ADA
Leverhormon kan være ‘det nye GLP-1’
Udgivet:
Kommentarer (0)
Leverhormon viser i nyt studie de samme resultater, som banede vejen for GLP-1-receptoragonister for 20 år siden. Leverhormon kan i kombination med en GLP-1-receptoragonist formentlig give endnu større vægttab end ved behandling med GLP-1-receptoragonister eller leverhormonet hver for sig, siger professor og overlæge.
Et nyt leverhormon ser ud til at være lovende ved behandling af svær overvægt.
Leverhormonet LEAP2 fandt danske forskere for nogle år siden ved at undersøge tarmbiopsier fra personer efter overvægtsoperation, og nu viser et nyt studie, at hormonet er appetitdæmpende hos personer med svær overvægt
Samtidig peger de første indikationer på, at LEAP2 påvirker nogle helt andre signalveje i kroppen end GLP-1-receptoragonisterne. Derved kan behandling med LEAP2 i kombination med en GLP-1-receptoragonist måske lede til endnu større vægttab end ved behandling med en GLP-1-receptoragonist alene.
»Vores resultater viser, at man med LEAP2 kan reducere fødeindtag og forbedre glukoseniveauerne i blodet hos personer med svær overvægt. For 20 år siden så man præcis det samme med GLP-1, og det er derfor håbet, at vi med LEAP2 nu har taget de første skridt på en lignende rejse, som forhåbentlig kan ende med, at LEAP2 kan spille en rolle i behandlingen af svær overvægt og type 2-diabetes,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor, overlæge og leder af Center for Klinisk Metabolisk Forskning på Herlev og Gentofte Hospital Filip Krag Knop.
Forskningsresultatet er netop blevet præsenteret på den årlige kongres for American Diabetes Association (ADA).
Mænd med svær overvægt med i forsøg
I studiet gav forskerne fra Center for Klinisk Metabolisk Forskning 20 personer med svær overvægt henholdsvis intravenøs LEAP2 og placebo (saltvand) på to separate forsøgsdage.
ADA 2023:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ADA 2023 her.
Forsøget blev ledt af læge og ph.d.-studerende Anders Englund.
Forsøgsdeltagerne var alle mænd. De havde et gennemsnitligt BMI på 36 kg/m2 ved baseline og en fedtprocent på 37.
Forskerne undersøgte effekten af LEAP2 på både forsøgsdeltagernes blodglukoseniveauer og deres indtag af mad ved et ad libitum måltid.
Ledte til lavere blodsukker og mindre appetit
Resultatet af studiet viser, at LEAP2 både har en appetitdæmpende og glukosesænkende effekt.
På dagen for infusionen med LEAP2 spiste forsøgsdeltagerne 13 pct. mindre end på kontroldagen.
Deres blodsukker blev også lavere.
Filip Krag Knop fortæller, at forskerne endnu ikke ved, hvorfor LEAP2 har den effekt, men de spekulerer i, at det har noget at gøre med en effekt på ghrelin.
Ghrelin stimulerer til indtag af føde, men LEAP2 blokerer formentlig for den receptor, som ghrelin binder til, hvilket sænker appetitten.
»Ingen af de lægemidler, som er på markedet, fungerer ved at påvirke ghrelins signalveje. Derfor er det en mulighed, at man ved at kombinere behandling med LEAP2 med en anden overvægtsbehandling kan opnå et endnu større vægttab. Vores håb er nu, at nogle medicinalfirmaer vil samle op herfra og gå videre med LEAP2 i kliniske studier. Den type studier vil vi også meget gerne bidrage til,« siger Filip Krag Knop.
Forskerne har tidligere vist de samme resultater i forsøg med 20 raske unge mænd uden overvægt.
Tilknytninger
Filip Krag Knop er sideløbende med sin ansættelse som professor og overlæge også uafhængig rådgiver og konsulent for flere medicinalvirksomheder, herunder Novo Nordisk og Eli Lilly, som producerer GLP-1-receptoragonister.
Del artiklen: