Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ADA

Her er de danske topresultater fra årets ADA

Udgivet:
Kommentarer (0)

Danske forskere var stærkt repræsenteret på årets kongres for American Diabetes Association. Vi har samlet en håndfuld af det mest interessante, som de danske forskere tog med til kongressen.


Den årlige kongres for American Diabetes Association (ADA) er slut, og det plejer at være sådan efter de store internationale medicinske kongresser, at folk hopper på en flyver hjem, men sådan er det ikke nødvendigvis i år.

En del danske forskere har været med til kongressen i år for at præsentere frugten af det seneste års forskningsarbejde, og af dem har mange valgt at forlænge opholdet i San Diego med et par uger på stranden med velfortjente parasoller i deres drinks.

Dagens Medicins dækning af ADA er dog ikke helt der, hvor vi kan tillade os at trække strandstolen frem endnu. Vi skal lige have afsluttet kongressen, og det gør vi med et lille tilbageblik på, hvad der egentlig var de danske forskeres mest interessante bidrag til verdens største kongres for diabetologer.

Oral semaglutid leder til stort vægttab

Professor, overlæge og leder af Center for Klinisk Metabolisk Forskning på Herlev og Gentofte Hospital Filip Krag Knop er svær at komme udenom, når snakken falder på danske forskningsbidrag til kongressen.

Hans navn var her, der og alle vegne. Det gjaldt også på de store studier, som fyldte salene med folk, da resultaterne blev præsenteret.

Et af disse store studier var OASIS-1-studiet, hvori forskerne undersøgte effekten af behandling med oral semaglutid til personer med overvægt. Resultaterne blev samtidig publiceret i The Lancet.

667 personer med et mediant BMI på lidt over 37 kg/m2 blev randomiseret til behandling med oral semaglutid 50 mg eller placebo i 68 uger.

Resultatet af studiet viste, at behandlingen ledte til et vægttab på 15,6 pct., hvilket modsvarer vægttabet ved behandling med ugentlig subkutan semaglutid.

»Det baner vejen for en helt ny behandlingsmulighed, hvor patienter i samråd med deres læge kan beslutte sig for, hvad der egner sig bedst i den givne situation. Oral semaglutid i høj dosis forbedrer muligheden for at skræddersy behandlingen til den enkelte med svær overvægt og/eller type 2-diabetes,« fortalte Filip Krag Knop til Dagens Medicin.

Oral semaglutid blev også undersøgt i PIONEER PLUS-studiet, hvori personer med type 2-diabetes blev behandlet med Novo Nordisks orale formulering af deres guldfugl.

I dette studie tabte forsøgsdeltagerne sig 9,2 kilo og fik deres HbA1c reduceret fra 9,0 pct. til 6,8 pct. ved den høje dosis på 50 mg oral semaglutid.

»Her ser vi potentialet i oral GLP-1-receptoragonistbehandling for fuldt blus. Resultaterne tyder på, at man med højdosis oral semaglutid kan få meget dysregulerede patienter med højt Hb1Ac i fin glykæmisk kontrol, samtidig med at man opnår et stort vægttab på knap 10 kilo hos en gruppe personer, som normalt har meget svært ved at tabe sig. Det er meget lovende resultater,« sagde Filip Krag Knop.

Dette er Novos modsvar til tirzepatide

Filip Krag Knop stod også bag resultater fra et forsøg med behandling af personer med type 2-diabetes med Novo Nordisk nye bud på fremtidens lægemiddel til at kontrollere vægten og blodsukkeret. Det er et kombinationspræparat af semaglutid og amylinanalogen cagrilintid (CagriSema).

Forsøget med dette lægemiddel inkluderede 92 personer, som blev behandlet med enten semaglutid, placebo eller CagriSema.

Resultatet viste et vægttab over kun 32 uger på 15,6 pct. og et fald i HbA1c på 2,2 procentpoint.

»Det er sværere med medicinsk vægttabsbehandling at opnå store vægttab hos personer med type 2-diabetes end blandt overvægtige personer uden diabetes, men i dette studie opnåede forsøgsdeltagerne meget store vægttab på meget kort tid. Jeg vil mene, at den her kombinationsbehandling formentlig bliver Novo Nordisk svar på Eli Lilys tirzepatide, der lige om lidt kommer ind som konkurrent til Wegovy på markedet for vægttabsbehandling,« sagde Filip Krag Knop, da vi talte med ham om resultaterne.

Sådan kan man fange tilfælde at type 2-diabetes i befolkningen

Diabetesforeningen var også kommet til ADA med resultater fra et forsøg med tidlig opsporing af type 2-diabetes i Danmark.

Diabetesforeningen havde lavet to initiativer til at opspore personer med type 2-diabetes, uden at det blev opdaget ved besøg hos egen læge.

Det ene tiltag var en bus, der tilbød undersøgelser for type 2-diabetes i forskellige danske byer.

Det andet var en hjemmetest, som man kunne bestille på Diabetesforeningens hjemmeside.

I alt blev 4.824 personer undersøgt for type 2-diabetes og prædiabetes i initiativet med hjemmetesten. Yderligere 1.294 personer blev testet i diabetesbussen.

Ved hjemmetesten havde 3,4 pct. en HbA1c-værdi på 48 mmol/mol eller derover (type 2-diabetes), mens 15 pct. havde en HbA1c-værdi mellem 42 og 47 mmol/mol (prædiabetes).

Ved bussen havde 2,5 pct. en HbA1c-værdi på 48 mmol/mol eller derover, mens 8,7 pct. havde en HbA1c-værdi mellem 42 og 47 mmol/mol.

Begge tiltag var i stand til at fange flere tilfælde af type 2-diabetes, end hvad der estimeres at være i befolkningen.

»Hensigten med kampagnerne har været at finde ud af, om de kan bruges til at opspore personer med type 2-diabetes, så vi kan regne på, hvad det koster at opspore tidligt. Perspektivet er at finde effektive opsporingsmetoder, som måske kan få en plads i et nationalt screeningsprogram, som vi også kender det fra kræftområdet. Vi kan se, at vi fanger nogle mænd i en aldersgruppe, hvor de ikke normalt er ret gode til at gå til lægen, før det er nødvendigt, og så har de allerede type 2-diabetes og komorbiditeter. Men med disse initiativer er flere mænd tilbøjelige til at lade sig undersøge, og det er godt. Derudover finder vi, at bussen er særligt god til at fange ældre kvinder,« fortalte en af forskerne bag studiet, projektleder Nuri Cayuelas i Mateu fra Diabetesforeningen.

Brug af automatisk insulinpumpe giver den klart den bedste blodsukkerkontrol

Alt det, som de danske forskere havde med til ADA, handlede dog ikke om type 2-diabetes.

Overlæge og forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen samt professor på Københavns Universitet Kirsten Nørgaard havde taget resultater med fra en undersøgelse, som viste, at automatisk insulinpumpe, der selv justerer insulin på basis af data fra en kontinuerlig blodsukkermåler, klart er bedst til at holde personer med type 1-diabetes inden for det ønskede blodsukkerniveau.

Forskerne sammenlignede i studiet effekten af brug af automatisk insulinpumpe med forskellige andre teknologier til at holde styr på blodsukkeret. Det drejede sig om blodsukkermåler med pen, blodsukkermåler og ikke-integreret insulinpumpe eller blodsukkermåler med semiintegreret insulinpumpe.

3.041 personer deltog i studiet.

I sammenligningen med en kontinuerlig blodsukkermåler uden alarm havde personer med den fuldt integrerede kombinationsteknologi med automatisk insulinpumpe og blodsukkermåler 10 gange så høj sandsynlighed for at være inden for blodsukker-målområdet i 70 pct. af tiden.

»Vi kan ikke forsvare at undlade at bruge den her kombination, når vi ser de her resultater. Muligheden for at anvende en automatisk insulinpumpe har kun været på markedet i to år, så det er et stort arbejde at skifte alle vores patienter over på denne type sensor og pumpe, men det er sigtet, at vi skal have så mange over på denne teknologi som muligt, når garantien udløber på deres tidligere pumper,« fortalte Kirsten Nørgaard.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere