Navne
Kresten Dørup skal stå i spidsen for psykiatrien i Region Sjælland
Udgivet:
Kommentarer (0)
Psykiatrien i Region Sjælland får til november ny direktør. Det er Kresten Dørup, der fremover skal sørge for drift og udvikling af regionens psykiatri. En psykiatri under stor bevågenhed og stigende pres.
Kresten Dørup tiltræder som psykiatridirektør i Regions Sjælland 1. november. Han kommer fra stillingen som centerchef for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Den nye psykiatridirektør træder ind i stillingen i en tid, hvor alles øjne er rettet mod psykiatrien, og hvor der er brug for forandring. Regionsdirektør Per Bennetsen er overbevist om, at Kresten Dørup er den rette til opgaven.
»Jeg er overbevist om, at Kresten Dørup har den helt rigtige profil til at løfte den store og vigtige opgave, der venter. Kresten Dørup består af en kombination af at være en relativt ung lederprofil med spændende tanker og visioner med stor erfaring fra Region Hovedstadens psykiatri. Han har skabt flotte resultater – bl.a. ved en markant satsning på det tværsektorielle samarbejde mellem region, kommuner og almen praksis for at styrke forebyggelse og forløb for børn og unge i psykisk mistrivsel,« siger Per Bennetsen.
Kresten Dørup har de seneste fem år stået i spidsen for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden og har samlet set 14 års ledelseserfaring bag sig, hvor han blandt andet har været sekretariatschef og afdelingschef ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
En samarbejdende psykiatri
I Region Sjælland vil han være med til at sikre behandling af høj kvalitet til psykiatriens patienter ved at opbygge et stærkt samarbejde mellem kommuner, praktiserende læger og de somatiske sygehuse.
Som ny psykiatridirektør kommer Kresten Dørup til at være chef for omkring 2.000 fastansatte medarbejdere. Han ser frem til at møde både medarbejdere og ledere.
Desuden ser han frem til at møde Regionsrådets politikere og i fællesskab tage den vigtige dialog om de rette løsninger for regionens psykiatri.
»Jeg mener, at der er et godt fundament for udvikling, både i Region Sjælland og i regionens psykiatri, fordi man kender sine udfordringer og ikke er bange for at adressere dem. Og så er det utroligt tillokkende, at man har modet til at prøve nye ting af – eksempelvis ved at placere en psykiatrisk onlineklinik i København,« fortæller Kresten Dørup.
Kresten Dørup vil udgøre ledelsen sammen med de to vicedirektører Dorthe Juul og Søren Bredkjær. Han overtager posten som psykiatridirektør efter Michael Werchmeister, der har valgt at gå på pension.
Del artiklen: