Lungekræft: Nye biomarkører peger på effekt af immunterapi

Immunterapi har de seneste år indtaget scenen for behandling af kræft og gjort underværker for en lang række patienter med forskellige kræfttyper, blandt andet lungekræft.

Det er dog desværre også sådan, at ikke alle patienter med lungekræft har lige stor gavn af immunterapi.

Det er også spørgsmålet, hvordan patienten vil leve de 170 dage, og om det skal være derhjemme eller ind og ud af hospitalet for at få en behandling, der sandsynligvis ikke er livsforlængendeSara Witting Christensen Wen, læge Vejle Sygehus

For nogle patienter virker det fantastisk, mens det for andre kun har ringe effekt.

Nu viser et nyt dansk studie, der for nyligt er blevet præsenteret på den årlige kongres for American Society of Clinical Oncology (ASCO), hvordan man med biomarkører kan pege på, hvilke patienter med lungekræft der vil have mest gavn af immunterapi, og til hvem man måske skal lede efter et alternativ.

»Hidtil har man lænet sig meget op ad udtrykket af PD-L1 på tumorceller som en markør for, hvor godt patienterne responderer på behandling med immunterapi. Men det er også set, at mange patienter med lavt udtryk af PD-L1 responderer godt på behandlingen, så vi kan ikke nøjes med at bruge det som grundlag for vores beslutningstagen. Derfor har vi brug for flere markører, så vi kan træffe bedre kliniske valg til disse patienter,« forklarer en af forskerne bag studiet, læge Sara Witting Christensen Wen fra Vejle Sygehus.

Undersøgte immunforsvaret og tumorDNA

I studiet har forskerne inkluderet 82 patienter med lungekræft, der er blevet forsøgt behandlet med immunterapier, herunder primært pembrolizumab.

Forskerne har taget blodprøver fra patienterne ved studiets start samt efter hver behandling med immunterapi.

I blodprøverne har forskerne undersøgt niveauerne af cirkulerende tumorDNA med et særligt blik på abnormt methyleret HOXA9, som i særlig grad bliver udskilt i blodet fra tumorer.

Derudover har forskerne også undersøgt aktiviteten af immunforsvarets NK-celler. Aktiviteten af NK-cellerne er et udtryk for, hvor godt immunforsvaret fungerer, og særligt NK-cellernes udskillelse af interferon-gamma ved stimulering siger noget om deres aktivitet.

»Vi har kigget på både en markør fra de syge celler og en markør for immunforsvaret for at se, om markørerne kan benyttes til at identificere prognostiske forskelle mellem patienterne. Vi ved, at høje niveauer af cirkulerende tumorDNA er skidt for patienter, og vi vil helst have aktiviteten af NK-cellerne så høj som muligt, da det er et udtrykt for, at cellerne angriber tumor,« forklarer Sara Witting Christensen Wen.

Biomarkører sladrer om overlevelseschancer

Resultaterne af studiet viser meget klart, at de to markører kan benyttes til at sige noget om, hvorvidt patienter med lungekræft har gavn af immunterapi eller ej:

• Vedrørende tumorDNA fandt forskerne, at patienter med cirkulerende tumorDNA i blodet havde en median overlevelse på 235 dage ved behandling med immunterapi mod 544 dage for patienter uden cirkulerende tumorDNA i blodet. Tallene er efter én behandling med immunterapi.

• Aktiviteten af NK-cellerne opdelte forskerne i tre grupper, og her fandt de, at gruppen med mindst aktivitet overlevede mediant 170 dage mod 487 dage for gruppen med mellemaktivitet af NK-cellerne. Gruppen af patienter med højeste aktivitet af NK-cellerne overlevede mediant 1.131 dage.

• Forskerne puljede også de to markører og fandt, at den mediane overlevelse for personer med både cirkulerende tumorDNA og lav aktivitet af NK-cellerne var på 221 dage. God NK-celleaktivitet og cirkulerende tumorDNA i blodet eller dårlig NK-celleaktivitet, men ikke cirkulerende tumorDNA i blodet, ledte til en median overlevelse på 419 dage. God NK-celleaktivitet og ingen tumorDNA i blodet resulterede i en median overlevelse på 1.158 dage.

»Vores resultater peger på, at man kan bruge cirkulerende tumorDNA og aktiviteten af NK-cellerne som prognostiske biomarkører for udfaldet ved immunterapi. Vi kan se, at hvis patienter præsenterer med dårlige biomarkører, dør de 5,5 gange hurtigere end patienter, der præsenterer med gode biomarkører,« siger Sara Witting Christensen Wen.

»Man kan på baggrund af vores resultater også spekulere i, om det skal have betydning for valg af behandling. Hvis man har udsigt til blot at leve i 170 dage efter første behandling med immunterapi, kan det være, at man skal lede efter et alternativ. Det er også spørgsmålet, hvordan patienten vil leve de 170 dage, og om det skal være derhjemme eller ind og ud af hospitalet for at få en behandling, der sandsynligvis ikke er livsforlængende.«