Overblik: Årets ADA-kongres var fyldt med danske topresultater

Den årlige kongres for American Diabetes Association (ADA) i Orlando, Florida, er slut, og det betyder, at det nu er tid til at fordøje, hvad vi har lært på kongressen.

Blandt de mange kongresdeltagere var også en stor delegation af danske forskere, som havde taget turen over til den anden side af Atlanterhavet for at fremvise resultaterne fra det seneste års forskningsarbejde.

Dagens Medicin har talt med en stor del af de danske forskere, og her kommer en lille sommerbuket af alt det, som vores journalist talte med de danske forskere om.

1. Større effekt på nyresygdom ved at kombinere SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister

For det første var der de store forskningsnyheder, som forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen Peter Rossing kunne fortælle om.

Med til ADA havde han blandt andet en analyse af data fra det store FLOW-studie og en analyse af data fra fem ud af seks af ONWARDS-studierne.

Læs Dagens Medicins dækning af ADA 2024 her.

I data fra FLOW-studiet havde forskerne undersøgt, om der medfølger additiv nyrebeskyttende effekt af behandling med GLP-1-receptoragonisten semaglutid i tillæg til behandling med en SGLT2-hæmmer til personer med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom.

3.533 personer indgik i studiet, og af dem var 550 allerede i forudgående behandling med en SGLT2-hæmmer.

Overordnet set reducerede behandling med en GLP-1-receptoragonist risikoen for at møde det primære endepunkt med 24 pct.

Resultatet af undersøgelsen viste dog overraskende, at på det primære endepunkt så tillæg af semaglutid til behandlingen med en SGTL2-hæmmer ikke ud til at bidrage med øget nyrebeskyttelse.

De sekundære endepunkter viste dog, at semaglutid blandt andet reducerede kurven for faldet i eGFR, og at effekten var på linje med det, som blev set i den del af studiet, hvor forsøgsdeltagerne ikke på forhånd var i behandling med en SGLT2-hæmmer.

»Det vil sige, at selvom vi måske har været uheldige i forhold til det primære endepunkt, ser det alligevel ud til, at dem, der allerede er i behandling med en SGLT2-hæmmer, også får gavn af at få lagt en GLP-1-receptoragonist oven i behandlingen,« fortalte Peter Rossing, da Dagens Medicin talte med ham om resultaterne af det længe ventede studie.

2. Icodec virker også hos patienter med nyresygdom

I det andet studie, som Peter Rossing fremlagde data fra, havde forskere undersøgt, om den ugentlige insulin Icodec virker lige godt til personer med type 2-diabetes uafhængigt af nyrefunktion.

I studiet havde forskerne samlet data fra fem af de seks ONWARDS-studier, hvor personer med type 2-diabetes var forsøgt behandlet med Icodec målt op imod andre behandlinger til at bringe blodsukkeret under kontrol.

Data på i alt 3.763 personer med diabetes var inkluderet i studiet, hvor de blev opdelt efter nyrefunktion.

Data viste, at målt op imod behandling med andre former for insulin (Glargine og Degludec) opnåede forsøgsdeltagere i behandling med Icodec større forbedring af blodsukkerkontrollen relativt til baseline.

Behandlingen med Icodec ledte heller ikke til hverken flere eller færre tilfælde af alvorlig hypoglykæmi på tværs af de forskellige nyregrupper, ligesom den samme eller en større andel forsøgspersoner i behandling med Icodec opnåede HbA1c under syv pct.

»Det er rart at kunne fortælle personer med diabetes og nyresygdom, at denne behandling er effektiv, de kun skal stikke sig én gang om ugen, og at de har lige god effekt af behandlingen uden flere bivirkninger uafhængigt af nyrefunktion,« sagde Peter Rossing.

3. Lav fødselsvægt øger risikoen for kronisk nyresygdom ved type 2-diabetes

Læge og ph.d.-studerende Aleksander Lühr Hansen fra Steno Diabetes Center Copenhagen og Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital kunne med sin præsentation til ADA vise, at personer med type 2-diabetes har forhøjet risiko for udvikling af kronisk nyresygdom, hvis de blev født med lav fødselsvægt.

Med vores resultater kan vi vise, at SGLT2-hæmmere formentlig har samme effekt hos personer med MODY3 som til personer med type 2-diabetes

Henrik Maagensen, læge, Steno Diabetes Center Copenhagen

I studiet havde Aleksander Lühr Hansen undersøgt sammenhænge mellem fødselsvægt og udvikling af kronisk nyresygdom hos personer med type 2-diabetes blandt 6.000 personer i DD2-kohorten.

Resultatet viste, at den absolutte risikodifference i studiet var på 5,6 pct., altså at personer med type 2-diabetes og lav fødselsvægt under 2,5 kilo havde 5,6 procentpoint højere risiko for inden for 10 år at udvikle kronisk nyresygdom sammenlignet med dem med en fødselsvægt over 2,5 kilo.

Risikoforøgelsen kom oveni den i forvejen høje risiko for udvikling af kronisk nyresygdom hos personer med type 2-diabetes.

»Det er et markant resultat, fordi vi taler om én lille markør, der siger noget om, hvad man vejede, da man blev født. Rigtig mange personer med type 2-diabetes vil have denne forøgede risiko på grund af deres fødselsvægt. I studiet var det mellem 10 og 15 pct.,« fortalte Aleksander Lühr Hansen til vores journalist.

4. SGLT2-hæmmere virker ved MODY3

Læge og ph.d.-studerende Henrik Maagensen fra Steno Diabetes Center Copenhagen kunne med sine resultater sandsynliggøre, at SGLT2-hæmmere også virker til personer med den sjældne form for diabetes kaldet MODY3.

Læger har ellers ikke haft meget fidus til SGLT2-hæmmere til denne gruppe patienter, og en af årsagerne til det er, at meget tyder på, at et muteret gen hos personer med MODY3 blandt andet kontrollerer SGLT2-genet, og at personer med MODY3 derfor producerer mindre SGLT2.

I studiet deltog 21 personer. 11 havde MODY3, 10 havde type 2-diabetes, og forskerne undersøgte, om der var forskel mellem de to grupper i forhold til udskillelsen af sukker i urinen ved behandling med en SGLT2-hæmmer.

Det var der dog ikke.

I begge grupper udskilte forsøgsdeltagerne mellem fem og 10 gram sukker i urinen på placebodagen og mellem 25 og 30 gram sukker på dagen, hvor de blev behandlet med en SGLT2-hæmmer.

»Med vores resultater kan vi vise, at SGLT2-hæmmere formentlig har samme effekt hos personer med MODY3 som til personer med type 2-diabetes. Det indikerer, at også personer med MODY3 kan have gavn af denne form for diabetesbehandling,« sagde Henrik Maagensen.

5. Triglycerider leder til kroniske fodsår

Så var der også postdoc Marija Petkovic fra Steno Diabetes Center Copenhagen, og hun kunne med sine resultater vise, at det formentlig er muligt at identificere de patienter med diabetes, hvis fodsår udvikler sig til at blive kroniske.

I studiet havde forskerne sammenlignet proteinprofiler fra fodsårene hos 112 personer med diabetes, og resultaterne viste, at der var stor forskel i proteinindholdet i sårvæsken fra de personer, der senere udviklede kroniske fodsår, sammenlignet med dem, hvor sårene helede fuldt ud.

Nogle proteiner var der mange flere af, mens andre glimrede ved deres fravær. I alt var der forskelle i niveauerne af 54 forskellige proteiner, hvoraf mange spiller en rolle for blandt andet lipidmetabolismen og risiko for udvikling af koronar hjertesygdom.

Endelig fandt forskerne også, at sår med de højeste niveauer af triglycerider havde størst sandsynlighed for at udvikle sig til at blive kroniske.

»Det er interessant, fordi vi normalt forbinder triglycerider med øget risiko for åreforkalkning og hjertekarsygdom. Her kan vi se, at de også spiller ind i risikoen for kroniske fodsår,« fortalte Marija Petkovic.

6. Bedre behandling har givet færre MACE-events

Medicinstuderende Mia Daugaard Madsen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet kunne med sit studie afsløre, hvad 20 års fokus på at behandle komorbiditeter til type 2-diabetes har haft betydning for MACE-events.

Forskerne havde til formålet indsamlet data på alle danskere med type 2-diabetes i perioden fra 1999 til 2018 og opdelt dem i en tidlig og sen periode.

Resultaterne fra studiet viste, at oddsratioen for MACE ved type 2-diabetes og samtidig diagnose med hypertension var faldet fra 2,32 i den tidlige periode til 1,92 i den sene periode, hvilket betyder, at det at have velbehandlet hypertension i dag ikke har lige så stor betydning for risikoen for MACE, som det havde i starten af nullerne.

Det samme fandt forskerne i forhold til forhøjet kolesterol, hvor oddsratioen var faldet fra 1,73 i den tidlige periode til 1,25 i den sene periode.

»Vi havde håbet på at se et fald, fordi det ville betyde, at den øgede fokus på behandling af komorbiditeter hos personer med type 2-diabetes har haft effekt på deres risiko for blodprop i hjertet, blodprop i hjernen eller hjertedød. Det ser vi, og det er godt, men der er stadig plads til forbedring, idet det at have forhøjet kolesterol eller forhøjet blodtryk fortsat kommer med forøget risiko for MACE hos personer med type 2-diabetes,« forklarede Mia Daugaard Madsen om resultaterne.