Navne
Prisvindende sygeplejerske bliver ny oversygeplejerske på Steno Diabetes Center Odense
Udgivet:
Kommentarer (0)
Lene Borgen Esmann vender i begyndelsen af det nye år hjem til OUH. Hun tiltræder 1. januar stillingen som oversygeplejerske på Steno Diabetes Center Odense.
Det er et glædeligt gensyn, som venter Lene Borgen Esmann, når hun ved årsskiftet til 2022 bliver ny oversygeplejerske på Steno Diabetes Center Odense.
Lene Borgen Esmanns CV
2021 -: Kvalitetskonsulent, Privathospitalet Vejlefjord Rehabilitering og BDO
2018-2021: Leder af Sygeplejen, Sundhed og Fritidsforvaltningen i Kolding Kommune
2015-2019: Kvalitets og udviklingskonsulent, Sundhed og Socialforvaltningen i Kolding Kommune.
2013: Modtog OUH’s sygeplejepris, da hun var sygeplejerske på Endokrinologisk Afdeling M
2007-2015: Ambulatoriesygeplejerske og Klinisk sygeplejespecialist, Endokrinologisk Afdeling M, Odense Universitetshospital.
2003-2007:Hjemmesygeplejerske, Ejby Kommune
1999-2003: Sygeplejerske, Hjertemedicinsk Afdeling, Århus Amtssygehus
1999: Uddannet fra sygeplejerskeuddannelsen ved Hovedstadens Sygehusfællesskab
Lene Borgen Esmann vender nemlig tilbage til OUH, hvor hun i perioden fra 2007-2015 var ansat som ambulatoriesygeplejerske og Klinisk sygeplejespecialist på Endokrinologisk Afdeling M. Det skriver Odense Universitetshospital i en pressemeddelelse.
»Jeg glæder mig meget til at vende tilbage til specialet, som er en stor del af mit sygepleje-DNA, og til at blive en del af holdet i det bredtfavnende Steno Diabetes Center,« siger Lene Borgen Esmann.
Siden Lene Borgen Esmann forlod OUH, har hun været kvalitetskonsulent og leder af sygeplejen i hele Kolding Kommune. En erfaring fra det kommunale, som lægelig direktør på OUH, Bjarne Dahler-Eriksen, mener, er et stort plus.
»Lenes erfaring fra Kolding er guld værd i forhold til vores udvidede samarbejde med kommunerne. Derudover har hun solid ledererfaring og løst vanskelige opgaver som fusioner, og så har hun naturligvis speciale-kendskabet,« siger Bjarne Dahler-Eriksen.
En af Lene Borgen Esmanns primære opgaver, når hun tiltræder stillingen, bliver at etablere Stenos eget patientvenlige hus på det nye OUH. Et hus, som samler specialerne under samme tag og lader specialisterne komme til diabetespatienterne og ikke omvendt.
»Ved at samle specialerne i huset kommer specialisterne til patienterne og ikke omvendt. Det er nytænkende og bliver super spændende,« siger Lene Borgen Esmann.
Lene Borgen Eriksen kommer fra en stilling som kvalitetskonsulent ved Privathospitalet Vejlefjord Rehabilitering og BDO. Hun overtager stillingen som oversygeplejerske ved Steno Diabetes Center Odense fra Anna Sofie Lillevang.
Privat er Lene Borgen Esmann gift med dyrlæge Christian Høj. Sammen har de to døtre på henholdsvis 20 og 18 år.
Del artiklen: