Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ADA

Højdosis oral semaglutid rammer plet i to store studier på ADA

Udgivet:
Kommentarer (0)

Filip Krag Knop, professor, overlæge og leder af Center for Klinisk Metabolisk Forskning på Herlev og Gentofte Hospital.

Vægttab ved højdosis oral semaglutid er på niveau med Wegovy hos svært overvægtige uden diabetes, og så slår det også blodsukkeret helt ned hos patienter med type 2-diabetes, viser to store studier. Det her kommer til at ændre ved behandlingen af svær overvægt og type 2-diabetes, siger professor og overlæge Filip Krag Knop.


Det er muligt at opnå samme vægttab med daglig højdosis oral semaglutid, som det er med ugentlige injektioner med Wegovy.

Det baner vejen for en helt ny behandlingsmulighed, hvor patienter i samråd med deres læge kan beslutte sig for, hvad der egner sig bedst i den givne situation

Filip Krag Knop, professor, overlæge og leder af Center for Klinisk Metabolisk Forskning på Herlev og Gentofte Hospital

Det er konklusionen på de længeventede resultater fra OASIS 1-studiet, som professor, overlæge og leder af Center for Klinisk Metabolisk Forskning på Herlev og Gentofte Hospital Filip Krag Knop netop har præsenteret på American Diabetes Associations årlige kongres (ADA).

Resultaterne er samtidig publiceret i The Lancet.

Sideløbende viser resultater fra PIONEER PLUS-studiet, at højdosis oral semaglutid til personer med type 2-diabetes både sænker blodsukkeret markant og samtidig leder til et stort vægttab. Disse resultater er også netop publiceret i The Lancet.

Ifølge Filip Krag Knop kommer resultaterne fra de to studier til at ændre ved behandlingen af overvægt og type 2-diabetes.

»Det baner vejen for en helt ny behandlingsmulighed, hvor patienter i samråd med deres læge kan beslutte sig for, hvad der egner sig bedst i den givne situation. Nogle er måske vant til at være i behandling med injektionspenne, og for dem vil det ikke gøre den store forskel, om de skal tage semaglutid som injektion én gang om ugen, men for den brede del af befolkningen, som ikke er vant til at stikke sig selv med en injektionspen, kan daglige piller være et velkomment alternativ. Oral semaglutid i høj dosis forbedrer muligheden for at skræddersy behandlingen til den enkelte med svær overvægt og/eller type 2-diabetes,« siger han.

Publicerer resultater på rekordtid

I OASIS 1-studiet blev 667 personer med BMI over 30 kg/m2 eller BMI over 27 kg/m2 plus komorbiditet(er) randomiseret til behandling med 50 mg oral semaglutid dagligt i 68 uger eller placebo.

50 mg semaglutid er den højeste dosis afprøvet som behandling til personer med overvægt.

Forsøgsdeltagerne var gennemsnitligt 49-50 år gamle (49 år i semaglutidgruppen og 50 år i kontrolgruppen), 71-74 pct. var kvinde, og deres gennemsnitlige vægt var 104,5-106,2, hvilket svarer til BMI 37,3-37,7 kg/m2.

40 pct. havde prædiabetes, men ingen af forsøgsdeltagerne havde diabetes.

Foruden behandlingen blev forsøgsdeltagerne bedt om at følge de normale slankeråd med blandt andet 150 minutters motion om ugen og en lavkalorie-diæt.

»Vi har haft vanvittigt travlt de seneste måneder, idet forsøget lukkede for godt en måned siden, og vi både skulle skrive og revidere manuskriptet til The Lancet og gøre klar til at præsentere resultaterne på ADA,« siger Filip Krag Knop.

Vægttab på 15,6 pct.

Resultatet af studiet tyder på, at daglig oral semaglutid kan præcis det samme som ugentlige injektioner.


ADA 2023:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ADA 2023 her.


Forsøgsdeltagerne i behandling med semaglutid tabte 17,4 pct. af deres kropsvægt over de 68 uger, og efter justering på 1,8 pct., hvilket var vægttabet i placebogruppen, modsvarer det et vægttab på 15,6 pct. af kropsvægten.

»Vi havde ikke forventet at se et større vægttab end ved injektioner, så det her resultat er med armene over hovedet. Det er det første forsøg til at vise et vægttab i denne størrelsesorden med et oralt vægttabsmiddel,« siger Filip Krag Knop.

Sammenlignet 14 mg semaglutid med 25 og 50 mg

I PIONEER PLUS-studiet, som Filip Krag Knop ikke har været den ledende forsker på, men været en del af, blev personer med type 2-diabetes og BMI over 25 kg/m2 behandlet med samme høje dosis oral semaglutid.

I dag er oral semaglutid i form af Rybelsus godkendt til behandling af type 2-diabetes i flere lande, men det er i doser på syv og 14 mg.

I PIONEER PLUS-studiet undersøgte forskerne, hvad 25 mg og 50 mg kan gøre for denne gruppe personer med type 2-diabetes.

Forsøgsdeltagerne, der gennemsnitligt vejede 96,4 kilo ved baseline, blev randomiseret til behandling med oral semaglutid 14, 25 eller 50 mg.

Interventionsperioden varede ligesom i OASIS 1-studiet 68 uger.

Potentialet i semaglutid udrulles for fuld blus

Resultatet af PIONEER PLUS viser, at henholdsvis 25 mg og 50 mg oral semaglutid kan få blodsukkeret endnu længere ned end, hvad der ses på 14 mg, samtidig med at behandlingen leder til større vægttab.

Blandt patienter behandlet med henholdsvis 14, 25 og 50 mg semaglutid faldt langtidsblodsukkeret (HbA1c) fra 9,0 pct. til henholdsvis 7,5, 7,1 og 6,8 pct.

Det svarer ifølge Filip Krag Knop til ‘fin glykæmisk kontrol’ på de to høje doser oral semaglutid.

Samtidig oplevede personer i behandling med henholdsvis 25 og 50 mg semaglutid vægttab på 7,0 og 9,2 kilo sammenlignet med et vægttab på blot 4,5 kilo ved behandling med 14 mg semaglutid.

»Her ser vi potentialet i oral GLP-1-receptoragonistbehandling for fuldt blus. Resultaterne tyder på, at man med højdosis oral semaglutid kan få meget dysregulerede patienter med højt Hb1Ac i fin glykæmisk kontrol, samtidig med at man opnår et stort vægttab på knap 10 kilo hos en gruppe personer, som normalt har meget svært ved at tabe sig. Det er meget lovende resultater,« siger Filip Krag Knop.


Tilknytninger

Filip Krag Knop er sideløbende med sin ansættelse som professor og overlæge også uafhængig rådgiver og konsulent for flere medicinalvirksomheder, herunder Novo Nordisk, som producerer semaglutid.


Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere