Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ADA

Livslang risiko for at udvikle type 2-diabetes ved lav fødselsvægt

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Vi har længe vidst, at personer, der er født med lav fødselsvægt, har højere prævalens af type 2-diabetes, men her kan vi vise, at der også er en øget aldersrelateret og vægtrelateret sammenhæng,« siger en af forskerne bag studiet, professor og overlæge Allan Vaag.

Associationen mellem lav fødselsvægt og risikoen for at udvikle type 2-diabetes er livslang, viser nyt dansk registerstudie. Risikoen er desuden helt afkoblet fra genetikken og kan formentlig forebygges, siger forsker.


Hvis man er født med lav fødselsvægt, har man øget risiko for senere i livet at udvikle forskellige sygdomme, herunder type 2-diabetes.

Det er der for den sags skyld ikke noget nyt i. Den viden har forskerne haft længe.


ADA 2022:

Find alle artikler fra dækningen af årets ADA her.


Alligevel kaster dansk forskning nu nyt lys over, hvordan lav fødselsvægt påvirker den livslange risiko for at udvikle type 2-diabetes.

I studiet kan forskerne nemlig vise, at hvis man er født med lav fødselsvægt, har man ikke bare øget risiko for at udvikle type 2-diabetes til et givent tidspunkt i livet. Risikoen fortsætter med at være forhøjet gennem årene.

»Vi har længe vidst, at personer, der er født med lav fødselsvægt, har højere prævalens af type 2-diabetes, men her kan vi vise, at der også er en øget aldersrelateret og vægtrelateret sammenhæng. Det er ikke overraskende, når vi kigger på baseline, men det er overraskende, at sammenhængen er så stærk,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor, overlæge og forskningsleder Allan Vaag fra Steno Diabetes Center Copenhagen.

Allan Vaag har netop præsenteret forskningsresultatet på den årlige kongres for American Diabetes Association (ADA), som foregår i New Orleans, USA, fra 3.-7. juni.

Undersøgt fortsat forøget risiko for udvikling af type 2-diabetes

I studiet har forskerne undersøgt data fra den såkaldte Inter99-befolkningsundersøgelse.

Vi har i 30 år været med til at afdække, hvordan et dårligt fostermiljø både leder til lav fødselsvægt og øget risiko for at udvikle type 2-diabetes

Allan Vaag, professor og overlæge, Steno Diabetes Center Copenhagen

Inter99-undersøgelsen indeholder blandt andet data om forsøgsdeltagernes fødselsvægt, idet forskerne fiskede disse data frem fra de originale jordemoderjournaler fra Rigsarkivet.

Derudover har forskerne også data på forsøgsdeltagernes sundhed.

Data fra undersøgelsen er 23 år gamle, og allerede dengang fandt forskerne, at personer, som var blevet født med lav fødselsvægt, hvilket i denne undersøgelse vil sige gennemsnitligt 2.500 gram, havde betydelig forøget risiko for at have en diagnose med type 2-diabetes.

På daværende tidspunkt var personerne i undersøgelses-kohorten gennemsnitligt 46 år gamle.

»Vi har i 30 år været med til at afdække, hvordan et dårligt fostermiljø både leder til lav fødselsvægt og øget risiko for at udvikle type 2-diabetes. I dette studie har vi fulgt op på deltagerne i Inter99-undersøgelsen for at se, om der er en øget aldersrelateret og vægtrelateret sammenhæng,« forklarer Allan Vaag.

Tre gange forhøjet risiko for type 2-diabetes

Fordi forskerne har adgang til forsøgsdeltagernes sukkerbelastningstests fra Inter99-undersøgelsen, har de været i stand til at identificere nye tilfælde af type 2-diabetes frem til i dag. Derved har forskerne kunne undersøge, om det at være født med en lav fødselsvægt også i perioden siden undersøgelsen i 1999 er kommet med øget risiko for at udvikle type 2-diabetes.

Allan Vaag forklarer, at man egentlig godt kunne have forestillet sig et scenarie, hvor det at være født med lav fødselsvægt er associeret med øget risiko for at udvikle type 2-diabetes i de første 45 år af livet, men at risikoen derefter flader ud og ligger på linje med risikoen for personer, som blev født normalvægtige.

Tallene peger dog i en helt anden retning.

De personer, som blev født med en gennemsnitlig fødselsvægt på 2.500 gram, havde i undersøgelsen tre gange forhøjet risiko for at have fået en ny-stillet diagnose med type 2-diabetes sammenlignet med personer, der var blevet født med en fødselsvægt på gennemsnitligt 4.500 gram.

»Det er en meget klar sammenhæng og også en sammenhæng, der er mindst lige så tydelig som den genetiske komponent i risikoen for at udvikle type 2-diabetes,« siger Allan Vaag.

Type 2-diabetes kan formentlig forebygges

Netop den genetiske komponent har forskerne også undersøgt i deres studie, og de resultater viser, at selvom forskerne justerede deres data for genetik, fandt de stadig den samme sammenhæng mellem det at være født med lav fødselsvægt, og det at have øget risiko for at udvikle type 2-diabetes siden 1999.

Ifølge Allan Vaag har resultatet stor betydning.

»Hvis det nu skyldtes en genetisk komponent, som muligvis spillede ind i både risikoen for at blive født med lav fødselsvægt og udvikle type 2-diabetes, kan det være svært at forebygge. Men da vi kan se, at sammenhængen er afkoblet fra genetikken, giver det mening at se på, hvordan man kan sætte ind over for den gravide, så chancerne for at føde et normalvægtigt barn med lavere risiko for at udvikle type 2-diabetes forøges. Denne association mellem lav fødselsvægt og øget risiko for at udvikle type 2-diabetes ser ud til at kunne forebygges. Det er måske vores vigtigste resultat,« siger Allan Vaag.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere