad havde også et lavere vægttab én mdr. efter behandlingen sammenlignet med patienterne på den restriktive diæt.

»Den ikke-restriktive diæt var klart foretrukket blandt patienterne,« siger Federico Stella.

Ibrutinib bør være bruges ved mantlecellelymfom

Ibrutinib er på trapperne til at overtage pladsen fra stamcelletransplantation som førstelinjebehandling til patienter med mantlecellelymfom.

Det er den naturlige konklusion på et andet studie, som netop er præsenteret på ASH.

I studiet havde 870 voksne med en medianalder på 57 år og mantlecellelymfom deltaget.

  • En tredjedel af patienterne blev randomiseret til standardbehandling med immunkemoterapi efterfulgt af autolog stamcelletransplantation plus rituximab som vedligeholdelsesbehandling.

  • En tredjedel blev randomiseret til standardbehandling plus ibrutinib

  • En tredjedel blev randomiseret til ibrutinib uden stamcelletransplantation.


ASH 2022:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ASH her.


Studiets primære endepunkt var defineret som overlevelse uden stabil sygdom eller sygdomsprogression efter den indledende behandling. Ud fra det mål var der ingen forskel mellem standardbehandlingen og behandling med ibrutinib uden stamcelletransplantation.

Standardbehandling plus ibrutinib var i studiet til gengæld bedre end standardbehandling alene.

I behandlingens vedligeholdelsesfase havde patienter, der modtog ibrutinib i tillæg til standardbehandling, dog flere alvorlige bivirkninger end patienter i behandling med kun standardbehandling eller ibrutinib alene.

Det får forskerne til at konkludere, at resultaterne underbygger brugen af ibrutinib som erstatning for stamcelletransplantation fremfor som tillæg til behandlingen.

»Baseret på vores fund bør kemoterapi plus ibrutinib med eller uden autolog stamcelletransplantation være den nye førstelinje standardbehandling til patienter med mantlecellelymfom. Vi er nødt til at vente på flere resultater, men indtil videre ser vi ingen forskel på kurverne for progressionsfri overlevelse eller overlevelse for de to behandlinger med ibrutinib, som samtidig er numerisk bedre end den gamle standard med autolog stamcelletransplantation alene. Jeg tror, at læger vil fortolke disse resultater og foreslå, at man i essensen udskifter autolog stamcelletransplantation med ibrutinib for at undgå velkendte toksiciteter på den lange bane,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge Martin Dreyling fra LMU University Hospital Munich i Tyskland, i en pressemeddelelse.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere