Navne
Region Hovedstaden opretter ny lægefunktion, som skal hjælpe de svageste i sundhedsvæsenet
Udgivet:
Kommentarer (0)
Mathilde Pihl Badse (tv.) er nyudnævnt socialoverlæge i Region Hovedstaden og er tilknyttet Akutmodtagelsen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Til højre ses socialsygeplejerske Karen Strand Kromann ligeledes fra Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital.
Mathilde Pihl Badse tiltræder den ene af to nyoprettede stillinger som socialoverlæge. Hun kommer til at have sin gang på Frederiksberg og Bispebjerg Hospital.
Sundhedsvæsenet er ikke altid gearet til at behandle samfundets socialt udsatte. Derfor har Region Hovedstaden oprettet to socialoverlægestillinger, der skal sørge for en god behandling til patienter, der kæmper med rusmiddelafhængighed, hjemløshed eller psykisk sygdom.
Tanken er, at socialoverlægefunktionen skal samarbejde over sektorgrænserne og sikre, at der i fremtiden kan laves aftaler for at forbedre patientens forløb.
Det skriver Bispebjerg og Frederiksberg Hospital i en pressemeddelelse.
1. december begyndte speciallæge i samfundsmedicin Mathilde Pihl Badse i den ene socialoverlægestilling, som er tilknyttet Akutmodtagelsen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, mens hendes kollega Lene Caspersen er ansat i den anden socialoverlægestilling og bliver tilknyttet Amager og Hvidovre Hospital.
Mathilde Pihl Badse ser frem til at arbejde for, at også samfundets socialt udsatte sikres en god behandling.
»Vores sundhedsvæsen er ikke altid lige godt i mødet med de socialt udsatte patienter. Men de skal imødekommes, hvis de skal have samme adgang til og udbytte af behandlingen som alle andre patienter,« siger Mathilde Pihl Badse.
Hun har tidligere været ansat i socialmedicinske enheder, på Indvandrermedicinsk Klinik og i rusmiddelbehandlingen i Københavns Kommune. Hendes seneste ansættelse var i Sundhedsstyrelsen, hvor hun varetog området for rusmiddelbehandling og bidrog til opgaver inden for udsatteområdet.
Et af de steder, hvor den nytiltrådte socialoverlæge og hendes kolleger oplever, at der er udfordringer, er i arbejdet med og behandlingen af patienter med abstinenser.
»Når vi møder en abstinent patient, skal vi tilbyde abstinens- eller substitutionsbehandling med det samme. Ellers risikerer vi, at patienten afbryder sin behandling, og at vi måske så aldrig ser patienten igen,« siger Mathilde Pihl Badse.
Del artiklen: