Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Navne

Efter otte år i spidsen siger Jørgen Schøler Kristensen farvel til Medicinrådet

Udgivet:
Kommentarer (0)

»De to er rigtig dygtige, og jeg er helt tryg ved, at de overtager,« siger Jørgen Schøler Kristensen om Birgitte Klindt Poulsen og Jannick Brennum, som overtager formandskabet i Medicinrådet.

Næste år stopper Jørgen Schøler Kristensen som formand for Medicinrådet. Det har været et formandskab, som har været fyldt med godt samarbejde, til tider stort pres fra omgivelserne og en stor fornøjelse at være en del af, lyder det fra Jørgen Schøler Kristensen.


Efter næsten et årti med prioritering af lægemidler i spidsen for Medicinrådet stopper Jørgen Schøler Kristensen som formand ved udgangen af januar næste år.

Sammen med Steen Werner Hansen, der stoppede som formand ved udgangen af 2023, har han været med til at opbygge Medicinrådet og lægge rådets strategiske linje helt fra begyndelsen.

»Det er helt specielt at sige farvel til noget, der har varet i så mange år. Det er mange år med prioritering af lægemidler i Danmark. På den måde er det for mig en æra, der slutter,« siger Jørgen Schøler Kristensen, som også arbejdede med prioritering, inden han kom ind i Medicinrådet, bl.a. som formand for Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin.

Medicinrådet blev oprettet 1. januar 2017 af Danske Regioner. Rådets prioritering er baseret på syv principper for prioritering af sygehuslægemidler, som Folketinget har vedtaget.

Det første år gik bl.a. med at få udviklet og bygget rådet op. Opstarten var heller ikke uden udfordringer, fortæller Jørgen Schøler Kristensen.

»Alle begyndelser er svære, og Medicinrådets første tid var også svær. Da vi startede op, diskuterede vi rigtig meget, hvordan vi skulle placere os.«

»Vi var enige om, at vi skulle fastholde det faglige fundament og ikke tage politiske hensyn eller hensyn til håb. Vi skulle stå på det faktuelle og det faglige,« siger Jørgen Schøler Kristensen.

Under pres

Helt fra begyndelsen har der været stor offentlig interesse for Medicinrådets arbejde og beslutninger.

I formandskabets første årsberetning skrev de også, at ‘der har været overvældende stor interesse om og opmærksomhed på vores arbejde, og det bekræfter os i, at åbenhed om arbejdet er altafgørende’.

»Vi er naturligt nok blevet forsøgt påvirket rigtig mange gange af patientforeninger, industri og politikere. De har holdt sig inden for rimelighedens grænse, selvom der nogle gange har været pres på os,« siger Jørgen Schøler Kristensen og fortsætter:

»Vi var under mest pres i forbindelse med muskelsvindssagen, som var vores første store, profilerede sag. Der var der alvorligt pres fra industri og patientforeninger.«

I 2017 afviste Medicinrådet at anbefale Spinraza (nusinersen) til muskelsvindsygdommen spinal muskelatrofi udover til en bestemt, mindre gruppe børn.

Det affødte mange reaktioner fra bl.a. patientorganisationer, politikere, læger og medicinalbranchen.

Men Jørgen Schøler Kristensen og resten af Medicinrådet valgte at holde fast i deres beslutning.

I sommeren 2023 vurderede rådet, at lægemidlet kunne anbefales til patienter på op til 25 år, efter at der bl.a. var kommet flere data og en bedre prisaftale.

Plads til holdninger

På trods af den store interesse og forsøg på at påvirke rådet gennem årene, har Jørgen Schøler Kristensen sammen med sin tidligere medformand holdt fast i deres strategiske linje om at stå på et faktuelt og fagligt fundament.

Hvordan har det været at sidde i et råd, hvor der oftest er nogen, som har en holdning om det arbejde, I laver, og de anbefalinger, I kommer med?

»Det er fuldstændig naturligt. Jeg mener ikke, at man kan prioritere på et så vigtigt område for patienter og samfund som sundhed uden synspunkter på Medicinrådets arbejde.«

»Det vil der hele tiden være. Og det skal der i øvrigt også være. Der skal være plads til, at man kan komme ud med sine holdninger. De dialoger er nødt til at være der,« siger Jørgen Schøler Kristensen.

Han påpeger, at Medicinrådet er blevet struktureret på en måde, hvor der også er aktører fra bl.a. patientforeninger, styrelser og industri, så ‘alle stemmer kan blive hørt’.

Han fremhæver også det gode samarbejde, som der har været med fagfolk, patienter, industri og politikere gennem årene. Og han er glad for at have været med til at bygge systemet op.

»Vi har fået etableret et system i Danmark med politiske principper og en åben debat undtagen om priserne. Og det har været rigtig set af politikerne,« siger han og fortsætter:

»Det har været rigtig spændende at være med til at etablere, og det været en fornøjelse at arbejde sammen om.«

Jørgen Schøler Kristensen er heller ikke i tvivl om, at netop samarbejdet med alle de forskellige aktører har været til at sikre, at Medicinrådets konstruktion har overlevet.

»Det er ikke nemt at prioritere på sundheds- og lægemiddelområdet. Men det er en god demokratisk konstruktion på det her svære område. Og vores model med samarbejde har vist sig at være langtidsholdbar.«

En stor fornøjelse

Jørgen Schøler Kristensen har blot lidt over tre måneder tilbage af sit formandskab. Han ser frem til at få mere tid med sin familie, andet bestyrelsesarbejde og andre faglige projekter.

Selvom det er vemodigt at skulle sige farvel til Medicinrådet, glæder Jørgen Schøler Kristensen sig også over at overlevere et levedygtigt råd.

Inden han stopper, når han at runde sit 100 rådsmøde. Det har været en ‘stor fornøjelse’ at være en del af og arbejde sammen med Medicinrådet i alle otte år, fortæller Jørgen Schøler Kristensen.

Han er samtidig ‘virkelig glad’ for, at Birgitte Klindt Poulsen og Jannick Brennum har valgt at sige ja til at overtage formandskabet som henholdsvis forperson og næstforperson.

»Det er rart, at der er nogen, som fortsætter med at passe Medicinrådet, efter at Steen Werner Hansen og jeg har arbejdet med Medicinrådet i mange år. De to er rigtig dygtige, og jeg er helt tryg ved, at de overtager,« siger Jørgen Schøler Kristensen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere