ASCO
Tidlig stamcelletransplantation giver længere progressionsfri overlevelse ved myelomatose
Udgivet:
Kommentarer (0)
Data fra DETERMINATION-studiet præsenteret på ASCO viser, at autolog stamcelletransplantation tidligt i sygdomsforløbet forbedrede den progressionsfrie overlevelse hos nydiagnosticerede patienter med myelomatose.
I et nyt studie, som der for nyligt er blevet præsenteret data fra på den årlige kongres for American Society of Clinical Oncology (ASCO), forlængede brugen af autolog stamcelletransplantation tidligt i behandlingsforløbet den progressionsfrie overlevelse med 21,4 mdr. sammenlignet med kemoterapi alene hos nydiagnosticerede patienter med myelomatose.
ASCO 2022:
Find alle artikler fra dækningen af årets ASCO her.
722 patienter i alderen 18 til 65 år med nydiagnosticeret myelomatose blev i DETERMINATION-studiet randomiseret til to omgange kemoterapi med Revlimid, Velcade og dexamethasone samt autolog stamcelletransplantation eller kemoterapi alene.
Efter gennemsnitligt 76 mdr. opfølgning var den progressionsfri overlevelse i kemoterapigruppen 46,2 mdr. mod 67,6 mdr. i stamcelleterapigruppen.
Ydermere havde 63 pct. af patienterne kemoterapigruppen behov for yderligere behandling, mens tallet blot var 53 pct. i stamcellegruppen. 28 pct. af patienterne i kemoterapigruppen fik desuden senere stamcelletransplantation som en del af deres opfølgende behandling.
Indtil videre er der ikke observeret nogen forskelle i overlevelse mellem de to grupper. 84 pct. af patienterne i kemoterapigruppen var i live efter fire år mod 85 pct. af patienterne i stamcelleterapigruppen.
Flere patienter i stamcelleterapigruppen oplevede alvorlige bivirkninger ved behandlingen end i kemoterapigruppen. 78 pct. af patienterne i kemoterapigruppen oplevede alvorlige behandlingsbivirkninger, mens tallet i stamcelleterapigruppen var 94 pct.
»Fundene i DETERMINATION-studiet vil få betydning for behandlingen af yngre patienter med myelomatose ved at informere både patienter og behandlere om de vigtige beslutninger, der skal træffes i forhold til valg af behandling til nydiagnosticerede. Det vil også have betydning for fremtidig forskning,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge Paul G. Richardson fra Jerome Lipper Multiple Myeloma Center ved Dana-Farber Cancer Institute i Boston i en pressemeddelelse, som er sendt ud fra ASCO.
I samme pressemeddelelse kommenterer en ekspert fra ASCO på forskningsresultatet:
»Prognosen for patienter med myelomatose er blevet forbedret substantielt over de seneste 10 år. Disse nye fund vil blive tilføjet til den positive trend for patienter med myelomatose og komme med relevant information i forhold til at optimere tidspunktet for stamcelletransplantation ved behandling af denne sygdom,« siger læge og ASCO Chief Medical Officer Julie Gralow.
Del artiklen: