ADA
Hypoglykæmi øger risikoen for hjerterytmeforstyrrelser og forstyrrer hjertets arbejde
Udgivet:
Kommentarer (0)
Ph.d. Christine Rode Andreasen fra Steno Diabetes Center Copenhagen.
Lavt blodsukker har akutte effekter på hjertets sammentrækningsmønster og energieffektivitet, viser nyt studie. Ikke kun højt blodsukker, men også lavt blodsukker, kan være en del af forklaringen på koblingen mellem diabetes og hjertekarsygdom, siger forsker.
Svingninger i blodsukkeret er helt uundgåeligt, når man har diabetes.
Nogle gange er det for højt, mens det andre gange er for lavt. Det gælder især hos personer med diabetes og behov for behandling med insulin.
Nu viser et nyt dansk studie, at for lavt blodsukker, også kaldet hypoglykæmi, har akut effekt på hjertets arbejdsevne og sammentrækningsmønster.
Hjertets arbejde øges under hypoglykæmi, men arbejder samtidig mindre effektivt i forhold til dets energiforbrug. Forskere sammenligner det at køre i første gear på motorvejen.
Studiet viser også, at sammentrækningen af venstre hjertekammer bliver mere uensartet.
Resultatet af studiet understøtter tanken om, at lavt blodsukker kan føre til hjerterytmeforstyrrelser og fremme iltmangel i hjertet ved uhensigtsmæssigt at øge hjertets iltbehov.
Konsekvenserne kan være store på den lange bane.
»Vi kan se, at lavt blodsukker leder til nogle uhensigtsmæssige effekter i hjertet, men det er endnu uklart, om det bidrager til udvikling af hjertekarsygdom hos personer med diabetes. Men de effekter, som vi har fundet her, er formentlig skadelige hos personer med allerede erkendt hjertekarsygdom,« fortæller en af forskerne bag studiet, ph.d. Christine Rode Andreasen fra Steno Diabetes Center Copenhagen.
Christine Rode Andreasen har netop offentliggjort sine forskningsresultater på den årlige kongres for American Diabetes Association (ADA).
Gennemgået 350 ultralydsundersøgelser
I studiet har Christine Rode Andreasen med sine kollegaer undersøgt 350 ultralydsundersøgelser af hjertet fra tre eksperimentelle studier, som tilsammen inkluderede 84 personer med type 1-diabetes, type 2-diabetes og uden diabetes.
Ultralydsundersøgelserne var taget, efter forskerne med insulin eller glukose påvirkede blodsukkeret hos forsøgsdeltagerne, så det enten var lavt, højt eller normalt.
Forskerne undersøgte via ultralydsundersøgelserne af hjertet, hvor homogent eller heterogent venstre hjerteforkammers segmenter trak sig sammen ved de forskellige blodsukkerniveauer samt hjertets arbejde som målt ved konstruktivt arbejde, spildarbejde og effektivt arbejde.
»Vi har tidligere vist, at lavt blodsukker fører til øget pumpefunktion og forstyrrelser i hjertets elektriske aktivitet. Men om den øgede pumpefunktion skyldes ændringer i puls og blodtryk under lavt blodsukker eller er et udtryk for, at hjertet arbejder mere energieffektivt, kunne vi ikke sige noget om. Samtidig er det uvist, om disse elektriske forstyrrelser kan føre til uregelmæssigheder i hjertets sammentrækningsmønster. Vi ved, at øget spildarbejde i hjertet er associeret til udvikling af hjertekarsygdom og dårligere overlevelse, mens uregelmæssigheder i hjertets sammentrækningsmønster er associeret til hjerterytmeforstyrrelser og pludselig hjertedød,« forklarer Christine Rode Andreasen.
Behov for mere forskning
Resultatet af studiet viser, at hjertet får et mere uhensigtsmæssigt sammentrækningsmønster i venstre forkammer under for lavt blodsukker. Hjertets effektive konstruktive arbejde stiger også, men det bliver ledsaget af øget spildarbejde, hvilket samlet set peger på, at hjertet arbejder mindre effektivt under påvirkning af for lavt blodsukker.
Mindre effektivt arbejde leder til øget iltbehov, og det er ifølge Christine Rode Andreasen uhensigtsmæssigt.
»Man ved, at hvis hjertet primært forbrænder sukker, arbejder det mere energieffektivt, men uden sukker til rådighed sker der altså det modsatte,« siger Christine Rode Andreasen.
Det rejser ifølge forskeren spørgsmålet, om det at have lavt blodsukker ofte, for eksempel ved behandling af dårligt reguleret type 1-diabetes med insulin, bidrager til udvikling af hjertekarsygdom.
»Yderligere forskning skal blotlægge, om disse effekter fremmer udvikling af hjertekarsygdom eller forværrer allerede eksisterende hjertekarsygdom, og så vil det også være relevant at undersøge, om nogle grupper af personer med diabetes er særligt sårbare over for den uønskede kardiovaskulære påvirkning af for lavt blodsukker,« siger Christine Rode Andreasen.
Del artiklen: