Dansk forskning viste sig flot frem på årets store hæmatologiske kongres

Traditionen tro rejser en lang række danske forskere hvert år over Atlanterhavet for at deltage i den årlige kongres for American Society of Hematology (ASH).

Der ligger en opgave foran os i forhold til at finde ud af, hvilke patienter der vil have god effekt af behandling med pegyleret interferon alfa, og hvem der vil opleve så meget toksicitet, at de er nødt til at stoppe behandlingen

Trine Knudsen, læge, Hæmatologisk Afdeling ved Sjællands Universitetshospital

Sådan var det også i på den netop overståede kongres, hvor mange danskere stod på scenen og fremlagde udbyttet af det seneste års forskningsarbejde.

Dagens Medicins reporter tog under kongressen en snak med en række danske forskere om deres resultater, og hvilken betydning deres forskning kan have for behandlingen af patienter med hæmatologisk sygdom i fremtiden.

1. Pegyleret interferon alfa vs. hydroxyurea til patienter med myeloproliferative neoplasier

Én af de forskere, som vi talte med på kongressen, var læge Trine Knudsen fra Hæmatologisk Afdeling ved Sjællands Universitetshospital.

Trine Knudsen havde med til ASH taget den endelige analyse af data fra det store DALIAH fase 3-studie, hvori forskere og læger havde undersøgt, om det til patienter med myeloproliferative neoplasier bedst kan betale sig at behandle dem med hydroxyurea eller pegyleret interferon alfa.

203 danskere med myeloproliferative neoplasier havde deltaget i studiet, hvor de blev randomiseret til den ene eller anden behandling og fulgt i fem år.

Undersøgelsen viser, at 65 pct. af patienter i behandling med pegyleret interferon alfa var stoppet i behandlingen inden for tre år mod 37 pct. af patienter i behandling med hydroxyurea.

Til gengæld havde de patienter, som tålte behandlingen med pegyleret interferon alfa, opnået et bedre klinisk respons.

Det gjaldt for niveauerne af JAK2 i blodet og i forhold til et sammensat hæmatologisk effektmål, der kræver normalisering af trombocytter, normalisering af leukocytter, ingen sygdomsrelaterede symptomer og normal miltstørrelse.

»Der ligger en opgave foran os i forhold til at finde ud af, hvilke patienter der vil have god effekt af behandling med pegyleret interferon alfa, og hvem der vil opleve så meget toksicitet, at de er nødt til at stoppe behandlingen. Det vil gøre, at vi kan tilbyde behandlingen til lige netop dem, som vil have mest gavn af den,« fortalte læge Trine Knudsen, da vi talte med hende.

2. Lav risiko for død blandt personer med tilfældigt opdaget trombocytopeni

Et andet af de danske studier stod der læge og ph.d.-studerende Anne Rudbeck Juhl fra Dansk Rødt Blodcelle Center på Afdeling for Blodsygdomme, Rigshospitalet, på.

Hun havde med sine kolleger undersøgt, hvordan det går personer med tilfældigt opdaget trombocytopeni uden symptomer.

Data på næsten en halv mio. personer fra England og Danmark var inkluderet i studiet, hvor forskerne undersøgte, hvad det betød for risikoen for at udvikle hæmatologisk sygdom og dø af hæmatologisk sygdom, hvis det tilfældigt var blevet opdaget, at en person havde trombocytopeni.

Resultatet af studiet viser, at risikoen for at dø af hæmatologisk sygdom i løbet af 10 år er under fem pct. for næsten alle grupper af personer med trombocytopeni med eller uden samtidig anæmi.

For personer med isoleret trombocytopeni, altså hvor kun blodpladetallet var lavt, var risikoen for at dø af hæmatologisk sygdom særlig lav. Hos disse personer var risikoen for at dø af blodsygdom indenfor 10 år mellem 0,1 pct. og 1,5 pct. afhængigt af alder og køn.

Risikoen for at få stillet en diagnose med hæmatologisk sygdom var også lav, og lavest var risikoen for personer med mild trombocytopeni uden anæmi, hvor den absolutte risiko for at få stillet en diagnose med en hæmatologisk sygdom var under fem pct. uanset køn og aldersgruppe.

»Vores tal tyder på, at nogle af de personer, vi udreder i dag, ikke har så høj risiko for at få en hæmatologisk sygdom, som vi hidtil har troet, mens andre nok har højere risiko, end vi har antaget. Vi håber på, at disse resultater kan lede til en evidensbaseret faglig diskussion om, hvem der vil have gavn af at blive udredt for blodsygdom, og hvilke personer med trombocytopeni vi bør undlade at udrede,« forklarede Anne Rudbeck Juhl.

3. Øget infektionsrisiko ved primær immuntrombocytopeni

Medicinstuderende Anna Frandsen fra Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital var taget til ASH med data, der belyser infektionsrisikoen hos personer med primær immuntrombocytopeni.

I studiet havde Anna Frandsen med sine kolleger undersøgt forekomsten af infektioner i perioden fra 1995 til 2016 blandt 4.030 danskere med primær immuntrombocytopeni og 161.020 matchede kontroller.

Resultatet af studiet viste, at risikoen for infektioner er markant forhøjet inden for det første år efter en diagnose med primær immuntrombocytopeni, hvilket også er tidspunktet for behandlingsopstart.

Læs hele dækningen af ASH 2023 her.

I denne periode havde personer med primær immuntrombocytopeni 2,8 gange forhøjet risiko for hospitalskontakt med infektion sammenlignet med baggrundsbefolkningen.

Særligt var risikoen for sepsis forhøjet, for her var risikoen 6,6 gange forøget.

Selv da forskerne kiggede over hele studieperioden, var risikoen for infektioner 51 pct. forøget blandt personer med primær immuntrombocytopeni.

»Med dette studie kommer vi med nogle data for, hvordan det går personer med primær immuntrombocytopeni i forhold til infektionsrisiko i årene efter diagnosen. Det er data, som klinikere formentlig vil være interesserede i, da de giver et indblik i, hvad man især skal holde øje med hos patienterne. Det kan også betyde noget for, hvilken behandling man vil vælge for den enkelte patient,« sagde Anna Frandsen.

4. Sådan er det gået danske lymfompatienter i behandling med bispecifikke antistoffer

Så var der selvfølgelig også medicinstuderende Emil Kyvsgaard fra Afdeling for Blodsygdomme ved Rigshospitalet, som til ASH kunne præsentere interessante data for, hvordan det går danske lymfompatienter efter behandling med bispecifikke antistoffer.

I alt 131 danskere med B-celle lymfom har modtaget behandling med bispecifikke antistoffer i forbindelse med kliniske forsøg, og i sit studie havde Emil Kyvsgaard kortlagt, hvordan det er gået dem.

Resultatet af gennemgangen af patienterne viser, at overlevelsen efter to år var 55 pct., og at 42 pct. ikke havde oplevet tilbagefald.

Tallene er ifølge Emil Kyvsgaard meget opløftende.

På baggrund af disse resultater synes vi, at der tegner sig et billede af, at hypermobil Ehler-Danlos syndrom kan være den underliggende årsag til blødningstendens af ukendt årsag

Eva Leinøe, overlæge, Hæmatologisk Afdeling på Rigshospitalet

»Hvis man ser denne patientgruppe som helhed, så er overlevelsen efter to år blot omkring 20 pct., og kun meget få opnår remission, hvis de ikke har opnået det ved behandling med standardbehandlingen i første linje, hvilket er R-CHOP-kemoterapi. Derfor er resultaterne meget flotte, og så kan vi også se, at under to pct. oplever bivirkninger i form af ICANS, og det er markant mindre end ved behandling med CAR-T, hvor op imod 60 pct. oplever denne form for bivirkninger,« sagde han, da vi talte med ham.

5. Ehler-Danlos syndrom kan være underliggende årsag til blødningstendens af ukendt årsag

Blødningstendens af ukendt årsag er en gruppe sygdomme, som i dag er underbelyste, underforståede, og hvor læger ofte er i tvivl om, hvad de skal gøre.

I et femte dansk studie på ASH pegede forskere på, at mange patienter med blødningstendens af ukendt årsag opfylder kriterierne for hypermobil Ehlers-Danlos syndrom, der er en gruppe bindevævssygdomme med defekter i kroppens kollagen.

I studiet havde de danske forskere lavet en grundig fysisk og genomisk undersøgelse af 60 danskere med blødningstendens af ukendt årsag.

Resultatet af studiet viser, at patienterne med blødningstendens af ukendt årsag havde signifikant lavere niveauer af C-vitamin i blodet sammenlignet med raske kontroller.

Forskerne fandt også, at 29 ud af de 60 patienter med blødningstendens af ukendt årsag var hypermobile, hvilket kun én ud af 20 raske kontroller var.

Hypermobile patienter havde i studiet også højere blødningsscore sammenlignet med patienter, der ikke var hypermobile.

18 ud af 60 patienter havde hyperekstensiv hud, hvor det er muligt at trække huden mere end to centimeter ud.

Den genomiske analyse af 57 gener forbundet med bindevævssygdomme, der kan give hypermobilitet, viste, at kun én af patienterne kvalificerede til en genomisk diagnose, mens resten ikke gjorde.

Symptomerne flugter til gengæld med det, der er kendetegnende for hypermobil Ehler-Danlos syndrom.

»På baggrund af disse resultater synes vi, at der tegner sig et billede af, at hypermobil Ehler-Danlos syndrom kan være den underliggende årsag til blødningstendens af ukendt årsag,« forklarede en af forskerne bag studiet, overlæge Eva Leinøe fra Hæmatologisk Afdeling på Rigshospitalet.