Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ADA

Triglycerider sladrer om risiko for kroniske fodsår hos personer med diabetes

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Til at starte med vil vi gå videre med vores data for at etablere et panel af proteiner, som er mest interessante at kigge på i vores undersøgelser fremadrettet,« siger Marija Petkovic.

Nyt dansk studie viser, at koncentrationen af triglycerider i en prøve fra fodsår hos personer med diabetes kan bestemme risikoen for, om fodsåret ender med at blive kronisk eller går i sig selv. Det kan gøre det lettere at planlægge behandlingen, hvis man på forhånd ved, at en person med diabetes har høj risiko for at udvikle kroniske fodsår, siger forsker.


Fodsår er en frygtet komplikation hos mange med diabetes.

Hos nogle heler fodsårene fint, mens de hos andre ender med at blive kroniske, med alt hvad dertil hører af smerter, gener og risici.

Nu viser et nyt dansk studie, at det er muligt at forudsige, om fodsår vil udvikle sig til at blive kroniske, eller om de formentlig forsvinder igen.

Faktisk skal læger ikke bruge mere end rutinemæssige blodprøvemålinger, en prøve fra fodsåret og så en analyse af proteinsammensætningen for at finde ud af, om en patient nok skal komme sig fint over sit sår, eller om der er behov for hurtigt at tage skrappere behandling i brug.

»Det handler om, at der måske er en mulighed for, at vi meget tidligt i forløbet kan identificere de patienter, hvor fodsår har høj risiko for at blive kroniske. Denne viden kan måske også i fremtiden benyttes til at udvikle nye former for behandling,« fortæller en af forskerne bag studiet, postdoc Marija Petkovic fra Steno Diabetes Center Copenhagen.

Marija Petkovic har netop fremlagt sine nye resultater på den årlige kongres for American Diabetes Association (ADA).

Forskningen er lavet i samarbejde med seniorforsker Tarunveer Singh Ahluwalia, der ligeledes har fremlagt resultater på ADA. Hans forskningsresultater peger på, at specifikke proteinsammensætninger er associeret til øget inflammation og ringe sårheling ved diabetiske fodsår.

112 personer med diabetes og fodsår med i studie

I studiet sammenlignede forskerne proteinprofiler fra fodsårene hos 112 personer med diabetes.

60 pct. havde type 2-diabetes, de fleste var mænd, og de præsenterede med forskellige slags fodsår.

Nogle havde neuropatiske fodsår, andre havde iskæmiske fodsår, mens en tredje gruppe på omkring 20 pct. af studiepopulationen havde fodsår, der var en kombination af de to. Sidstnævnte er den mest alvorlige form for fodsår.


Læs Dagens Medicins dækning af ADA 2024 her.


Forskerne tog i studiet prøver fra fodsårene og analyserede dem for indholdet af forskellige proteiner.

Forsøgsdeltagerne blev fulgt i ambulatoriet på Steno Diabetes Center Copenhagen, indtil deres sår helede eller op til seks måneder.

Ved afslutningen af ​​forsøget blev deltagerne grupperet i tre grupper baseret på, hvor lang tid det tog deres fodsår at hele (mindre end 40 dage, mellem 40 dage og seks måneder eller mere end seks måneder).

Ved sår i mere end seks mdr. blev fodsårene karakteriseret som kroniske.

I sammenligningen justerede forskerne for forskellige faktorer med potentiel betydning for alvorsgraden af fodsår, herunder alder, BMI, tid med diabetes, type af diabetes, diabetesbehandling mm.

»Vi indsamlede alle tilgængelige data på forsøgsdeltagerne for at finde ud af, hvorfor nogle personer har fodsår, der heler hurtigt, mens fodsårene hos andre bliver kroniske. Herunder ville vi se, hvilke proteiner der måske er involveret i helingsprocessen eller manglen på samme,« forklarer Marija Petkovic.

Triglycerider peger i retning af kronisk fodsår

Resultatet af studiet viser, at der var stor forskel i proteinindholdet i sårvæsken fra de personer, der senere udviklede kroniske fodsår, sammenlignet med dem, hvor sårene helede fuldt ud.

Nogle proteiner var der mange flere af, mens andre glimrede ved deres fravær. I alt var der forskelle i niveauerne af 54 forskellige proteiner, hvoraf mange spiller en rolle for blandt andet lipidmetabolismen og risiko for udvikling af koronar hjertesygdom.

Forskningsresultatet viste også, at sårene varierede meget mellem dem, hvor sårene udviklede sig til at blive kroniske, sammenlignet med dem, hvor sårene helede hurtigt.

De kroniske sår var ofte meget mere udbredte og dybere sammenlignet med de sår, der helede hurtigt. De kroniske sår havde også en langsommere daglig heling.

Endelig så forskerne også, at niveauerne af triglycerider i prøverne fra sårene var associeret til risikoen for, at sårene blev kroniske.

Sår med højest koncentration af triglycerider blev oftere kroniske sammenlignet med dem med lave niveauer af triglycerider.

Personer med type 2-diabetes havde i den sammenhæng oftere høje niveauer af triglycerider samt højere niveauer af LDL og lavere niveauer af HDL.

»Det er interessant, fordi vi normalt forbinder triglycerider med øget risiko for åreforkalkning og hjertekarsygdom. Her kan vi se, at de også spiller ind i risikoen for kroniske fodsår,« siger Marija Petkovic.

Analyse af proteiner kan bruges diagnostisk

Ifølge Marija Petkovic peger resultatet i retning af nogle nye muligheder for at identificere personer med diabetes med højest risiko for udvikling af kroniske fodsår.

Her kan man allerede ved sårets opståen undersøge det for indholdet af blandt andet triglycerider og derigennem pejle sig ind på, om det ser ud til at kunne udvikle sig til at blive et kronisk sår, eller om det formentlig kan forsvinde hurtigt igen.

Denne viden kan guide behandlingen.

For det andet kan en grundigere undersøgelse af de mange proteiner, der ser ud til at spille en rolle for udvikling af kroniske fodsår, måske lede til udvikling af bedre behandlinger, der angriber de grundlæggende mekanismer bag kroncsiteten i sårdannelsen fremfor såret i sig selv.

»Til at starte med vil vi gå videre med vores data for at etablere et panel af proteiner, som er mest interessante at kigge på i vores undersøgelser fremadrettet,« siger Marija Petkovic.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere