Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ADA

Dansk professor og overlæge: Jeg har aldrig før været på et ADA med så mange spændende resultater fra industrien

Udgivet:
Kommentarer (0)

Professor, overlæge og leder af Center for Klinisk Metabolisk Forskning på Herlev og Gentofte Hospital Filip Krag Knop.

Professor og overlæge Filip Krag Knop blev blæst bagover af en hel del af den forskning, som blev præsenteret på den årlige kongres for American Diabetes Association. Specielt et nyt vægttabsmiddel fra Eli Lilly fik ham til at måbe.


”Det er helt vildt”.

Konkurrencen kommer på et tidspunkt til ikke længere at handle om større og større vægttab, fordi det formentlig ikke er sundt, hvis vi går højere op

Filip Krag Knop, professor, overlæge og leder af Center for Klinisk Metabolisk Forskning på Herlev og Gentofte Hospital

Sådan lød ordene fra professor, overlæge og leder af Center for Klinisk Metabolisk Forskning på Herlev og Gentofte Hospital Filip Krag Knop, da Dagens Medicin fangede ham til en snak om det, han havde set på årets store kongres for American Diabetes Association (ADA).

Kongressen er slut, og særligt én ting springer i øjnene, når Filip Krag Knop skal huske tilbage på ugen, der gik.

» Jeg har aldrig været til et ADA, hvor der har været mange spændende resultater fra industrien. Desuden har vi set nogle resultater, som jeg ikke for blot et par år siden troede var mulige,« siger Filip Krag Knop.

Lægemiddel viste voldsomt vægttab

Ifølge Filip Krag Knop kommer man ikke udenom Eli Lily og deres nye lægemiddelkandidat retatrutide, som stjal overskrifterne på ADA.

Retatrutide er en GIP-/GLP-1-/glukagonreceptoragonist, og i et fase 2-forsøg blev 338 personer med overvægt uden diabetes randomiseret til behandling med placebo eller fire doser af lægemidlet (1, 4, 8 eller 12 mg).

Resultatet af studiet viste et gennemsnitligt vægttab på svimlende 24 pct. af kropsvægten over 48 uger uden at se ud til at være nået et ’plateau’, samtidig med at behandlingen så ud til at kunne kurere ikke-alkoholisk fedtlever (NAFLD).

I et andet forsøg ledte behandling med retatrutide til et vægttab på 16,9 pct. over 48 uger hos personer med type 2-diabetes, der normalt viser meget mindre vægttabsrespons på medicinsk vægttabsbehandling sammenlignet med personer med svær overvægt uden type 2-diabetes.

Filip Krag Knop lagde særligt mærke til, at det i forsøget var lykkedes forskerne at rekruttere en ligelig kønsfordeling af forsøgsdeltagere. Normalt er der ellers typisk godt 70 pct. kvinder med i denne type forsøg, og kvinderne i fase 2-forsøget med retatrutide viste sig at tabe sig mere end mændene.

»Det betyder, at hvis vi sammenligner disse data med data fra andre studier, dækker dette resultat over et endnu større vægttab,« siger Filip Krag Knop.

Ydermere skal man ifølge den danske professor og overlæge også holde sig for øje, at det i studiet ikke så ud til, at vægttabet endnu var slut. Det vil sige, at det muligvis kan komme helt op omkring et vægttab på 30 pct.

»Og så skal man huske på, at alle ikke taber sig lige meget. Der vil være nogle af de her forsøgspersoner, som måske har tabt op imod halvdelen af deres kropsvægt i løbet af 48 uger. Det er helt crazy,« siger Filip Krag Knop.

Sætter nye standarder

Filip Krag Knop synes, at Eli Lily har sat en helt ny barre for vægttab, som andre firmaer kan aspirere efter.


ADA 2023:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ADA 2023 her.


Som eksempel præsenterede forskere også interessante data fra et Boehringer Ingelheim-sponsoreret fase 2-forsøg med GLP-1-/glukagonreceptoragonisten survodutide, som er udviklet af det danske firma Zealand Pharma.

Disse data viste et vægttab på 18 pct.

»Selvom det er et ret flot resultat, kan det blive sværere at sælge, fordi vægttabet er så meget højere ved behandling med retatrutide. 16,9 pct. vægttab med retatrutide til personer med type 2-diabetes var også højere, end hvad vi så i SURMOUNT-studiet med Eli Lillys tirzepatide eller i PIONEER PLUS-studiet med Novos orale semaglutid. Her var vægttabene hhv. 15 pct. og 9,2 pct.,« siger Filip Krag Knop.

Kampen om behandling af komorbiditeter

Resultaterne med retatrutide i forhold til NAFLD peger ifølge Filip Krag Knop på det, der sandsynligvis kommer til at være et fokusområde i fremtiden, nemlig samtidig behandling af komorbiditeter til svær overvægt.

Behandling med en glukagonreceptoragonist ser ud til at få kroppen til at forbrænde fedt i leveren i en rasende fart, mens GLP-1-receptoragonister har vist lovende takter inden for hjerte- og nyrebeskyttelse. Muligvis kan GLP-1-receptoragonisterne også beskytte mod sygdom i hjernen.

Ovenstående er også årsagen til, at mange lægemiddelproducenter lige nu undersøger deres lægemidler for samtidig effekt på organerne, så det kan blive en del af indikationen.

»Konkurrencen kommer på et tidspunkt til ikke længere at handle om større og større vægttab, fordi det formentlig ikke er sundt, hvis vi går højere op. Min vurdering er, at op mod 30 pct. virker til at være omkring et leje, hvor vi ikke behøver meget mere,« siger Filip Krag Knop.

Små molekyler viser lovende resultater

Filip Krag Knop tror, at et andet fokusområde kommer til at dreje sig om det molekyle, som vægttabet opnås med.

Alle de behandlinger, der er længst fremme inden for overvægtsbehandling, er baseret på peptider.

Dog var der på ADA også studier med vægttabsmidler baseret på såkaldte small molecules.

Blandt andet viste et studie med lægemiddelkandidaten orforglipron, at det også med small molecules er muligt opnår store vægttab.

Resultatet af studiet med orforglipron viste et vægttab på 12,6 pct. efter blot 26 uger, og kurven for vægttabet var langt fra ved at flade ud.

»Small molecules er interessante, fordi de er lette og billige at fremstille, og så skal de ikke som for eksempel oral semaglutid tages under bestemte forudsætninger. Det bliver spændende at følge fase 3-studierne med disse lægemiddelkandidater for at se, om der er nogle andre sikkerhedshensyn ved disse behandlinger sammenlignet med lægemidler baseret på peptider,« siger Filip Krag Knop.

Det vælter frem med nye lægemidler

Kigger han ind i fremtiden, ser Filip Krag Knop et proppet marked for lægemidler til overvægtsbehandling.

Han forudser, at lægemidlerne kommer til at overtage hinanden, så længe kampen hovedsageligt handler om størrelsen på vægttabet.

Den kamp vinder semaglutid lige nu, da der ikke er andre vægttabslægemidler på markedet, som overhovedet kommer i nærheden af at kunne måle sig med det.

Novo Nordisk slår dog tilbage med CagriSema, som er endnu bedre, og på den måde kan de store lægemiddeludviklere udveksle slag i nogle år.

»Konkurrencen er god, fordi det også kommer til at presse prisen, så flere får råd til medicinsk overvægtsbehandling, og fordi det kommer til at give flere lægemidler med forskellige data, så vi kan skræddersy behandlingen til den enkelte. Vi står lige nu over for den samme udvikling, som vi har set inden for behandling af type 2-diabetes de seneste 10 år, og det kommer til at blive vanvittigt interessant at følge,« siger Filip Krag Knop.

Han ser dog ikke, at overvægt forsvinder som et problem på baggrund af de mange lægemidler, der kommer til at flyde ud på markedet for overvægtsbehandling.

»Problemet er fortsat, at de her lægemidler ikke forebygger overvægt, hvilket stadig er det fundamentale problem, som ingen medicinalfirmaer er begyndt at adressere endnu, og som nok også mere er et samfundsproblem end noget, der skal løses af et lægemiddel,« siger Filip Krag Knop.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere