Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ADA

Lav fødselsvægt øger risikoen for nyresygdom hos personer med type 2-diabetes

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Vi kommer nærmere et scenarie, hvor vi ser fødselsvægt og det at være født med en lav fødselsvægt som en mulig risikomarkør for udviklingen af komplikationer hos personer med type 2-diabetes på linje med det at have et tæt familiemedlem med type 2 diabetes,« siger Aleksander Lühr Hansen.

Personer med type 2-diabetes har forhøjet risiko for udvikling af kronisk nyresygdom, hvis de blev født med lav fødselsvægt. Vi kommer tættere på at kunne individualisere behandlingen af patienter, og heri bør fødselsvægt formentlig indgå som mulig risikomarkør i en helhedsvurdering, siger forsker.


Personer med type 2-diabetes har øget risiko for udvikling af kronisk nyresygdom.

Det samme har personer uden diabetes, hvis de er født med lav fødselsvægt.

Nu viser et nyt dansk studie, at personer med type 2-diabetes født med lav fødselsvægt har større risiko for udvikling af kronisk nyresygdom sammenlignet med personer med type 2-diabetes født med normal fødselsvægt.

Ifølge en af forskerne bag studiet peger det i retning af, at fødselsvægt bør indgå som markør i en helheds-risikovurdering af personer med type 2-diabetes på tidspunktet for diagnosen med diabetes.


Læs Dagens Medicins dækning af ADA 2024 her.


»Vi kommer nærmere et scenarie, hvor vi ser fødselsvægt og det at være født med en lav fødselsvægt som en mulig risikomarkør for udviklingen af komplikationer hos personer med type 2-diabetes på linje med det at have et tæt familiemedlem med type 2 diabetes. Med kendskab til en persons fødselsvægt kan vi bedre individualisere behandlingen af type 2-diabetes med henblik på minimere risikoen for komplikationer, herunder risikoen for udvikling af kronisk nyresygdom,« fortæller læge og ph.d.-studerende Aleksander Lühr Hansen fra Steno Diabetes Center Copenhagen og Klinisk Epidemiologisk afdeling ved Aarhus Universitetshospital.

Aleksander Lühr Hansen har netop offentliggjort forskningsresultatet på den årlige kongres for American Diabetes Association (ADA) i Orlando Floria.

Fødselsvægt påvirker hjertekarrisikoen hos personer med type 2-diabetes

Aleksander Lühr Hansen har i løbet af sin ph.d. undersøgt betydningen af lav fødselsvægt hos personer med type 2-diabetes.

Denne forskning har blandt andet vist, at personer med type 2-diabetes født med lav fødselsvægt generelt får stillet diagnosen med diabetes tidligere end personer født med normal vægt.

I forhold til det at være født med høj eller lav fødselsvægt er det at være født med lav fødselsvægt også associeret til en diagnose med type 2-diabetes syv år tidligere end det at være født med høj fødselsvægt.

Det er et markant resultat, fordi vi taler om én lille markør, der siger noget om, hvad man vejede, da man blev født. Rigtig mange personer med type 2-diabetes vil have denne forøgede risiko på grund af deres fødselsvægt. I studiet var det mellem 10 og 15 pct.

Aleksander Lühr Hansen, læge, Steno Diabetes Center Copenhagen

Personer født med lav fødselsvægt er også slankere på diagnosetidspunktet, har oftere forhøjet blodtryk, bruger mere medicin og har flere komorbiditeter.

Aleksander Lühr Hansens forskning har også vist, at det at være født med lav fødselsvægt og senere i livet udvikle type 2-diabetes er associeret til forhøjet risiko for udvikling af hjertekarsygdom, død af hjertekarsygdom, blodprop i hjertet og stroke sammenlignet med det at være født med normal fødselsvægt og senere udvikle type 2-diabetes.

Forhøjet risiko også for kronisk nyresygdom

I det nye studie ønskede forskerne at undersøge en mulig sammenhæng mellem fødselsvægt og risikoen for udvikling af kronisk nyresygdom hos personer med nydiagnosticeret type 2-diabetes.

I studiet analyserede forskerne data fra DD2-kohorten med lidt under 6.000 danskere med nydiagnosticeret type 2-diabetes.

Personerne fik i undersøgelsen stillet diagnosen i perioden fra 2010 til 2024.

Resultatet af analysen viser, at det at være født med en fødselsvægt på under 2,5 kilo sammenlignet med at være født med en vægt på mellem 2,5 og 4,0 kilo er associeret til øget risiko for i løbet af en opfølgning på 10 år efter diagnosen med type 2-diabetes at udvikle kronisk nyresygdom.

Forskerne undersøgte for udvikling af kronisk nyresygdom ved at indhente laboratoriedata på eGFR og albumin i urinen hos studiedeltagerne.

Aleksander Lühr Hansen fortæller, at den absolutte risikodifference i studiet var på 5,6 pct., altså at personer med type 2-diabetes og lav fødselsvægt under 2,5 kilo havde 5,6 procentpoint højere risiko for inden for 10 år at udvikle kronisk nyresygdom sammenlignet med dem med en fødselsvægt over 2,5 kilo.

Risikoforøgelsen kom oveni den i forvejen høje risiko for udvikling af kronisk nyresygdom hos personer med type 2-diabetes.

»Det er et markant resultat, fordi vi taler om én lille markør, der siger noget om, hvad man vejede, da man blev født. Rigtig mange personer med type 2-diabetes vil have denne forøgede risiko på grund af deres fødselsvægt. I studiet var det mellem 10 og 15 pct.,« siger Aleksander Lühr Hansen.

Fødselsvægt kan guide behandling

Ifølge Aleksander Lühr Hansen giver det mening, at personer med type 2-diabetes og lav fødselsvægt slås med flere komorbiditeter sammenlignet med personer med type 2-diabetes født med normal fødselsvægt.

Det er ifølge forskeren nemlig ikke er svært at forestille sig, hvordan de faktorer, som leder til fødsel med lav vægt, også kan have betydning under fosterudviklingen.

Mangler et foster næring under fosterudviklingen, hvilket i sidste ende kan lede til lav fødselsvægt, prioriterer kroppen formentlig udvikling af nogle organer over andre, og det kan komme til udtryk som forøget risiko for sygdom relateret til de tilsidesatte organer senere i livet.

Blandt andet kan man forestille sig, at nyrerne og bugspytkirtlen ikke bliver prioriteret lige så højt som hjernen og hjertet, og det kan skabe koblingen mellem lav fødselsvægt og øget risiko for udvikling af type 2-diabetes og nyresygdom.

»Vi kommer tættere på en forståelse af betydningen af lav fødselsvægt for risikoen for komorbiditeter hos personer med type 2-diabetes. Med den viden kan vi begynde at individualisere vores forebyggende behandling af blandt andet hjertekarsygdom og nyresygdom allerede på diagnosetidspunktet baseret på viden om, hvad folk vejede ved fødslen,« siger Aleksander Lühr Hansen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere