Navne
Lægeformand genvalgt uden modkandidater
Udgivet:
Kommentarer (0)
Camilla Rathcke skal fortsætte i rollen som formand for Lægeforeningen.
Camilla Rathcke er på Lægeforeningens repræsentantskabsmøde i Kolding blevet genvalgt som formand for en ny periode på to år.
Camilla Rathcke fortsætter i rollen som formand for Lægeforeningen. Det står klart efter Lægeforeningens repræsentantskabsmøde i Kolding, der fandt sted 12.-13. maj.
På mødet skulle der peges på en formand for de næste to år, og da der ikke var nogen modkandidater, faldt valget endnu engang på Camilla Rathcke. Det skriver Lægeforeningen i en pressemeddelelse.
Den genvalgte formand ser frem til at fortsætte arbejdet med at forbedre sundhedsvæsenet:
»Jeg er stolt over at få lov til fortsat at stå i spidsen for Lægeforeningen i en presset tid, hvor det er vigtigere end nogensinde, at vi som lægestand byder ind med fagligt input og tør udfordre politikerne på indretningen af sundhedsvæsnet,« siger Camilla Rathcke, der overtog posten i 2020, hvor hun afløste Andreas Rudkjøbing.
Hun peger på den dramatiske mangel på speciallæger og andre sundhedsprofessionelle som et område, som Lægeforeningen særligt vil have et stort engagement i. Det kalder på prioritering i sundhedsvæsenet:
»Det samme gælder den fortsatte kamp for at forbedre lægers retssikkerhed. Det er afgørende, at politikere, myndigheder og andre beslutningstagere her lytter til lægernes stemme, også for at undgå defensiv medicin og dermed unødig behandling. Lægers retssikkerhed og sikkerheden for patienter går hånd i hånd,« forklarer Camilla Rathcke.
Camilla Rathcke er 48 år, overlæge, ph.d., og arbejder på medicinsk afdeling, endokrinologisk sektion på Herlev og Gentofte Hospital. Hun er uddannet læge fra Københavns Universitet i 2003 og blev speciallæge i intern medicin i 2019.
Del artiklen: