ADA
SGLT2-hæmmere ser ud til at være en behandlingsmulighed til personer med MODY3
Udgivet:
Kommentarer (0)
Nyt dansk studie indikerer, at SGLT2-hæmmere kan udgøre et behandlingsalternativ til personer med diabetesvarianten MODY3, så de ikke behøver behandling med daglig insulin.
Personer med diabetesvarianten MODY3 kan muligvis undgå eller i hvert fald udskyde behovet for insulin ved at blive behandlet med SGLT2-hæmmere.
Det indikerer et lille dansk studie, som netop er blevet præsenteret på den store amerikanske diabeteskongres for American Diabetes Association (ADA), der foregår i New Orleans, USA, fra 3.-7. juni.
ADA 2022:
Find alle artikler fra dækningen af årets ADA her.
I studiet har forskerne indhentet erfaringer med behandling af patienter med MODY3 med SGLT2-hæmmere, og de viser, at størstedelen af patienterne kunne smide insulinen, samtidig med at ingen oplevede alvorlige bivirkninger.
Behandlingen sænkede også langtidsblodsukkeret.
»Det er godt nyt for dem, som har fået en diagnose med MODY3, men også for de patienter, der fejlagtigt har fået en diagnose med type 2-diabetes, men som faktisk har MODY3. Er de i behandling med en SGLT2-hæmmer, er der ingen grund til at være bekymret,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og ph.d.-studerende Henrik Maagensen fra Steno Diabetes Center Copenhagen.
Behov for flere behandlingsmuligheder
MODY3 er en genetisk betinget form for diabetes, hvor fejl i genet for transkriptionsfaktoren HFN1A betyder, at betacellerne hurtigt mister evnen til at udskille insulin. Sygdommen manifesterer sig typisk tidligt i livet, når personen er mellem 15 og 35 år gammel.
Patienter med MODY3 behandles ofte med sulfonylurinstoffer for at aktivere betacellerne. Forskning fra Steno Diabetes Center Copenhagen har dog vist, at det også er muligt at øge insulinudskillelsen med GLP-1-receptoragonister eller DPP-4-hæmmere.
Hovedpointen er den, at det for patienterne er vigtigt at kunne få en behandling, som ikke gør dem afhængige af insulin og fire stik med en insulinpen om dagen, efterhånden som funktionen af betacellerne falder.
»Sulfonylurinstofferne kommer dog med en forhøjet risiko for at udvikle hypoglykæmi, hvorfor det er interessant at kigge på alternativer. Taler vi om SGLT2-hæmmerne, er de samtidig interessante, fordi de udover glukose-, blodtryks- og vægtreducerende effekter har vist sig at have gavnlige effekter på også kronisk nyresygdom og hjerteinsufficiens,« forklarer Henrik Maagensen.
Forskeren fortæller dog også, at det ikke er sikkert, at SGLT2-hæmmere har den ønskede effekt, da det allerede er etableret, at SGLT2 er nedreguleret i nyrerne hos personer med MODY3.
»Det gør også, at man skal være mere opmærksom på, hvordan man behandler denne gruppe patienter,« siger han.
God effekt og ingen bivirkninger
I studiet har syv personer med MODY3 været i behandling med SGLT2-hæmmere som tillæg til sulfonylurinstoffer i ét til to år.
Forskerne har opgjort langtidsblodsukkeret efter tre til syv måneders behandling, samt hvordan det så ud med behovet for insulinbehandling.
Resultatet af undersøgelsen viser:
Seks ud af syv patienter oplevede et fald i langtidsblodsukkeret
Tre ud af fire personer, der var i behandling med insulin, kunne stoppe insulinbehandlingen, efter at de var kommet i behandling med en SGLT2-hæmmer
Ingen af forsøgsdeltagerne oplevede alvorlige bivirkninger i forbindelse med behandling med SGLT2-hæmmere
»Det ser ud til, at behandling med SGLT2-hæmmere til denne patientgruppe er et godt alternativ uden nævneværdige bivirkninger. Det peger på, at hvis en patient med MODY3 ikke er i mål med sin nuværende behandling, kan man overveje at tillægge behandling med en SGLT2-hæmmer. Der er dog behov for lodtrækningsforsøg til at eftervise den gode effekt og vise, at behandlingen ikke kommer med øget risiko for bivirkninger. De studier er vi allerede i færd med at lave,« siger Henrik Maagensen.
Del artiklen: