Her er de flotte danske topresultater på årets ASCO

Årets kongres for American Society of Oncology (ASCO 2023) er nu slut, og det er tid til at gøre status over, hvad vi lærte på kongressen.

Blandt andet lærte vi, at danske onkologer er med helt fremme, når det kommer til den brede internationale forskning inden for kræftområdet. Det viste de resultater, som overlægerne Lars Henrik Jensen, Inna Chen og Mansoor Raza Mirza præsenterede.

Her er, hvad de danske overlæger havde taget med til ASCO.

Adjuverende kemoterapi ændrer ikke ved udfaldet ved tarmkræft

Klinisk lektor og overlæge Lars Henrik Jensen fra Onkologisk Afdeling ved Vejle Sygehus fremlagde på ASCO de seneste resultater fra et stort studie, hvori læger havde forsøgt at behandle lokalavanceret tarmkræft med adjuverende kemoterapi inden operation.

Ved andre kræftformer har det vist sig at give bedre overlevelse og længere tid uden sygdomsprogression.

Sådan ser det dog desværre ikke ud ved tarmkræft, idet forskerne ikke fandt nogen gevinst ved behandling med neoadjuverende kemoterapi sammenlignet med standardbehandling, som er operation efterfulgt af kemoterapi.

249 patienter med lokalavanceret tarmkræft i stadie T3 eller T4 blev i studiet randomiseret til enten standardbehandling eller tre serier kemoterapi før standardbehandling.

Patienterne var gennemsnitligt 66 år gamle, og der var en lille overvægt af mænd.

Resultatet af studiet viser, at der mellem grupperne ingen forskel var i progressionsfri overlevelse. Begge grupper havde en sygdomsfri overlevelse efter to år på cirka 80 pct.

Forskerne fandt dog, at der så ud til at være lidt færre bivirkninger i gruppen, der blev behandlet med neoadjuverende kemoterapi, sammenlignet med dem, der blev opereret først.

Selvom forskningsresultatet umiddelbart ser skuffende ud, tolker Lars Henrik Jensen dem anderledes.

»Den kedelige udgave af vores resultat er selvfølgelig, at det ingen forskel gør. Det er samtidig den gode nyhed, fordi det gør det muligt for patienter og læger at bestemme, om de vil starte med operation eller kemoterapi. Der kan i mange tilfælde være gode argumenter for at starte med kemoterapi, hvis en patient for eksempel har det skidt eller først skal genoptrænes, inden de er klar til en operation. Vi kan fortælle, at det er muligt at starte med kemoterapi og bedre planlægge en operation, uden at det går ud over risikoen for sygdomsprogression,« fortæller han.

Lars Henrik Jensen uddyber, at det også for sygehusvæsenet er rart at vide, at man kan starte med kemoterapi, uden at det går ud over patienternes sikkerhed.

»Vi har jo set nogle eksempler på, at kræftafdelinger har været meget pressede, og hvor der kan være lang ventetid på en operation. Er der pres på en operationsgang, kan neoadjuverende kemoterapi være med til at udskyde en operation af en patient med lokalavanceret tarmkræft, indtil der er bedre tid. Det gør behandlingen lettere at planlægge for både patienter og for systemet,« siger han.

Tocilizumab til patienter med kræft i bugspytkirtlen

Overlæge Inna Chen, der er leder af Videnscenter for Medicinsk Behandling af Kræft i Bugspytkirtlen på Herlev og Gentofte Hospital, havde ligeledes medbragt forskningsresultater til ASCO, men de var ikke faldet helt ud, som hun havde håbet på.

I et studie med 141 patienter med nydiagnosticeret kræft i bugspytkirtlen og performancestatus 0 til 1 forsøgte lægerne at forbedre den ringe prognose ved kræft i bugspytkirtlen med tillæg af IL-6-receptorhæmmeren tocilizumab til standardbehandling i første linje.

Medianalderen var 68 år i interventionsgruppen og 67 år i kontrolgruppen. Forsøgsdeltagerne skulle desuden have høje niveauer af C-reaktivt protein som en markør for inflammation, hvilket hovedsageligt stimuleres af IL-6. Forskerne fra Herlev og Gentofte Hospital har tidligere vist, at forhøjede niveauer af C-reaktivt protein hos patienter med kræft i bugspytkirtlen er associeret med ringe overlevelse.

Det primære endepunkt i studiet var overlevelse efter seks måneder. De sekundære endepunkter var overlevelse efter 12 måneder, 18 måneder og 24 måneder.

Desværre kunne forsøget ikke fremvise en signifikant overlevelsesgevinst ved tillæg af tocilizumab til standardbehandling, selvom der dog var tendenser i den retning.

Efter seks måneder var 68,6 pct. af patienterne i interventionsgruppen i live. Det samme var 62 pct. af patienterne i kontrolgruppen. Der var ikke statistisk signifikant forskel mellem de to tal.

Tallene efter 12 måneder, 18 måneder og 24 måneder var hhv. 37,1 pct. mod 28,2 pct., 27,1 pct. mod 7,0 pct. og 10 pct. og 2,8 pct.

Kun ved tidspunktet 18 måneder var der statistisk signifikant forskel i overlevelsen mellem grupperne.

»Vi ser en lille forskel til nogle tidspunkter, men det er skuffende, at det primære endepunkt i dette studie ikke blev mødt. Tillæg af tocilizumab til standardbehandling til patienter med kræft i bugspytkirtlen ser ikke ud til at komme med en forbedret overlevelse,« forklarer Inna Chen om resultaterne.

Dog er resultaterne af en karakter, så håbet ikke er dødt endnu.

Blandt andet var der i studiet indikationer af, at patienter med lave niveauer af IL-6 ved baseline fik forbedret overlevelse ved behandling med tocilizumab sammenlignet med patienter med høje niveauer af IL-6.

»Og så kigger nogle af vores amerikanske samarbejdspartnere på at lave et lignende studie i USA, hvor de måske vil inkludere flere patienter for bedre at kunne sige, om der er statistisk forskel på grupperne ved behandling med eller uden tocilizumab,« siger Inna Chen.

Voldsom forbedring i behandlingen af livmoderkræft

Endelig kunne overlæge Mansoor Raza Mirza fra Onkologisk Klinik på Rigshospitalet præsentere frugten af sit forskningsarbejde, og det var til gengæld nogle resultater, som fik folk til at spærre øjnene op.

Resultaterne stammer fra RUBY-studiet, hvor 494 kvinder med livmoderkræft i stadie 3/4 eller efter første tilbagefald blev randomiseret til standardbehandling med carboplatin/paclitaxel plus placebo eller standardbehandling plus dostarlimab.

Efter behandling med kemoterapi fortsatte patienterne i behandling med placebo eller dostarlimab i op til tre år.

Gennemsnitsalderen var 64 år, og forskerne fulgte forsøgsdeltagerne i mediant 25 måneder.

Det primære endepunkt i studiet viste, at tillæg af dostarlimab til standardbehandling markant ændrede ved den progressionsfrie overlevelse for kvinder med livmoderkræft.

Efter 24 måneder var den progressionsfrie overlevelse hos gruppen af patienter i behandling med standardbehandling blot 18,1 pct. Hos gruppen af patienter i behandling med tillæg af dostarlimab var tallet hele 36,1 pct.

Hvis man kigger på gruppen af patienter med højt udtryk af dMMR (DNA mismatch repair deficiency), var tallene endnu mere imponerende. Her var den progressionsfrie overlevelse 15,7 pct. efter to år ved standardbehandling og 61,4 pct. ved tillæg af dostarlimab.

Også overlevelsen blev forbedret ved behandling med dostarlimab.

Hos patienter med højt udtryk af dMMR steg overlevelsen efter tre år fra 58,7 pct. i placebogruppen til 83,3 pct. i dostarlimabgruppen. Tilsvarende på tværs af hele patientgruppen var overlevelsen efter tre år hhv. 56,0 pct. og 71,3 pct.

De sekundære endepunkter i RUBY-studiet viste ligeledes god effekt af tillæg af dostarlimab til standardbehandling. Her var behandling med dostarlimab forbundet med en markant bedre score inden for blandt andet fysisk velbefindende, psykologisk velbefindende, emotionelt velbefindende, socialt velbefindende, træthed, kvalme, smerter, opkast, åndenød, søvnløshed, appetitløshed, diarré, forstoppelse, seksuel aktivitet, seksuel interesse, urologiske symptomer og rygsmerter.

»Det vil komme til totalt at ændre behandlingen af patienter med livmoderkræft. Ansøgningen om godkendelse af dostarlimab i første linje til kvinder med livmoderkræft er allerede sendt ind til EMA og FDA, og jeg regner med, at vi i starten af næste år vil se de første anbefalinger,« fortæller Mansoor Raza Mirza.