ASCO
Ibrutinib plus standardbehandling forbedrer den progressionsfrie overlevelse ved mantle celle lymfom
Udgivet:
Kommentarer (0)
Ældre patienter med nydiagnosticeret mantle celle lymfom oplevede i et klinisk forsøg at få forbedret deres progressionsfrie overlevelse med 50 pct. ved behandling med ibrutinib i tillæg til standardbehandling.
Nye data, som er blevet præsenteret på den årlige kongres for American Society of Clinical Oncology (ASCO), viser, at der kan være store fordele forbundet med at tillægge ibrutinib til standardbehandlingen til ældre patienter med nydiagnosticeret mantle celle lymfom.
ASCO 2022:
Find alle artikler fra dækningen af årets ASCO her.
I alt 523 patienter over 65 år har deltaget i SHINE-studiet, hvori halvdelen blev randomiseret til behandling med standardbehandling med bendamustine og rituximab plus ibrutinib, men den anden halvdel blev randomiseret til standardbehandling plus placebo.
Gennemsnitsalderen for forsøgsdeltagerne var 71 år, og de blev fulgt i mediant syv år.
Tillæg af ibrutinib viste sig i forsøget at forlænge den progressionsfrie overlevelse fra 52,9 mdr. i placebogruppen til 80,6 mdr. i ibrutinib-gruppen.
Den progressionsfrie overlevelse var substantielt længere end ved den behandling, som vi bruger i dag, hvilket repræsenterer et vigtigt klinisk fremskridt
Michael Wang, ledende forsker, University of Texas
Den komplette responsrate, hvor der efter behandlingen ikke var tegn på kræftsygdom via scanninger eller andre tests, var på 65,5 pct. for ibrutinibgruppen og 57,6 pct. for placebogruppen.
Der var dog ingen forskel mellem de to grupper i forhold til overlevelse.
Der var heller ingen forskelle mellem de to grupper i forhold til alvorlige bivirkninger i grad tre eller fire.
»SHINE-studiet er det første internationale fase 3-studie til at vise en positiv effekt af ibrutinib kombineret med standardbehandling ved denne sygdom. Den progressionsfrie overlevelse var substantielt længere end ved den behandling, som vi bruger i dag, hvilket repræsenterer et vigtigt klinisk fremskridt,« fortæller den ledende forsker bag studiet, professor Michael Wang fra University of Texas i en pressemeddelelse, som er sendt ud fra ASCO.
Resultater fra dette studie kommer med nyt håb til nydiagnosticerede, ældre patienter med denne sjældne kræftform, som vi har få behandlingsmuligheder mod
Julie Gralow, læge og Chief Medical Officer, ASCO
I pressemeddelelsen har ASCO også fået en af deres eksperter til at kommentere på studiet, og læge og Chief Medical Officer Julie Gralow fortæller, at ældre mennesker med kræft generelt er underrepræsenterede i kliniske studier.
»Nogle lymfom-behandlinger, herunder intensiv kemoterapi, målrettede behandlinger og transplantationer er måske ekstra farlige for ældre patienter, hvilket gør dem uegnede til forskellige behandlinger. Patienter med mantle celle lymfom er ofte ældre, og deres inklusion i kliniske forsøg kan give os en bedre forståelse af balancen mellem fordele og bivirkninger ved behandlinger i deres aldersgruppe. Resultater fra dette studie kommer med nyt håb til nydiagnosticerede, ældre patienter med denne sjældne kræftform, som vi har få behandlingsmuligheder mod,« siger hun.
Del artiklen: