Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ASCO

Danskudviklet kræftlægemiddel viser voldsom effekt i prækliniske studier – nu bliver det testet i mennesker

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Vores prækliniske data har vist, at vores lægemiddelkandidat har en fantastisk effekt i alle de modeller, som vi har testet behandlingen i. Vi har også set, at behandlingen virker bedre end mange godkendte behandlinger, og det har givet os en tro på, at vi også i vores første humane forsøg vil se noget rigtig positivt,« fortæller CEO og stifter af MonTa Biosciences Simon Skjøde Jensen på ASCO.

Danske MonTa Biosciences er på baggrund af overvældende gode resultater med virksomhedens kræftlægemiddelkandidat i prækliniske studier gået i gang med de første forsøg i mennesker. Studiet er netop blevet præsenteret på ASCO.


På Herlev Sygehus og Rigshospitalet foregår lige nu de første forsøg med et danskudviklet lægemiddel mod kræft.

Lægemiddelkandidaten er en såkaldt TLR7-receptor antagonist, der er designet til at aktivere den del af immunforsvaret, som går gennem TLR7-receptoren i immunceller.


ASCO 2022:

Find alle artikler fra dækningen af årets ASCO her.


Lægemidlet har i prækliniske studier vist sig at være i stand til at slå halvdelen af cellerne i en tumor ihjel i løbet af blot 24 timer, og derfor bliver det nu testet i mennesker.

De prækliniske data er netop blevet præsenteret på den årlige kongres for American Society of Clinical Oncology (ASCO).

»Vores prækliniske data har vist, at vores lægemiddelkandidat har en fantastisk effekt i alle de modeller, som vi har testet behandlingen i. Vi har også set, at behandlingen virker bedre end mange godkendte behandlinger, og det har givet os en tro på, at vi også i vores første humane forsøg vil se noget rigtig positivt,« fortæller CEO og stifter af MonTa Biosciences Simon Skjøde Jensen.

TLR7-aktivering giver stærkt immunrespons

TLR7-antagonisten fra MonTa Biosciences er designet til at aktivere både det innate- og det adaptive immunforsvar gennem aktivering af TLR7.

TLR7 er involveret i aktivering af kroppens immunforsvar, når der er sygdom i vævet, hvilket både gælder i forbindelse med virusinfektioner, men også i forbindelse med udvikling af kræft.

TLR7 er et veletableret mål for kræftbehandlinger, idet produktet Aldara er godkendt til brug som en creme på huden i forbindelse med basalcellekarcinom (BCC).

»Men selvom TLR7 er et velvalideret target i kræftbehandling, er der endnu ikke udviklet systemiske behandlinger. Problemet har været, at når man aktiverer TLR7, aktiverer man store dele af immunforsvaret, og så kan responset blive for voldsomt. Det kan give for mange bivirkninger, hvilket indtil nu har begrænset videre udvikling af systemisk behandling gennem aktivering af TLR7,« forklarer Simon Skjøde Jensen.

Som en trojansk hest

For at komme omkring problemet med overaktivering af immunsystemet har MonTa Biosciences pakket deres agonist ind i en lille fedtkugle, en såkaldt micelle, der primært bliver optaget i immunforsvarets monocytter.

Monocytterne aktiverer immunforsvarets neutrofile celler, der er særdeles gode til at slå tumorceller ihjel, hvis de bliver aktiveret på den rigtige måde.

»Når man ikke pakker sin agonist ind, aktiverer man et respons i alle mulige andre celler som for eksempel leverceller og endothelceller, men på den her måde får vi kun aktiveret den del af immunforsvaret, der har antitumoreffekt. Det er som en trojansk hest,« siger Simon Skjøde Jensen.

Halvdelen af tumorcellerne dør på 24 timer

De resultater, som Simon Skjøde Jensen præsenterer på ASCO, viser, at ved målrettet at aktivere de tumororienterede neutrofiler i mus slår behandlingen halvdelen af tumorcellerne ihjel inden for 24 timer.

Efter to til tre uger bliver immunforsvarets T-celler også aktiveret, og de går ind og bekæmper resten af tumorcellerne.

Simon Skjøde Jensen fortæller, at behandlingen særligt er effektiv, fordi den stimulerer et højt niveau af cancer-CD8-positive T-celler, der faciliterer et godt immunrespons og korrelerer med en positiv prognose for patienter.

»Det nye her er, at der ikke før nu er udviklet en behandling, som selektivt aktiverer neutrofiler for på den måde at slå tumorceller ihjel. Derudover har vi i vores forsøg med dyr kombineret vores behandling med PD-1-checkpoint-hæmmere og her vist, at der er en stærk synergi, hvor vi selv i tumorer, som var resistente over for checkpoint-hæmmerne forinden, har kunnet genskabe følsomhed med brug af vores lægemiddelkandidat. Derfor vil det fremadrettet være oplagt at forsøge at kombinere de to typer behandling for at se, om vi på den måde kan få en endnu bedre effekt,« siger han.

Behandlingen bliver lige nu testet på Rigshospitalet og på Herlev Sygehus, ligesom MonTa Biosciences er ved at rekruttere patienter med forskellige former for solide tumorer til kliniske forsøg i andre lande.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere