Stort studie på ADA: Finerenon og GLP-1-receptoragonister har formentlig additiv effekt

Flere og flere nye lægemidler til behandling af personer med type 2-diabetes flyder ud på markedet.

For nogle år siden gjaldt det GLP-1-receptoragonisterne og SGTL2-hæmmerne. I marts godkendte Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, så finerenon som det sidste skud på stammen.

ADA 2022:

Find alle artikler fra dækningen af årets ADA her.

I og med at flere og flere patienter formentlig bliver behandlet med flere lægemidler på samme tid, er det blevet relevant at undersøge, hvordan kombinationerne af lægemidlerne virker.

Det har forskere gjort i et nyt studie, og her er den gode nyhed, at finerenon og GLP-1-receptoragonister ser ud til at give en additiv gevinst på risikoen for forværring af nyresygdom og hjertesygdom hos personer med type 2-diabetes.

Forskningsresultatet er netop blevet præsenteret på den årlige kongres for American Diabetes Association (ADA), som foregår 3.-7. juni i New Orleans, USA.

»De forskellige lægemidler åbner op for, at vi kan kombinere deres effekter og måske give patienterne endnu bedre behandling, så vi i højere grad kan bremse udviklingen af nyre- og hjertesygdom hos personer med type 2-diabetes. Tidligere har vores forskning vist, at finerenon kan kombineres med SGLT2-hæmmere for en ekstra god effekt, og nu kan vi vise det samme med GLP-1-receptoragonister,« fortæller en af forskerne bag studiet, forskningsleder og overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen Peter Rossing.

Benyttede data fra to store studier

Finerenon er en såkaldt mineralokortikoid-receptor-antagonist, der blokerer for effekten af aldosteron.

Aldosteron er en risikofaktor i udvikling af inflammation og arvævsdannelse i hjerte og nyrer.

Blokering af effekten af aldosteron har i forsøg med finerenon vist sig at have en gavnlig effekt på både hjertet og nyrerne.

I det nye studie har forskerne gransket data fra de 2 store studier FIDELIO og FIGARO, hvori i alt 13.171 personer med type 2-diabetes har deltaget. De to studier har undersøgt, om finerenon har en beskyttende effekt på hhv. nyrerne og hjertet.

Ud af de 13.171 forsøgsdeltagere var 944 allerede i behandling med en GLP-1-receptoragonist med det formål at holde hånd i hanke med blodsukkeret.

GLP-1-receptoragonister, som for eksempel semaglutid, har i andre studier vist sig at være hjertebeskyttende ud over effekten på blodsukker og vægt og desuden muligvis nyrebeskyttende.

»Der er det jo en besnærende tanke, at hvis man er i behandling med begge lægemidler, at man så også kan lægge effekterne af dem sammen. Det er selvfølgelig også en mulighed, at lægemidlerne modarbejder hinanden, eller at man ikke får mere effekt ud af være i behandling med dem begge i forhold til at være i behandling med enten det ene eller det andet,« siger Peter Rossing.

Kombination giver ekstra god effekt

I studiet sammenlignede forskerne effekten af finerenon mellem personer i behandling med GLP-1-receptoragonister og resten af undersøgelsesgruppen.

Forskerne undersøgte effekten på både albuminuri-udskillelsen samt hårde endepunkter på hjerte og nyrer, herunder blodprop i hjernen eller hjertet, død af hjertekarsygdom, indlæggelseskrævende hjertesvigt, halvering af nyrefunktion eller nyresvigt.

Peter Rossing fortæller, at da forsøget ikke er designet til at undersøge kombinationen af de to stoffer, skal man ikke hæfte sig ved effektstørrelser, men resultaterne viser, at selvom forsøgsdeltagere var i behandling med en GLP-1-receptoragnoist, så de stadig ud til at få samme gavnlige effekt af finerenon.

Det gjaldt både i forhold til udskilning af albuminuri og de hårde nyre- og hjerteendepunkter.

»Det ser ud til, at der derved er en additiv effekt af finerenon og GLP-1-receptoragonister. Er man i behandling med en GLP-1-receptoragonist beskytter behandlingen nyrerne og hjertet, og så får man en endnu større effekt ved at putte finerenon over i,« siger Peter Rossing.

Kombination af lægemidler er fremtiden

Peter Rossing ser en fremtid, hvor behandling af type 2-diabetes med nyresygdom bliver grebet an med forskellige behandlingstilgange på samme måde som behandling af hjertesvigt.

Ved hjertesvigt drejer det sig om RAS-blokade, betablokkere, SGLT2-hæmmere og aldesteronblokade med nonsteroide mineralokortikoid-receptor-antagonister.

»Det bliver nok det samme med type 2-diabetes og nyresygdom, at man også der skal have en pakke af lægemidler, som angriber problemet fra forskellige vinkler med additive effekter. Vi har i den sammenhæng brug for flere og større studier, der kan kaste lys over, hvilke patienter der skal have den ene eller anden behandling eller det hele på én gang for på den måde at begrænse udviklingen af nyresygdom og hjertekomplikationer,« siger han.

LÆS OGSÅ:

Ny medicin på trapperne til personer med type 2-diabetes og nyresygdom