Allergi
Allergen immunterapi optimerer det antivirale immunforsvar
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Resultaterne kommer i forlængelse af et studie, vi lavede tidligere, hvor vi kunne vise, at epitelceller fra lungerne bliver bedre til at danne antivirale antistoffer efter allergen immunterapi,« siger læge og forsker Christian Uggerhøj Wøhlk.
Dansk forskning på EAACI belyser mekanismerne bag, at allergen immunterapi ser ud til at beskytte personer med allergisk astma med husstøvmideallergi mod virusinfektioner. Det vil være interessant at se, i hvor lang tid immunforsvaret er bedre rustet til at tage sig af virusinfektioner, siger læge og forsker Christian Uggerhøj Wøhlk.
Én ulykke kommer sjældent alene.
Sådan er det også ved allergisk astma, som ud over astma også kommer med øget risiko for virusrelaterede luftvejsinfektioner.
Almindelige virusinfektioner er den vigtigste enkeltstående risikofaktor for akutte astmaforværringer, og international forskning har vist, at denne risiko er særligt øget hos patienter med allergisk astma.
For få år siden viste et stort dansk registerstudie, at særligt denne patientgruppe har en øget risiko for samtidig at få nedre luftvejsinfektioner, som kræver behandling med antibiotika.
Inden for de seneste år er det dog blevet muligt at behandle personer med allergisk astma med allergen immunterapi, hvilket forbedrer symptomerne og astmakontrol.
Forskning har indikeret, at det også nedsætter risikoen for smitte med virus.
Nu peger et nyt dansk studie på, hvordan allergen immunterapi kan lede til bedre forsvar mod virusinfektioner og dermed også kan nedsætte risikoen for astmaforværringer.
»Resultaterne kommer i forlængelse af et studie, vi lavede tidligere, hvor vi kunne vise, at epitelceller fra lungerne bliver bedre til at danne antivirale antistoffer efter allergen immunterapi. Nu har vi fortsat det studie og undersøgt, hvordan det ser ud, når vi samtidig udfordrer cellerne med husstøvmideprotein. Vi har igennem 20 år set, at patienter med allergisk astma ser ud til at have en relativ forringelse af deres tidlige antivirale immunforsvar, når de udsættes for virus og et allergen, hvilket fører til flere akutte astmaforværring. Det er interessant at se, hvad der sker i cellerne hos personer behandlet med allergen immunterapi, når vi kombinerer de stimuli,« fortæller læge, ph.d. og forsker ved ALK og Lungemedicinsk Forskningsenhed på Bispebjerg Hospital Christian Uggerhøj Wøhlk.
Christian Uggerhøj Wøhlk har netop præsenteret sine nyeste data på den årlige kongres for European Academy of Allergy & Clinical Immunology (EAACI).
Vil blive klogere på mekanisme bag
I studiet har forskerne udtaget epitelceller fra lungerne hos personer med allergisk astma, der havde været behandlet seks måneder med ALK’s allergene immunterapi Acarizax til behandling af husstøvmideallergi.
I laboratoriet undersøgte forskerne, hvad der skete på transkriptionsniveau, når de udsatte cellerne for både husstøvmideproteiner og virus, altså to stimuli, der begge er associeret med anfald af allergisk astma og astmaforværringer.
EAACI 2024:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets EAACI her.
Christian Uggerhøj Wøhlk forklarer, at det ud fra en forståelse af effekten af allergen immunterapi er interessant at kortlægge den mekanisme, hvormed immunterapi ser ud til at beskytte mod både effekten af at blive udsat for allergener og virus.
Det er allerede veletableret, at denne gruppe personer har en i forvejen relativ forringelse af deres antivirale immunforsvar, hvilket også giver flere symptomer ved virusinfektioner sammenlignet med personer uden fænotypisk allergisk astma.
»Vi prøver med allergen immunterapi at modificere de signalveje, som leder til astmaforværringer. Det kan være med til at forklare, hvorfor allergen immunterapi er så effektivt til at beskytte denne gruppe patienter ved forskellige stimuli. Nu vil vi gerne finde ud af hvordan,« siger Christian Uggerhøj Wøhlk.
Giver opreguleret viralt immunforsvar
Resultatet af studiet afslørede, at allergen immunterapi til personer med allergisk astma og husstøvmideallergi kommer med et signifikant opreguleret antiviralt immunrespons.
Helt præcist identificerede forskerne, at allergen immunterapi særligt leder til opregulering af transskriptionen af interferon B, som er helt essentielt for det tidlige antivirale immunforsvar.
I prøver fra personer med allergisk astma, der ikke havde været behandlet med allergen immunterapi, fandt forskerne ingen forandring i det antivirale immunrespons ved udsættelse for virus og husstøvmideproteiner.
Christian Uggerhøj Wøhlk fortæller, at forskerne med studiet kommer med en forklaring på, hvordan allergen immunterapi leder til bedre beskyttelse mod virus, udsættelse for husstøvmider og i sidste ende astmaanfald og astmaforværringer.
»Det interessante bliver fremadrettet at finde ud af, i hvor lang tid personer, der har modtaget behandling med allergen immunterapi for allergisk astma, er ekstra godt rustet til at forsvare sig mod virus og husstøvmider,« siger han.
Del artiklen: