Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ADA

Topnyheder fra ADA: Tirzepatide leder til kæmpe vægttab, og nyt lægemiddel reducerer risiko for hjerte-kardød

Udgivet:
Kommentarer (0)

Her er en samling af de største nyheder fra førstedagen på ADA-kongressen.

Den årlige kongres for American Diabetes Association er skudt i gang, og vi bringer her en samling af de største nyheder fra kongressens første dag, som bød på interessante studier tirzepatide og med et nyt lægemiddel.


Behandling af overvægt hos personer med type 2-diabetes med tirzepatide leder til det største vægttab, som nogensinde er observeret ved en medicinsk behandling til at reducere overvægt hos denne gruppe patienter.

Vi er opmuntrede over disse resultater på vægttab og glykæmisk kontrol, specielt fordi vægttabsinterventioner sjældent er særligt effektive hos patienter med type 2-diabetes

Timothy Garvey, læge og professor, University of Alabama og UAB Diabetes Research Center

Det viser resultatet af SURMOUNT 2-studiet, der netop er løftet sløret for på førstedagen af den årlige kongres for American Diabetes Association (ADA). Data er samtidig publiceret i The Lancet.

I studiet blev 938 personer med type 2-diabetes og overvægt eller svær overvægt randomiseret til behandling med tirzepatide eller placebo i 72 uger. Endemålet for studiet var procentvist vægttab og andelen af personer med et vægttab større end fem pct. efter endt forsøgsperiode.

Resultatet af studiet viser, at de personer, som var i behandling med tirzepatide, tabte sig gennemsnitligt 15 pct. af deres kropsvægt. Det svarede i studiet til et gennemsnitligt vægttab på 14,8 kilo på 72 uger.

Ligeledes faldt langtidsblodsukkeret hbA1c markant ved behandlingen med tirzepatide fra mediant 8,0 pct. ved baseline til 5,9 pct. ved studiets afslutning. 49 pct. opnåede et fald i hbA1c til under 5,7 pct.

»Med et nyt lægemiddel som tirzepatide står det klart, at vi har behov for en vægtcentrereret tilgang til behandling af type 2-diabetes, når svær overvægt også er til stede. Vi er opmuntrede over disse resultater på vægttab og glykæmisk kontrol, specielt fordi vægttabsinterventioner sjældent er særligt effektive hos patienter med type 2-diabetes,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og professor Timothy Garvey fra University of Alabama og UAB Diabetes Research Center, i en pressemeddelelse fra ADA.

Forskerne bag SURMOUNT 2 mener, at svær overvægt bør behandles lige så aggressivt som andre kroniske sygdomme, og at fokus bør være på at forhindre udvikling af overvægtsrelaterede komplikationer som for eksempel type 2-diabetes.

Nyt lægemiddel reducerer risikoen for hjerte-kardød

Et andet af de store studier, som blev præsenteret på førstedagen af ADA, viste, at det kolesterolsænkende lægemiddel bempedoic kunne reducere risikoen for hjertekardød med en tredjedel hos personer, der var statin-intolerante. Disse data blev samtidig publiceret i The Journal of the American Medical Association (JAMA).


ADA 2023:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ADA 2023 her.


Statiner er blandt verdens mest benyttede lægemidler til at sænke kolesteroltallet og derigennem sænke risikoen for hjerte-kardød, men omkring én ud af 10-12 personer er statin-intolerante. Særligt kvinder, folk med overvægt eller folk med diabetes kan være statin-intolerante.

I CLEAR-studiet blev 13.970 statin-intolerante personer randomiseret til behandling med bempedoic eller placebo. 4.206 havde allerede risikofaktorer for hjertekarsygdom, men havde ikke tidligere haft et hjerte-kartilfælde.

Gennemsnitsalderen blandt studiedeltagerne var 68 år, 67 pct. havde diabetes, og 59 pct. var kvinder.

Det primære endepunkt i studiet var et kombinationsendepunkt af hjerte-kardød, blodprop i hjertet, stroke eller behov for koronar bypass.

Resultatet af studiet viste, at behandling med bempedoic ledte til 22 pct. reduktion i LDL-kolesterol. Ydermere var behandlingen associeret til 30 pct. reduktion i risikoen for at ramme studiets primære endepunkt inden for 40 uger af påbegyndt behandling og 30 pct. reduceret risiko for hjerte-kardød.

»Vi ved, at tidlig forebyggelse er kritisk for at forsinke sygdomsprogressionen ved hjertesygdom, specielt hos personer med komorbiditeter som diabetes. Desværre er mindre end halvdelen af denne patientgruppe i USA i behandling med kolesterolsænkende lægemidler, hvilket bringer dem i risiko. De resultater, som vi præsenterer her i dag, er et wake-up call til klinikere om, at personer med risikofaktorer for hjertekarsygdom og højt kolesteroltal, specielt dem med diabetes, skal behandles med et kolesterolsænkende middel,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge Steven E. Nissen fra Heart Vascular & Thoracic Institute ved Cleveland Clinic.

Samarbejde øger sandsynligheden for receptudskrivning

Endelig viste et tredje studie, der blev præsenteret data fra på ADA, at når diabetologer, hjertelæger og andre sundhedsfaglige personer samarbejder på tværs af fagområder og klinikker, øger det signifikant sandsynligheden for udskrivning af den anbefalede medicin til patienter med både type 2-diabetes og åreforkalkningssygdom.

Det er data fra det såkaldte COORDINATE-studie.

I studiet blev 1.049 patienter med både type 2-diabetes og åreforkalkningssygdom, og hvor patienterne ikke i forvejen var i behandling med både statiner, ACE-hæmmere eller angiotensin-blokkere og SGLT2-hæmmere og/eller en GLP-1-receptoragonist, fra 43 klinikker i USA randomiseret til enten standardbehandling eller interventionen.

Interventionen bestod af en multifacetteret tilgang til behandling af patienterne.

Resultatet af studiet viser, at den koordinerede tilgang til patienterne forbedrer kvaliteten af behandlingen. Ved den sidste opfølgning var sandsynligheden for at være i den relevante behandling 4,38 gange større blandt patienterne i interventionsgruppen sammenlignet med patienterne i kontrolgruppen. 37,9 pct. af patienterne i interventionsgruppen fik recept på alle tre relevante lægemidler, mens tallet i kontrolgruppen kun var 14,5 pct.

Selvom studiet ikke havde den nødvendige power til at undersøge, om tilgangen også havde betydning for et klinisk udfald, fandt forskerne, at 5,0 pct. af patienterne i interventionsgruppen mødte et kombineret endepunkt bestående af død eller indlæggelse med blodprop i hjertet, stroke, hjertesvigt eller akut ballonudvidelse mod 6,8 pct. i kontrolgruppen.

»For patienter med type 2-diabetes og hjertesygdom er det kritisk nødvendigt at modtage den rette behandling og forebyggende behandling, men alligevel er der et stort gab mellem dem, som har behov for behandling, og dem, som rent faktisk får det. Vores studie viser, at ved at give multifacetteret behandling med for eksempel bedre koordinering mellem klinikere og klinikker kan vi hjælpe til med at øge receptudskrivningen på behandlinger, som har beviselig effekt på patienter med både type 2-diabetes og åreforkalkningssygdom,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og lektor Neha Pagidipati fra Duke School of Medicine.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere