Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ADA

 Lav fødselsvægt gør folk mere sårbare over for usund og kalorierig kost 

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Vores tidligere forskning har vist, at personer, der er født med lav fødselsvægt, udviser flere symptomer på metabolisk dysfunktion og har øget risiko for at udvikle type 2-diabetes i voksenlivet. Dette nye studie peger på nogle af de mulige bagvedliggende mekanismer,« siger en af forskerne bag studiet, ph.d.-studerende Line Ohrt Elingaard-Larsen fra Steno Diabetes Center Copenhagen.

Personer, der er født med lav fødselsvægt, responderer mere uhensigtsmæssigt på usund kost og ekstra kalorier sammenlignet med personer født med normal fødselsvægt. 


Ny dansk forskning viser, at personer, der er født med lav fødselsvægt, har øget risiko for at respondere uhensigtsmæssigt på overspisning af simple kulhydrater.

Forskningsresultatet indikerer, at fødselsvægt skal tages i betragtning i en større folkesundhedssammenhæng med henblik på at forebygge udvikling af blandt andet type 2-diabetes.

I den sammenhæng kan der være behov for, at personer, der er født med lav fødselsvægt, har mere fokus på ikke at fylde sig med uhensigtsmæssig kost, herunder ved overspisning af slik og sodavand.

»Lav fødselsvægt er resultatet af miljøet i fostertilværelsen. Vores tidligere forskning har vist, at personer, der er født med lav fødselsvægt, udviser flere symptomer på metabolisk dysfunktion og har øget risiko for at udvikle type 2-diabetes i voksenlivet. Dette nye studie peger på nogle af de mulige bagvedliggende mekanismer,« siger en af forskerne bag studiet, ph.d.-studerende Line Ohrt Elingaard-Larsen fra Steno Diabetes Center Copenhagen.

Line Ohrt Elingaard-Larsen har netop præsenteret sin forskning på den årlige kongres for American Diabetes Association (ADA), der afholdes i New Orleans, USA, fra 3.-7. juni.

Fodrede forsøgspersoner kalorier som i en sodavand

I studiet deltog 43 raske mænd med en gennemsnitsalder på 38 år og et gennemsnitligt BMI på 25 kg/m2. 22 af forsøgspersonerne var født med lav fødselsvægt, hvilket i studiet betød en gennemsnitlig fødselsvægt på cirka 2.800 gram.

De resterende 21 forsøgsdeltagere var normalvægtige ved fødslen, hvilket betød en gennemsnitlig fødselsvægt på 3.800 gram.

Grupperne var matchet i forhold til BMI og alder.

I forsøget, der varede i fire uger, fik forsøgspersonerne hver dag udleveret simple kulhydrater i form af slik, sodavand og juice, som de udover deres normale kost skulle spise og drikke i løbet af dagen.

Den samlede mængde ekstra kalorier svarede til 25 pct. mere, end hvad forsøgspersonerne skulle bruge.

Herefter undersøgte forskerne, om der var forskelle mellem grupperne i forhold til, hvordan de responderede på de ekstra kalorier.

Metabolismen er i ubalance

Resultatet af studiet viser først og fremmest, at begge grupper af forsøgspersoner fik øget deres BMI og deres vægt i løbet af de fire uger, som forsøget varede. Der var dog forskelle mellem de to grupper.

  • Personer, der var født med lav fødselsvægt, oplevede blandt andet øget fasteglukose som respons på overspisningen. Ifølge Line Ohrt Elingaard-Larsen er det koblet til øget risiko for udvikling af type 2-diabetes.

  • Personer, der var født med lav fødselsvægt, oplevede også øgede niveauer af C-peptid i blodet. Det tyder på, at kroppens insulinrespons ikke fungerer optimalt. Det er ligeledes en markør for prædiabetes.

  • Yderligere fandt forskerne hos personer med lav fødselsvægt et øget niveau af det appetit-regulerende hormon leptin samt af det stress-inducerede hormon FGF-21, som er med til at regulere energibalancen. Forhøjede niveauer af disse hormoner er associeret med fedme og type 2-diabetes.

  • Desuden øgede personerne med lav fødselsvægt kroppens energiomsætning mere end kontrolpersonerne som respons på overfodring. Det kan ifølge Line Ohrt Elingaard-Larsen være en kompensatorisk mekanisme for det øgede energiindtag.

»Vi kan se, at de responderer anderledes på indtaget af ekstra kulhydrater sammenlignet med personer, der er født med normal fødselsvægt. Derudover ser vi også, at begge grupper øgede deres mængde af leverfedt. Forskningsresultatet viser også, at personer, der var født med lav fødselsvægt, allerede fra udgangspunktet havde en højere fedtprocent i leveren. Et interessant fund er også, at allerede ved baseline havde fem individer i gruppen af forsøgspersoner med lav fødselsvægt en mængde fedt i leveren modsvarende en diagnose med fedtleversygdommen NAFLD,« siger hun.

  • Sidst, men ikke mindst, fandt forskerne, at personer, der var født med lav fødselsvægt, havde lavere niveauer af adiponectin i blodet både før og efter overfodring. Det er ifølge Line Ohrt Elingaard-Larsen interessant, fordi lave niveauer af adiponectin er forbundet med insulinresistens.

»Vores resultater viser meget tydeligt, at personer, der er født med lav fødselsvægt, reagerer mere uhensigtsmæssigt i forhold til en diæt med et højt indhold af kalorier og simple kulhydrater. Det peger på, at hvis man er født med en lav fødselsvægt, skal man ikke fylde sig for meget med usunde sager, især simple kulhydrater, fordi det i højere grad kan få helbredsmæssige konsekvenser. Den viden kan også bruges i en større folkesundhedssammenhæng med henblik på at forbedre det præventive arbejde i forhold til at reducere risikoen for at udvikle type 2-diabetes,« siger hun.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere