Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Karriere

Ulf Hørlyk skal lede Fælles Akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus 

Udgivet:
Kommentarer (0)

Blot godt tre uger. Så kort tid skulle der gå, fra Ulf Hørlyk på LinkedIn annoncerede sit stop som ledende overlæge på Akutafdelingen på Regionshospitalet Horsens, til at han kunne bekendtgøre, at han fra 1. maj skal udfylde samme rolle på Fælles Akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

1. maj bliver Ulf Hørlyk ledende overlæge i den Fælles Akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus.


Ambitionerne for akutmedicinen er store, når Ulf Hørlyk 1. maj starter som ledende overlæge på Fælles Akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

»Fundamentet for at udvikle faget yderligere er til stede i Esbjerg. Rammerne for det akutmedicinske område på Sydvestjysk Sygehus passer med mine ambitioner for, hvordan vi skal arbejde med de akutte patienter, og sygehusledelsens ambitioner og visioner matcher målbeskrivelsen for uddannelsen af akutmedicinere,« siger Ulf Hørlyk.

Uenighed med sygehusledelsen om rammerne for de akutte patienter og personalet betød, at Ulf Hørlyk i marts opsagde sin stilling som ledende overlæge på Akutafdelingen på Regionshospitalet Horsens.


Ulf Hørlyk, 48 år

Oprindeligt uddannet speciallæge i almen medicin med egen praksis.

Speciallæge i akutmedicin i 2018.

Tidligere daglig leder af vagtcentralen ved Præhospitalet i Region Midt. Derefter uddannelsesansvarlig overlæge ved akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital, og de seneste 5,5 år ledende overlæge ved akutmodtagelsen i Horsens.

Forfatter til bogen ‘Akutlægens dagbog’, som udkom i 2021.

Bor i Viby ved Aarhus med sin hustru og to børn, Matias på 11 og Clara på 14.


»Vi kom langt med udviklingen af akutmedicinen i Horsens, og min beslutning om at stoppe var for mig en naturlig konsekvens af uenighed om retningen for områdets videre udvikling,« siger Ulf Hørlyk, der ikke ønsker at uddybe hans og sygehusledelsens uenigheder yderligere.

Når Ulf Hørlyk om få uger starter i sin nye stilling på Sydvestjysk Sygehus, går han til opgaven med tårnhøje ambitioner for akutmedicinens rolle i den sydvestlige del af Region Syddanmark.

»Jeg håber, at vi i Esbjerg kan lave et skoleeksempel på, hvordan akutmedicin skal opbygges. Mit mål er, at vi om fire år har en fuldt døgndækket akutmedicinsk afdeling med 12 speciallæger, 14 læger i introduktions- eller hoveduddannelsesstillinger og 12 læger i klinisk basis uddannelse,« siger Ulf Hørlyk.

Inden efteråret 2022 er omme, er hans mål at være klar med det, han beskriver som ‘et blueprint’ for akutmedicinen på Sydvestjysk Sygehus.

»Maj måned kommer jeg til at bruge i klinikken, og i perioden frem til sommerferien skal jeg lære sygehuset at kende. Det indebærer bl.a. dialog med sygehusets øvrige afdelinger, så jeg kan bruge min sommerferie på at videreudvikle en plan, som jeg kan arbejde videre med i efteråret,« siger Ulf Hørlyk.

Lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus Anna-Marie Bloch Münster glæder sig i en pressemeddelelse over ansættelsen af Ulf Hørlyk.

»Ulf er en meget erfaren leder og en dygtig akutmediciner, der samtidig har stærke visioner for den akutte patient og samarbejdet i og omkring akutafdelingen. Han kan videreudvikle akutmedicinen og det tværsektorielle samarbejde omkring den akutte patient, som allerede er godt i gang. Til fordel for det akutte patientforløb, uddannelse og forskning,« siger Anna-Marie Bloch Münster.

Læs også Dea Kehlers, ledende overlæge på Akutafdelingen ved Hospitalsenheden Vest, anmeldelse af Ulf Hørlyks bog ‘Akutlægens dagbog’:

Boganmeldelse: At balancere mellem nærvær og fravær

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere